Kommentar bragt i Berlingske den 7. januar 2023.
Organiseringen blandt de danske lønmodtagere falder, da stadig flere spørger, hvad de får for deres fagforeningskontingent. Svaret burde være overenskomsten, men sandheden er, at de fleste har en overenskomst med eller uden medlemskab af fagforeningen. Det skal vi ændre på nu!
Fremover skal der være en sammenhæng mellem, hvem der får glæde af overenskomstgoderne og dem, der betaler for, at der er overenskomster.
I dag forærer fagforeninger deres mest værdifulde produkt væk til alle. Forestil dig lige den forretningsmodel præsenteret i Løvens Hule. Hvad tror du, Mia Wagner eller Jacob Risgaard ville sige til det? Jeg kan ikke helt finde ud af, om de ville sidde lamslået med åben mund eller falde ned af stolen af grin. Men jeg sikker på, at de ikke ville investere så meget som en krone uden at stille krav om, at forretningsmodellen blev ændret.
Jeg ser 2 løsninger, som kan gennemføres hver for sig eller i en kombination.
Den ene løsning er at sikre, at flere betaler for opgaven med at udvikle overenskomsterne. Ligesom arbejdsgiverne i dag opkræver ATP-bidrag hos ansatte, kunne de også opkræve en overenskomstpræmie hos lønmodtagere, som er omfattet af overenskomsten. Pengene skal gå til den fagforening, overenskomsten er indgået med – til dækning af udgifterne, som er forbundet med at tegne nye overenskomster, genforhandle de eksisterende og sikre, at de bliver fulgt. Bliver det indført, skal fagforeningerne til gengæld sætte kontingentet ned med mindst et tilsvarende beløb.
Den anden løsning er, at nogle goder kun tilfalder medlemmer af den fagforening, som har forhandlet overenskomsten hjem. Det er vigtigt, at betalingen følger antallet af ansatte eller antallet af leverede arbejdstimer, så udgiften for arbejdsgiver er den samme, uanset om den ansatte er medlem af fagforeningen eller ej. Vi kan uden problemer starte med, at det kun er fagforeningens medlemmer, som kan få dækket løn og kursusudgifter af kompetencefondene.
Et nyt tiltag, som kun skulle komme medlemmer til gode, kunne være, at der blev lavet en pulje til faglige og sociale aktiviteter for medlemmerne, som kan understøtte fællesskabet på arbejdspladsen.
Mulighederne for at lave løsninger er mange. Det er kun fantasien og viljen, som sætter grænser.
Ingen tvivl om, at arbejdsgiverne vil være modstandere af både den ene og den anden model. Men den danske fagbevægelse har aldrig ladet sig begrænse af arbejdsgivernes gode vilje. Jeg husker, da vi i HK begyndte at snakke om fritvalgskonto. Jeg husker også nogle, som sagde, det får vi aldrig arbejdsgiverne med på. I dag er fritvalgskontoen indført på stort set alle de store landsdækkende private overenskomster med en sats på 7%. Så mon ikke arbejdsgiverne på et tidspunkt giver efter og giver nogle indrømmelser, som de historisk har gjort? Det tror jeg på.
Alternativet er, at vi sender Den danske model på museum. Så er det slut med 3-partsaftaler, slut med overenskomster og goddag til ansættelsesvilkår besluttet af skiftende flertal i Folketinget.
