Marianne Vind aflægger sin sidste mundtlige beretning for kongressen. Foto: Jeppe Carlsen.
Ja, det er fire år siden, at jeg stod her sidst.
Men i år står jeg her altså som jeres afgående næstformand, og jeg er glad for, at jeg har fået muligheden for at give jer min sidste beretning i HK-regi, selvom jeg jo er stoppet.
Jeg vil starte med at berolige jer: For selvom jeg synes, at vi har taget nogle vigtige politiske sejre hjem, så er der stadig masser at tage fat på, når jeg kigger frem mod de kommende fire år.
Og det ville da være ærgerligt, hvis en ny næstformand ligefrem skulle kede sig lidt i jobbet. Det lover jeg IKKE kommer til at ske.
Arbejdsmiljø
For når vi kigger på arbejdsmiljøområdet, så kan man hurtigt konstatere, at nogle ting er løst, nye ting er opstået, men desværre er gamle ting også vendt tilbage.
Fx kan se vi, at vi nu igen ser arme- , nakke-, skuldre- og rygskader. Det er gamle ærgerlige problematikker, der dukker op igen. Øv - ligesom vi troede, at vi var ved at være flydende i ergonomi og arbejdsstillinger.
Og så er der efter at have været ro på det kemiske arbejdsmiljø i flere år netop kommet en stor ændring.
Den forrige regering lyttede nemlig desværre mere til virksomhederne, som synes, de bruger for meget tid på det forebyggende arbejdsmiljø og blandt andet mener, at arbejdspladsbrugsanvisninger er ALT for omfattende.
Regeringen valgte derfor at hjælpe virksomhederne med at ’forenkle’ systemerne. ’Forenkle’ er desværre ofte borgerligt politiker-sprog for forringelser.
Og det er vist mest noget, man går ind for, hvis man aldrig selv har stået i fx en kittel og håndteret sundhedsskadelig kemi i et laboratorium eller ude på et trykkeri. Det er en udvikling, som vi i den grad skal holde øje med konsekvenserne af.
For uanset om det handler om fysisk eller psykisk arbejdsmiljø, så er det altid bedre at forebygge end at behandle. For én arbejdsskade er én for mange.
Vi står nemlig også i, hvad nogle forskere kalder en stress-epidemi, hvilket arbejdsgiverne også anerkender. Det er desværre også der, enigheden ender.
Vi oplever gang på gang, at lederen på den anden side af skrivebordet forsøger at dreje samtalen hen på den ansattes privatliv frem for at tage de svære snakke om, hvad der skal til i arbejdslivet for at vende kurven.
Det er også meget nemmere. Så behøver man jo ikke ændre på noget i virksomhederne.
Den tidligere regering lod da også et stresspanel komme med hele 12 råd til os alle sammen om, hvordan vi kommer af med stress. Jeg nævner i flæng ’luk skoleintra, hold op med at tage så mange billeder af dine børn og færre mails i indbakken fra det offentlige’.
Helt ærligt.
Det er da fuldstændig rigtigt, at man kan blive træt af for mange beskeder på forældreintra, men det vil altså sjældent udvikle sig til stress.
Jeg kender personligt ikke nogen, der går kede af det rundt på sit arbejde, fordi de skal hjem og tjekke forældreintra - eller e-boks for den sags skyld.
Til gengæld kender jeg alt, alt for mange, der er gået ned med stress på grund af dårlig trivsel, og lad os sige det, som det er: mangelfuld eller ligefrem dårlig ledelse.
Vi ved, at det er en af de helt store syndere, når det kommer til stress, og det er derfor stadig et stort politisk ønske fra HK/Privat, at alle der har personaleansvar skal på obligatorisk uddannelse, så de lærer at forebygge og dermed sikre den gode trivsel.
Vi ved godt, at det er selveste ledelsesretten, vi skubber til, men det er jo åbenlyst, at der er behov for det.
Ledelse er en faglighed, og den kommer ikke af sig selv. Ingen skal gå i stykker af at gå på arbejde. Og ingen skal stå alene over for systemet, når stressen rammer.
HK kommer derfor inden for det næste år med en stresshandlingsplan, så medarbejderne ude i afdelingerne får bedre redskaber til at tage sig af medlemmer, der rammes af stress - og særligt til at hjælpe dem videre i systemet.
For når man går ned med stress, mødes man hurtigt af et offentligt system, der nærmest kræver en doktorgrad at navigere igennem.
Derfor er planen, at vores medarbejdere bliver eksperter i at hjælpe medlemmerne gennem systemet og lige få sagt: ’Hov - nu skal du huske at gå til lægen, nu skal du kontakte arbejdsmedicinsk klinik - har du sammen med din læge eller leder anmeldt stressen som arbejdsskade, eller skal vi gøre det sammen?’ og så videre og så videre.
Og særligt det med at anmelde stress som arbejdsskade, skal vi altså have sat ekstra gang i!
For selvom vi ikke er nået dertil, hvor stress i rimelig grad anerkendes som arbejdsskade, så er registreringerne vigtige! Den dokumentation vi skal bruge til at holde politikerne fast på, at her er der et problem, der koster både den enkelte, arbejdspladsen og samfundet dyrt.
På et mere nationalt plan kommer den nye regerings arbejde med en bekendtgørelse på det psykiske arbejdsmiljø også til at fylde en del det næste år. Der skal HK/Privat virkelig bidrage med viden om, hvor og hvordan medlemmer bliver nedslidte af dårligt psykiske arbejdsmiljø.
For man bliver ikke kun nedslidt fysisk på arbejdsmarkedet anno 2019 i Danmark, men også psykisk.
Arbejdsmiljørepræsentanter
Samarbejdet mellem arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter bliver også kun vigtigere med årene. Det er nemlig særligt i arbejdsmiljøarbejdet, vi for alvor kan rykke ved problemerne på arbejdspladsen, og man når altså længst, når man gør det sammen - det handler en af workshoppene i morgen om.
Både ved at dele viden og bruge hinanden til sparring, men også ved at kunne passe på hinanden. Det lyder måske lidt blødt, men udfordringerne kan være meget komplekse, og man står bare svagere, når man står alene.
På min gamle arbejdsplads, Novozymes, har der fx lige været massefyringer. Tillidsrepræsentanterne har ligget vandret for at skaffe ordentlige vilkår og hjælpe dem, der stod overfor en opsigelse.
Samtidig med de mange fyrede står der altid en gruppe medarbejdere tilbage, der er usikre og utrygge, og, som også har brug for hjælp og støtte. Det er et kæmpe arbejde både før, under og efter store fyringsrunder for en klub!
Og det er der, samarbejdet mellem tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne og gerne på tværs af faggrupper virkelig bliver en gevinst for medlemmerne, for der er mange flere hænder på den måde og styrken overfor ledelsen bliver større.
Det kræver så også, at vi får prikket flere af vores kolleger og får overbevist dem om at blive arbejdsmiljørepræsentanter.
Langtfra alle virksomheder har i dag en HK-arbejdsmiljørepræsentant, selvom der er medarbejdere nok til, at de kan vælge en.
Alle HK/Privat-afdelinger har i den seneste periode haft fokus på det. Og også fået sat udviklings-samtaler for arbejdsmiljørepræsentanter i system. På samme måde, som samtaler med TR’ere blev det for år tilbage.
Og vi har jo en lovgivning, som sikre retten til uddannelse, og den udnytter vi ikke.
Det bliver helt sikkert en styrke, når flere arbejdsmiljørepræsentanter får uddannelse.
Ligestilling
Dem af jer, der kender mig, ved, at mit hjerte i den grad banker for retfærdighed, rummelighed og lighed på arbejdsmarkedet.
Sidste år i maj blev Eva Kjer Hansen ligestillingsminister. Igen. Hun havde nemlig været det godt 10 år tidligere. Da hun kom til, spurgte embedsmændene, hvad der var sket siden sidst, så var svaret kort: Ikke ret meget.
Det blev hun noget overrasket over. Og ja det er da også rystende. Det siger i hvert fald noget, når selv en borgerlig minister synes, det er for ringe.
Vi har virkelig fået rykket på nogle ting de seneste år, specielt når det kommer til seksuel chikane.
Fx er det, at der er en ’frisk’ tone på arbejdspladsen ikke længere en gyldig undskyldning for at udøve chikane. Én gang mobning/chikane er én gang for meget. Det betyder, at havde sagen kørt i dag, var en arbejdsgiver ikke blevet frikendt for at kalde eleven for hans ’lille suttetøs’.
Misforstå mig ikke. Vi er slet ikke i mål med alt det, som vi gerne vil opnå på området, men for første gang i en årrække har vi set konkrete politiske handlinger. Og det er en bølge, vi skal ride videre på.
For vi ved også, at et godt arbejdsmiljø ikke kun bliver skabt i lovtekster, paragraffer og bødeforlæg, men vi skal fortsat arbejde for at sikre arbejdspladser hvor alle trives uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og hvor pinligt det end er, så er det ikke sådan på alle arbejdspladser i Danmark. Og det har vi alle et ansvar for. Vi skal reagere, når vi hører nogle lave sjov med andre på deres bekostning.
Og når nu jeg har nævnt den tidligere ligestillingsminister, så synes jeg også, at jeg må nævne den nyeste - nemlig Mogens Jensen. Jeg så ham holde en tale ved fagbevægelsens temadag om LGBTQ+ hos 3f i forbindelse med Copenhagen Pride her i august. Og det var en minister, der i den grad talte for plads til alle og for det rummelige arbejdsmarked!
Han var så lidt mindre skarp et par dage senere, da han talte om at søge dispensation for den nyeste revidering af det gamle EU-direktiv om barsel. Så Danmark altså ikke skulle sikre danske fædre ret til øremærket fædreorlov.
Men han besindede sig da heldigvis også hurtigt igen.
Det, som det mest af alt fortæller mig, er, at vi bliver dem, der skal fastholde presset på, at der ikke går 10 år igen, før vi ser politisk udvikling på ligestillingsområdet.
For så længe ligestillingsministeren også er minister for rodebunker af fiskekvoter og cirkuselefanter, så er det os i fagbevægelsen, der må minde ministeren om, at der fortsat er mange kampe at tage på ligestillingsområdet. Der skal ikke gå 10 år igen.
Vi er nemlig fortsat ikke i mål med fx ligeløn i 2019.
Lad mig skynde mig at sige, at for hvert år der går, går det heldigvis den rigtige vej for HK/Privat medlemmerne.
Men det går bare så pokkers langsomt med den ligeløn.
Nogle ting kan vi fikse via overenskomster og regulering, andre ting er sværere, fordi de ikke tydelige, men måske endda helt ubevidste mekanismer, som vi alle følger.
Fx har en forsker lige kortlagt, at der er forskel på, hvor meget og hvor god feedback elever i folkeskolen får, alt efter hvilket køn og social klasse de er.
Og det er måske ikke så overraskende, at drenge fra ressourcestærke hjem får mest. Forskerens data viser, at to elever, som er lige dygtige, men hvor den ene kommer fra et hjem med højtuddannede forældre med høj status, og den anden fra et hjem med ikke så høj status og uddannelse, ikke får det samme feedback. Og, at man er endda dårligere stillet, hvis man så endda er en pige. For der handler feedback ofte om at: flot du fremlagde, flot du afleverede stil, ikke nær så meget om indholdet. Det er 2019.
Det er altså både en social ulighed og en ulighed mellem kønnene, der ses. Den slags studier vigtige, så vi på baggrund af fakta kan tage de rette snakke om, hvad vi skal gøre for at løse problemerne.
De her mekanismer, som vi tager med os i livet, altså at drenge er vigtigere end piger og velstillede er vigtigere end de dårligere stillede. Det lærer vi alle helt ubevidst i skolen. Så prøv at sætte det i forhold til en lønforhandling eller en forfremmelse.
Det står pludselig helt klart, at nogle kan være mere bagud på point end andre, allerede inden samtalen starter. Og det kan være en del af forklaringen på, hvorfor vi stadig ser uligeløn på arbejdspladserne.
En anden del af forklaringen er barsel - vi forventer helt klart, at det store ryk på uligelønnen kommer, når fædrene for alvor gør brug af deres ret til at tage orlov.
Lad os derfor håbe, at vi ser en fremtid, hvor lederne bliver vant til, at alle unge, både kvinder og mænd, er væk i perioder, fordi de har fået barn.
Ligelønsloven siger fortsat, at ingen må stilles ringere med hensyn til lønforhøjelser og forfremmelser under graviditet, på barsel og ved tilbagevenden, end hvis de ikke havde fået et barn. Det er der mange, der ikke ved.
Vores overenskomster har fået os langt, vi skriver 2019, vi skulle altså have været endnu længere, men nu har EU så tvunget os til det sidste. Øv, vi ikke var nået dertil inden.
Uddannelse
Og når nu vi er ved fromme håb for fremtiden, så lad mig sige, at hvis der er noget, som vi heller ikke må slippe tøjlerne på, så er det uddannelse.
Uanset om vi taler elever eller efteruddannelse, så er der bare et klart behov for, at HK’erne uddanner sig gennem hele livet for at kunne matche et arbejdsmarked, der hele tiden bringer noget nyt med sig.
Med erhvervsuddannelses-reformen udviklede vi sammen med arbejdsgiverne en opgraderet kontoruddannelse. Den har vi stadig en opgave i at skabe synlighed om.
For gevinsten ved at ansætte en elev med den nye EUX-uddannelse bag sig er store. EUX Business, er den kommet til at hedde.
Eleverne derfra kommer med meget mere målrettede og konkrete praktiske kompetencer, i forhold til unge fra det almene gymnasium. Men desværre er uddannelsen endnu ikke kendt nok blandt de unge, forældrene og virksomhederne. Det bliver et fokusområde i den næste periode.
EUX Business kommer også uundgåeligt op som emne til overenskomstforhandlingerne, da det er helt urimeligt, at elever med en af de gamle HHX- eller STX-uddannelser får 800 kroner i løntillæg om måneden. De uddannelser skal da ligestilles, når de er på samme niveau. Og det kan kun gå for langsomt.
Hvis vi så et øjeblik vender blikket fra de unge og taler efteruddannelse, så er AMU stadig et godt sted at starte, hvis man ikke har taget uddannelse i mange år. Eller hvis man ønsker at snuse til et andet arbejdsområde end det, man ellers arbejder med.
Jeg ved godt, at AMU-kurserne er noget udskældte. Flere siger, at niveauet ikke er højt nok, men husk nu, at det jo ikke er meningen, at det skal være Akademiniveau. Det er måske endda netop derfor, at det stadig den mest benyttede form for efteruddannelse.
Og uanset om man vælger AMU eller Akademi, så kan jeg kun sige, at man skal se at komme afsted!
Formand for Dansk Metal, Claus Jensen sendte os også en klar melding på vores TR-træf tidligere i år. Han sagde, at vi lader pengene samle støv i kompetencefondene.
Og det er selvfølgelig et fair signal, at vi ikke bare kan bede om rettigheder, hvis vi så, når virkeligheden rammer, ikke bruger dem.
Men der må jeg også bare sige, at HK/Privat-medlemmernes uddannelsesbehov er meget mangfoldigt, og det skal positivlisten også afspejle. Her ligger også en overenskomstopgave.
Og så kan jeg da tilføje i dette lille lukkede rum, at i andre regier har både Simon og jeg skulle høre Claus Jensen tale om, at vi HK’ere ellers ikke er bange for at tage vores del af uddannelseskagen i fondene. Men Claus har ret, der er stadig mange flere penge at bruge.
HK/Privats medlemmer udgør da også over 50 % af de opkald, som Karrieretelefonen i HK modtager, så der er skub i HK/Privat medlemmerne.
For det handler da om at komme afsted. Alle jeg kender - mig selv inklusive, får en kæmpe øjenåbner, når de kommer i gang med efteruddannelse!
Jeg kan stadig huske mit første akademimodul. Den der oplevelse jeg fik af, at jeg pludselig kunne tale det sprog, som ledelsen taler. Og at jeg kunne forstå og supplere teorien i bogen med konkrete eksempler fra min egen erfaring på forskellige arbejdspladser. Jeg er stadig brandstolt af det 7-tal, jeg fik - ny skala. Det var jo år og dag siden, jeg sidst havde siddet på skolebænken. Og som så mange andre blev jeg bidt af det og tog mere uddannelse her og der.
Og det er faktisk mere reglen end undtagelsen, at man tager et enkelt modul på akademiuddannelserne, som man har behov for her og nu. Så i takt med at arbejdsmarkedet forandrer sig, holder vi konstant øje med behovet for udvikling af nye moduler, som matcher behovene på arbejdsmarkedet.
Det store ønske herfra er dog stadig at få en voksen-SU, så man kan tage et par år ud af sit arbejdsliv til at dygtiggøre sig. Og i et arbejdsliv, der kun forlænges og forlænges i disse år, så må flere da kunne se fidusen i, at man uddanner sig undervejs, til det næste stræk.
I dag bruges der 24 milliarder på uddannelsessystemet i Danmark.
Men kun 1,5 procent af de penge går til de deltidsuddannelser, man tager som voksen.
Det er slet ikke godt nok.
Uddannelsessystemet i Danmark er her i 2019 stadig skabt til de unge og til, at man tager sin uddannelse, inden man fylder 25. Det hænger ikke sammen med, at eksperter forudser, at vi i fremtiden skal tage flere uddannelser gennem et helt arbejdsliv.
Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi har kompetencefonde til alle medlemmer med overenskomst. Og sidste år kunne vi heldigvis også annoncere en kompetencefond til freelancerne, der ellers har været dårligst stillet i forhold til uddannelse. Brugen af den vil vi følge nøje og ikke mindst se på, hvilke typer af uddannelser der er brug for.
Uddannelse er altså et område, vi skal blive ved med at udvikle på.
Internationalt
Og løfter vi så kort blikket fra os selv her i Danmark, så bliver HK/Privats engagement i de internationale fagforeninger kun vigtigere! Flere og flere virksomheder og dermed arbejdspladser bliver nemlig globale.
Der udveksles viden om koncernerne, fx om der i de forskellige lande er overenskomst og tillidsvalgte for på den måde at kæmpe en overenskomst igennem via organisering i andre lande.
Og hvor vi før måske har følt, at vi var godt med i Danmark, så ser vi nu direktiver fra EU, der går længere for at sikre borgerne, end mange måske tidligere har turdet drømme om. Men vi ser i pipeline også EU blande sig i områder, hvor vores danske model ER det bedste værktøj.
Nu skal jeg selv derned og arbejde for, at det er de rigtige ting, der arbejdes henimod.
Så her til sidst vil jeg bare sige tusind tak til jer alle sammen! Og tusind tak til Simon for de flotte ord. Jeg er stolt af det, som vi har opnået sammen! Jeg er stolt af, at I valgte mig som jeres næstformand for 8 år siden, og jeg er glad for, at jeg nu kan fortsætte arbejdet i Europa-Parlamentet!
Tak.
Læs mere om HK Privats kongres her
