Simons beretning

Formand Simon Tøgerns mundtlige beretning til HK/Privats kongres 8.-10. september 2019

Det er fire år siden, vi var her sidst - og sammen holdt kongres i HK/Privat. Og det er godt at se jer igen, og godt at se jer nye.

Det er helt nøjagtigt tre år og ti måneder siden, jeg stod her, og I sad der.

Den gang var den amerikanske præsident en pæn advokat fra Chicago - han hed Barack Obama.

Den danske statsminister - ja, han var også jurist - han hed Lars Løkke Rasmussen. Han havde netop vundet folketingsvalget og havde etableret sig med en smal og noget vakkelvorn V-regering.

Og Paris blev ugen efter vores kongres ramt af en række voldsomme terrorangreb, rettet mod cafeer og spillesteder.
129 blev dræbt. Frankrig var i undtagelsestilstand i flere måneder efter.

Det er alt sammen længe siden. Og der er unægtelig sket meget siden da. Ude i verden. I Danmark. Og også i HK/Privat.

Ingenting står stille. Hverken i den store verden, i Danmark eller i vores egen HK-verden.

Vi har flyttet os. Flyttet os sammen - og heldigvis i den rigtige retning - nemlig tættere på medlemmerne.

Vi er blevet langt bedre til at tænke ”dem” før ”os”.
Tænke medlemmer før organisation.
Blevet bedre til at spørge - i stedet for bare at tro, at vi altid selv kender svaret.

Vi vil knytte medlemmerne tættere sammen - og til os - til organisationen.

Det afsæt er fundamentet i den organiserende fagforening og en forudsætning for at være en relevant fagforening i 2019.
Det er en forudsætning for at fastholde medlemmer og organisere nye.


Vi - og I - øver os på det hver eneste dag. Og på de 1.404 dage, der er gået, siden vi sidst var samlet her sidst, oplever jeg, at vi er blevet meget dygtigere, mere relevante og bedre til at skabe resultater.

Det er jeg som formand stolt af.

Det siger jeg ikke, fordi jeg har besluttet mig for at holde en festtale for at sikre den gode stemning.
Men jeg siger det, fordi jeg kan konstatere, at vi målrettet har flyttet os - og på rigtig mange parametre har gjort os mere relevante.

Det har vi gjort sammen og TAK for det.

Én af belønningerne er, at vi ikke længere på samme måde skal have lige så meget mavepine, når vi kigger i medlemsstatistikkerne.

Det ser pænt ud - eller i hvert fald pænere ud.
Vi er færre i dag end for fire år siden. Ca. 2.000 færre, når vi taler om erhvervsaktive fuldt betalende medlemmer. Det er 2.000 for mange.

Men de drastiske medlemsfald er stoppet. Og det skyldes jeres og vores målrettede indsats og vores og jeres evne til - også at tænke nyt.

Og ikke bare tænke nyt. Men også at få det nye til at leve ude i virkeligheden. Ude hos medlemmerne.

Fagstrategien
Én af de disse nye indsatser, som vitterlig betyder noget,
som vitterlig lever og som vitterlig gør os relevante for medlemmerne er FAGSTRATEGIEN, som vi besluttede os for at udvikle på vores seneste kongres.

sammen fik vi defineret en kæmpestor satsning, hvor vi ville ramme vores medlemmer på deres fag og faglighed og dermed deres engagement - for at de sammen kan styrke sig fagligt.

Vi definerede i alt 13 fagområder, som vores medlemmer er beskæftigede med, og som vores uddannelses- og kompetence-udviklingspolitik derfor skal tage udgangspunkt i.

Vi satte os meget konkrete mål. Medlemmerne på alle 13 fagområder skal i løbet af et år tilbydes fire arrangementer, som rammer deres faglighed. Således sagt, således gjort.

Samlet set er det vores største medlemsaktivitet i perioden. 500 fagstrategi-arrangementer er blevet afviklet over hele landet i perioden. Arrangementerne - fyraftensmøder, seminarer, weekendseminarer - er blevet udviklet centralt og afholdt lokalt.
Næsten 8.000 af vores medlemmer har i kongresperioden deltaget.

Evalueringerne kan vi kun være stolte af.
Medlemmerne er glade.
Det sikrer, at der bliver talt uddannelse blandt medlemmerne.

Og så er der noget, der særligt glæder mig.
”Vi kender dem slet ikke. Vi har aldrig set dem før,” fortalte en noget forundret afdelingsmedarbejder mig, da jeg var på besøg i HK Midt.

Ja, det er jo netop et mål i sig selv at nå nye grupper og typer af medlemmer. Når vi gør det, er vi relevante for flere. Og det er et mål i sig selv.

Kontakten til nye grupper af medlemmer gør os som organisation klogere.
Sammen med landsforeningernes og branchesektionernes mange og mangeartede arrangementer bliver det af rigtigt mange fremhævet som en af de vigtigste grunde til, at de er medlem af HK/Privat. Det øger med sikkerhed loyaliteten.

Vi skal blive skarpere til at tænke vores velfungerende fagstrategi sammen med vores øvrige uddannelsespolitiske og klassiske fagforeningsindsatser - tingene skal understøtte hinanden.
Brugt rigtigt er fagstrategien et aktiv i organiseringsindsatsen og en vigtig brik i vores uddannelsespolitik.

Uddannelsesagenter
Sammen med beslutningen om fagstrategien vedtog vi også - dér for 1404 dage siden - at vi ville begynde at udvikle ”det tredje ben” på vores arbejdspladsrepræsentation - nemlig uddannelsesagenterne!
Tanken er, at det skal øge engagementet i efter- og videreuddannelse ude på arbejdspladserne.
Øge indsigten og motivationen til at dygtiggøre sig.
Øge antallet af aktive medlemmer med uddannelsesfokus.

Det kom ikke til at gå lige så stærkt! Eller lige så godt som med fagstrategien. Vi kom også meget senere i gang.

Målet var ikke færre end 1.000 uddannelsesagenter…?
Ja, her blev vi alle sammen - måske ikke mindst mig selv - nok grebet lidt for meget af de fine intentioner og den gode stemning!
Fakta er, at vi i dag har registreret 250 uddannelsesagenter.
Tallet er langsomt stigende. Og langsomt kan vi se og høre, at det begynder at fungere.

Og jeg bliver glad, når jeg fx hører Lykke Heimburger, der er 32 år og arbejder i Danmarks Lærerforening, forklare i HK/Privatbladet, hvorfor hun har meldt sig som uddannelsesagent: ”Jeg synes, vi skal gribe de gode muligheder, vi har som HK’ere for at efter- og videreuddanne os. Dels for at få sjovere jobs, dels for ikke at blive udkonkurreret af akademikere.”

Dejligt med Lykke og de andre 249 uddannelsesagenters engagement.

Derfor skal det nok lykkes. For filosofien er, at det med efteruddannelse først rigtigt rykker, når vi tager hinanden under armen og sammen som kolleger gør noget ved det.
Uddannelsesagenten er tænkt som den inspirator, den igangsætter, den vidensperson, der skal få lidt flere kolleger og virksomheder til at gøre noget ved det med efter- og videreuddannelse.
Samtidig er det tænkt som et greb, der kan involvere lidt flere kolleger i det faglige arbejde.

Hvis vi kan gøre det med uddannelsesagenter til en succes i de kommende år, så kan vi måske en dag sikre uddannelsesagenterne beskyttelse på lige fod med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanterne?

Karrieretelefonen
Tusinder af vores medlemmer har de seneste to et halvt år tastet 33 30 44 60.
De ringer til HKs Karrieretelefon, og den består dagligt ”relevanstesten” blandt vores medlemmer.
Medlemmerne af HK/Privat er suverænt dem, der bruger Karrieretelefonen mest. Og det er et sundhedstegn.

Oplevelsen hos mange medlemmer er nok, at al det der med efter- og videreuddannelse nok er vigtigt. Men det er sgu også lidt uoverskueligt.
Hvor er det lige, man skal begynde? Hvilke kompetencefonde kan man søge? Og hvordan er det lige, man søger?
Og hvad er det egentlig, jeg kan i forvejen? Hvordan sætter jeg ord på det?
Her hjælper Karrieretelefonen!

Og så giver Karrieretelefonen også feedback på ens CV og giver sparring til jobsamtaler.

Alt sammen vigtig og brugbar hjælp, så vores medlemmer står stærkt i jobsøgningen.

Også kvalitetsundersøgelserne af Karrieretelefonen er sindssygt gode.
Vores medlemmer roser dette to et halvt år gamle initiativ til skyerne.

Organisationen modtager også vigtige input via Karrieretelefonen. Nogle gange handler opkaldet i virkeligheden om forhold, som skal afklares i samarbejde med de tillidsvalgte - eller med den lokale afdeling.
Den slags opkald bliver selvfølgelig ekspederet videre.

Men vi kan også gennem de mange opkald registrere, hvad medlemmerne er optagede af. Det er nyttigt. Og vi kan for eksempel meget tydeligt aflæse, at afdelingernes arrangementer om Omstillingsfonden og de 10.000 kr. årligt, som mange medlemmer kan få adgang til, har været anledning til, at rigtigt mange medlemmer er gået i gang med at spekulere på, hvordan de kan efter- og videreuddanne sig.

På den måde sikrer også Karrieretelefonen, at vi kommer tættere på medlemmerne. Og at medlemmerne får lige præcis det, de har brug for.

Kommunikation
For netop at komme tættere på medlemmerne har vores kommunikation også flyttet sig.
Vi tager i blad, nyhedsbreve og på de sociale medier afsæt i det, der betyder noget for medlemmerne, og som kan være med til at forbedre deres arbejdsliv.
Vi har i HK/Privat i kongresperioden skærpet vores kommunikation med målet om at være relevant, brugbar og relationsskabende.
Derfor har vi opprioriteret vores tilstedeværelse på de sociale medier kraftigt. Ikke mindst på Facebook.
På Facebook møder vi medlemmerne mere uformelt, og platformen er skræddersyet til at tale med medlemmerne - og det er skønt at se, hvor gode de er blevet til at snakke og diskutere med hinanden der.
Det giver os input - og flytter os tættere på medlemmerne. Vi er mere tilgængelige, nemmere at sige noget til.
Og så får vi sat flere markante dagsordener med et stærkere samspil mellem blad, nyhedsbreve og sociale medier - vi når simpelthen længere ud.

Det gjorde vi fx med en stor kampagne mod seksuel chikane.

Lønforsikring
Fagstrategi, uddannelsesagenter og Karrieretelefon er alle nye initiativer i kongresperioden, som vi kan være stolte af.
Vigtige initiativer, der viser, at vi er en moderne fagforening, der udvider og nytænker indholdet af fagforeningsmedlemsskabet, så vi fremstår endnu mere relevante og brugbare.

Men den nok allerstørste udvidelse af vores fagforeningspakke er, at sektorbestyrelsen i maj - for bare fire måneder siden - besluttede sig for at HK/Privat skulle blive en del af HK’s fælles lønforsikring.

Altså en kollektiv forsikringsløsning for alle medlemmer.
Det var en kæmpestor beslutning.

Baggrunden er den fortsatte udhuling af vores dagpengesystem:
• Dagpengeperioden er løbende blevet afkortet - til fem, til fire og senest til to år.
• Rådighedsreglerne er blevet skærpet i en uendelighed.
• Og måske allerværst, så er kompensationsgraden blevet udhulet markant.
I dag får man maksimalt 18.866 kroner om måneden i dagpenge - og for et typisk HK-privat medlem er det tæt på en halvering af indtægten. Vores seneste lønstatistik viser nemlig en gennemsnitsløn på 34.599 kr., og så er der altså alt for langt ned til 18.866 kr.

Ja, man forstår godt, at medlemmerne er økonomisk bange for ledighed.
De forringede dagpengeregler bidrager desværre til utryghed i arbejdslivet.

Det har vi diskuteret mange gange.
Vi har politisk presset på for en anden udvikling.
Vi har igangsat underskriftsindsamling mod den seneste afkortning af dagpengeperioden.
Osv osv.
Men vi må konstatere, at det politiske flertal, der står bag denne udvikling, er ret massivt, og det har uden problemer overlevet de seneste folketingsvalg.

Derfor har vi måttet overveje, om vi som tillidsrepræsentanter for vore medlemmer og som ledelse i en stor og velkonsolideret faglig organisation kan gøre noget andet - kan vi finde andre veje til at levere større økonomisk tryghed for vores medlemmer?

Ja, det kan vi - og heldigvis for det!
Med etableringen af HK’s fælles lønforsikring vil det store flertal af HK/Privats medlemmer opleve, at de kan oppebære 80 % af deres seneste løn i op til ½ år efter, at de er fratrådt - mod en stigning i kontingentet på netto 65 kr/mdr.

Det er et meget attraktivt medlemstilbud.
Det kan vi sgu godt være lidt stolte over! Jeg er i hvert fald.

Og det er jeg på trods af, at jeg personligt i årevis har argumenteret imod - også da HK Kommunal og HK Stat tog deres beslutninger om lønforsikring. Fordi jeg principielt mener, at det er vores fælles dagpengesystem, der skal sikre trygheden.

Men jeg har skiftet holdning.
Eller måske snarere, jeg har måttet erkende den politiske virkelighed:
Der er desværre ikke udsigt til, at der kan skabes et flertal for en genrejsning af vores dagpengesystem!

Og så må jeg sige, at det gør indtryk på mig, når nyvalgte og ofte yngre tillidsfolk på vores TR-kurser uden tøven har sagt til mig, at selvfølgelig skal vi da lave den lønforsikring - når vi nu har muligheden for det - fordi den giver økonomisk tryghed til medlemmerne.

Og det gør indtryk at høre om 58-årige Helle Mørkholt på IBM, der de seneste tre år har valgt at betale 970 kr. om måneden for en individuel kommerciel lønforsikring, fordi hun følte sig utryg. Helle har nu kunnet sige sin private forsikring op, fordi vi kollektivt har tegnet én for hende.
Hun er naturligvis glad for vores beslutning, hun sparer 900 kr. om måneden. Og hun er én af de mange positive fortællinger, vi har fået i vores lønforsikringshotline.
Vi introducerede lønforsikringen med et såkaldt ”åbent vindue”. Alle der var medlemmer ved udgangen af august, var omfattet af lønforsikringen - uden de sædvanlige 12 måneders karens.

Det har vi markedsført via reklamer i nogle af de kommercielle radioer. Det er ellers ikke et værktøj, vi benytter.
Sideløbende hermed er tillidsrepræsentanterne blevet udstyret med materiale til at understøtte agitationen over for uorganiserede kolleger.

De steder, hvor tillidsrepræsentanterne har taget opgaven på sig, kan vi se, at indsatsen har kastet noget af sig!
For eksempel har tillidsrepræsentant Lene Kjærgaard hos DXC i Valby - det tidligere CSC - organiseret 23 nye medlemmer hen over sommeren. Det er rigtigt flot!
Der er lignende historier fra andre af vore store arbejdspladser i Hovedstaden.

Det er udtryk for, at vi med lønforsikringen har fået et nyt og meget effektivt værktøj i vores agitation for medlemskab af HK/Privat.
Det skal vi lære at bruge. Vi skal for eksempel have udviklet et koncept for, hvordan vi bruger det på de 50 %-ramte virksomheder.
Vi arbejder også på et særligt fremstød overfor it-branchen.

Det ser ud til, at vi står med en solid succes! Jeg skynder mig at tage alle mulige forbehold for de præcise tal! Men som det ser ud her og nu, så har vi i august ny-indmeldt mere end dobbelt så mange som sidste år. Dobbelt så mange!

Tallet indeholder også elever og studerende, så vi kan ikke sige endnu, hvor mange af de nye medlemmer, som kan tilskrives lønforsikringen. Tallet for udmeldelser kender vi heller ikke endnu.

Men igen - alt tyder på, at lønforsikringen er et særdeles kraftfuldt værktøj i vores organiseringsarbejde!

Jeg kan ikke afslutte min omtale af lønforsikringen uden lige kort at omtale processen.
Det er gået lidt stærkt - både hvad angår beslutningen, men også hvad angår implementeringen af ordningen. Men det er lykkedes!

Men ordningen er kun kommet på plads - til den pris - fordi man politisk i HK/Stat og HK/Kommunal valgte at invitere os fra HK/Privat med ind i den eksisterende ordning.
Og fordi vi var enige om at bruge en del af provenuet fra salget af Alka til at løbe den fælles ordning i gang.
Det vil jeg gerne kvittere for – Bodil Otto og Rita Bundgaard!

HK
HK er en stor organisation. Vi har mange medlemmer. Vi råder sammen over mange ressourcer - økonomisk og hvad angår medarbejderressourcer.

Sammen ved vi meget - og vi kan meget sammen. Netop vores størrelse og styrke er også baggrunden for, at vi fx kunne lave en fordelagtig aftale om lønforsikring med Alka.

Vi er også en meget sammensat organisation. Vi repræsenterer mange forskellige slags medlemmer med forskellige slags arbejdsliv, forskellige kulturer og forskellige politiske præferencer. Det gør, at vi er nødt til at bygge organisationen op med mange indgange, så alle medlemmer kan se sig selv afspejlet i organisationen og dens aktiviteter - derfor er fagstrategien fx vigtig, fordi medlemmet kan finde sig selv og sin faglighed repræsenteret.

Der er langt fra en HK-ansat i et ministerium til HK’eren i et supermarked, fra laboranten i en af de store medicinalvirksomheders forskningsafdelinger til den grafiske trykker, fra blæksprutten i den lille håndværksvirksomhed til call center-medarbejderen og klinikassistenten. Vi skal være der for dem ALLE. Og de skal alle kunne se sig selv i os.

Men vi skal holde øje med, at organisationen ikke bliver så kompliceret og uoverskuelig, at det ene led ikke ved, hvad det andet laver.

Hvor mange steder skal en bestemt aktivitet eller service udbydes?
Skal alle afdelinger tilbyde det samme?
Kan vi samle specialiserede funktioner et sted for at frigøre ressourcer andre steder - fx som vi har gjort det med succes med Karrieretelefonen?
Kan vi i højere grad frigøre ressourcer således, at afdelingerne kan komme endnu tættere på medlemmer og tillidsvalgte ved at samle meget specialiserede eller back office-funktioner andre steder?

Ja, det kan vi - selvfølgelig!

Men det er ikke bare noget, vi kan - det er noget, vi skal!
Kravene til os som faglig organisation skærpes stadigt.
Vores lønudgifter stiger. Men vores indtægter fra kontingenter stiger ikke i samme takt.
Og på et tidspunkt er der simpelt hen bare nogle kurver, der krydser hinanden på den forkerte måde.

Jeg lægger ikke op til stor diskussion om HK’s opbygning.
Men jeg gør opmærksom på, at vi bærer et stort ansvar for at sikre, at vi er helt skarpe på at indrette organisationen således, at medlemmerne får mest muligt for pengene.
Og at vi i den proces ikke tænker ”os” og ”dem”, men tænker ”vi”. For sammen kan vi mere.

Fra branchesektioner til overenskomstgrupper
Netop det med at være skarpe på, om vores organisation og struktur passer til de faglige og politiske opgaver vi skal have løftet, har vi i HK/Privat haft fokus på i den forgangne periode.

Strukturen må aldrig være noget, vi snubler i eller som fremstår bureaukratisk i medlemmernes øjne.

Det er baggrunden for, at vi i overmorgen skal diskutere et forslag til ændring af vores interne struktur - ændringer, der netop har til formål at skære organisationen til.

Vores syv branchesektioner er børn af fusionen mellem det tidligere HK/Industri og HK/Service tilbage i 2003, da HK/Privat blev stiftet.
Men arbejdsmarkedet, vores medlemmer, den øvrige organisation og den politiske kultur har udviklet sig siden.
Derfor begyndte en revision af sektorens interne struktur også at trænge sig på.

Vores diskussioner har udmøntet sig i det forslag om at nedlægge branchesektionerne og lade dem erstatte af fem overenskomstdefinerede grupper, som vi skal diskutere og forhåbentligt vedtage på tirsdag.

Jeg vil ikke gennemgå forslaget her. Men jeg synes, at det er på sin plads her at kvittere for den proces, vi har haft om forslaget. Det er aldrig nemt, når bestyrelser og foreninger skal diskutere deres egen nedlæggelse.

Men det er ikke desto mindre det, der er sket her. sammen har vi fundet en løsning.
Resultatet af de mange diskussioner er en skitse til en struktur,
• som er mere gennemsigtig for det enkelte medlem,
• og som kan bidrage til, at de faglige og overenskomstmæssige diskussioner bliver langt mere fokuserede.

Det er også en struktur, hvor vi giver plads til, at et af vore mindste brancheområder - luftfartsområdet - kan bevare sin egen struktur på tværs af vores fremtidige struktur.
Det med HK/Luftfart - og hele den øvrige struktur - vender vi tilbage til på tirsdag.

Jeg er sikker på, at den beslutning, som ligger og venter på os under dagsordenens punkt 9a kommer til at styrke organisationen.

Organisering
Virkeligheden er, at vi igennem hele kongresperioden har mistet medlemmer.
Det nye er, at vi mister færre og færre medlemmer.
Og meget positivt er det, at vi er blevet langt, langt bedre til at organisere de unge på uddannelserne.
Samtidig har vi med rimelig succes sat fokus på at fastholde nyudlærte og dimittender, efter at de har afsluttet deres uddannelser.

Ligesom i den foregående kongresperiode har sektoren medfinansieret, at afdelingssektorerne har kunnet ansætte organisere.
Det har vi finansieret via sektorens formue. De seneste fire år har vi brugt 35 millioner kroner på det. Og det er rigtig mange penge.

De lokalt ansatte organisere har stået for utallige små og store fremstød over for arbejdspladser og særlige grupper af medlemmer. Mange af disse fremstød har været små succeser og har kastet medlemmer af sig.

Jeg vil gerne fremhæve indsatsen omkring annoncekonsulenterne i Jysk Fynske Medier. Her mente den nye ejer pludselig, at den kunne frigøre sig fra overenskomsten. Den sag kunne vi nok have klaret via en faglig voldgift.
Men i stedet satsede vi på at få organiseret alle annoncekonsulenterne og med det udgangspunkt få presset virksomheden til at anerkende overenskomsten for denne gruppe - en gruppe som ellers ikke hører til de mest ”fagforeningsivrige”.
Det lykkedes rigtigt fint i et samarbejde, der involverede flere afdelinger.
Her var vi ikke bare ude at hverve medlemmer.
Her blev indmeldelsen knyttet til lokale aktiviteter og en konkret sag, som alle havde en interesse i.

Tilstedeværelsen af medarbejdere, som alene har fokus på at være opsøgende og på at organisere nye medlemmer, styrker kulturen i afdelingerne, så vi i dag i højere grad indtænker den organiserende vinkel i alt det, vi foretager os som organisation.

Men hvis vi omvendt betragter de 35 millioner kroner som en investering, så kan man ikke sige, at vi har haft succes!
For bundlinjen siger fortsat, at vi mister medlemmer. Så vi har på ingen måde fået for 35 millioner nye medlemmer.

Det er på den baggrund, at sektorbestyrelsen her før sommerferien besluttede sig for at igen at bevilge pengene, så afdelingerne også i den næste kongresperiode kan ansætte organisere. Men - men - med den meget vigtige korrektion og præcisering, at der nu skal ske en langt strammere koordinering og samordning af indsatsen. Vi skal gøre det sammen.

Udskiftningen blandt vore lokaltansatte organisere har i hele perioden været ret stor.
Det er en af forklaringerne på, at det tager tid at opbygge den nødvendige faglighed og professionalisme.
Vi skal også blive bedre til at lede den organiserende indsats - både fagligt og politisk. Den udfordring mener vi at kunne møde gennem en langt stærkere samordning af indsatsen.
Sektorens daglige ledelse kommer sammen med de otte afdelingssektorformænd efter kongressen til at fungere som sektorens organiseringsudvalg.
Det har jeg store forventninger til!

Christiansborg
Og så ta’r jeg et stort spring. Fra vores verden til den politiske verden på Christiansborg.
Også her har jeg store forventninger - og det har de fleste af jer her i salen - store forventninger til den nye regering.
I dette årtusinde har statsministeren været borgerlig i 14 af de sidste 18 år. Det har sat sine spor!

Selv om Danmark set med internationale øjne fortsat er et relativt lige og fredeligt land, så er udviklingen gået i retning af mere ulighed. Man kan diskutere, hvor alvorligt det er. Men retningen er indiskutabel!

Dagpengesystemet er blevet udhulet, der er sparet på arbejdsmiljøet, erhvervsuddannelserne er i et permanent sparechok, skattesystemet er blevet mere skævt, skattevæsenet er nærmest blevet saboteret, der er blevet privatiseret og udliciteret… Rækken af fortrædeligheder er lang!

Vores samfund står overfor nogle alvorlige udfordringer. Jeg skal bare sige digital teknologi og globalisering, så har I nøgleordene!
Udfordringerne bliver ikke anderledes af, at vi får en ny regering med et nyt flertal bag sig.
Men hvis - og jeg understreger hvis - man ønsker, at Danmark også fremover skal være et lige og fredeligt samfund, så kræver det en anden politik - og en anden måde at føre politik på.

Den nye regering sidder på lønmodtagerstemmer.
Derfor kan vi også med god ret have forventninger og stille krav til den nye regering og dens støttepartier.
Og det gør vi! Det gør vi, når det gælder pension, arbejdsmiljø, dagpenge, nedslidning, erhvervsuddannelserne, efter- og videreuddannelse.
Noget handler om flere penge. Andet handler om en anden fordeling af pengene. Eller andre måder at gøre det på.

Og det handler om at inddrage os. Vi forventer som fagbevægelse at blive inddraget i og få indflydelse på al lovgivning og alle beslutninger, der vedrører vore medlemmer.

Jeg er med på, at regeringen ikke har flertal alene.
Jeg er med på, at vi ikke kan forvente at regeringens støttepartier er enige med regeringen - eller med hinanden.
Og jeg er med på, at specielt de store beslutninger og vedtagelser bør være forankrede i brede aftaler og forlig.

Men det ændrer alt sammen ikke på, at vi forventer at blive hørt og få indflydelse på politikken, når det gælder lønmodtagernes vilkår!

Noget af det allervigtigste for os bliver forhandlingerne om en tilbagetrækningsreform. Der har været de første sonderinger.
Vi i HK skal være klare i vores ønsker og prioriteringer. Og jeg synes godt, at vi allerede her kan slå nogle principper fast:

• en ny ordning skal være baseret på objektive kriterier - ingen skal stå med hatten i hånden som tidligere tiders ansøgere om fattighjælp!
• en ny ordning skal være fleksibel, så folk ikke nødvendigvis skal forlade arbejdsmarkedet på en gang - men kan fase langsomt ud!
• en ny politisk aftale om tilbagetrækning skal også indeholde muligheder for, at voksne mennesker ”midt i livet” får reelle økonomiske muligheder for at ”skifte spor” i løbet af arbejdslivet - væk fra et arbejdsliv, som de bliver ødelagt af - for eksempel ved hjælp af en ”voksen-SU” på for eksempel 150 % af dagpengene.
• Og endelig, så skal en politisk aftale om pension og tilbagetrækning laves i forståelse med fagbevægelsen.


Og når jeg er ved politik og fagbevægelse, så kan jeg ikke lade være med at kigge over på dig, Marianne Vind. Man må sige, at du, Marianne, om nogen, er blevet en stærk blandet cocktail af politik og fagbevægelse.

Og du har skabt historie. Det er nemlig første gang, at en tillidsmand fra fagbevægelsens top - fra A-kæden - bliver valgt til Europa-Parlamentet.
Du kørte en fantastisk flot valgkamp. Du fik overbevist hele 27.396 vælgere. Det er sindssygt flot. Og jeg synes, at vi skal sige tillykke med valget til Marianne - også selvom det betyder, at vi skal undvære dig som næstformand!


Tilbage til det historiske.
Jeg synes, at det maner til eftertanke, at der skulle gå 40 år fra indførelsen af de direkte valg til Europa-Parlamentet - før en person fra toppen af dansk fagbevægelse søger og opnår valg.

Jeg har spekuleret en del over, hvorfor det er sådan, det er. Og jeg må sige, at svaret - det ærlige, men også lidt ubehagelige svar - er beskæmmende:
Vi har simpelt hen ikke vurderet, at EU-spørgsmål var så vigtige, at vi ville ofre ressourcer og karrierer på det!
Selvom om at globaliseringen af økonomien gungrer derudaf med vidtgående konsekvenser for lønmodtagerne, så har vi i fagbevægelsen alle sammen dukket os. Måske med en forventning om, at det er der nok, nogle andre der klarer det?

Jeg ved godt, at du, Marianne, ikke er valgt på fagbevægelsens liste, men på den socialdemokratiske!
Men det ændrer ikke på, at jeg - og med mig mange andre i fagbevægelsen - nu har en begrundet formodning om, at vi i fagbevægelsen kan komme lidt tættere på de mange små og store beslutninger, som træffes hver dag i EU-systemet.


OK17

Og nu skal det handle om overenskomster. Jeg vil gerne have jer til at skrue tiden tilbage til OK17. Helt tilbage til foråret 2016 - vores optakt til OK17.

Helt i tråd med vores ambition om at komme tættere på medlemmerne. At lytte mere. At gøre tingene på nye måder, så blev vores optakt til OK17 en helt anden.
Vi gjorde os virkelig umage med at give ordet til medlemmerne, så det blev deres ønsker til et godt arbejdsliv, der fyldte vores hoveder.
Tidligere har vi lidt formelt spurgt til medlemmernes ønsker i forhold til de respektive overenskomstbestemmelser.
Men nu spurgte vi medlemmerne mere åbent om deres forhåbninger til deres fremtidige arbejdsliv. Og så måtte vi som organisation efterfølgende oversætte det til ”overenskomstsprog”.

I maj 2016 besøgte afdelingerne vores medlemmer på op mod 800 virksomheder. Det var vores første såkaldte ”postkort-kampagne”.
Det blev en stor succes. Medlemmerne gjorde os så meget klogere. Vi fik mere end 15.000 udsagn.

Medlemmerne fortalte os - selv om det var flere år efter finanskrisen - at de oplevede deres arbejdsliv som meget utrygt.

• Utrygt i forhold til forventningerne om, at vi alle skal arbejde længere.
• Utrygt i forhold til de stadigt stigende forventninger til vores kompetencer.
• Og utrygt i forhold til oplevelsen af en stadigt mere presset hverdag.

Og vi leverede. OK17-resultatet bidrager til øget tryghed.
Seniorerne kan nu bytte sig til mere frihed. Børnefamilier fik bedre vilkår, når det gjaldt barsel og syge børn - og ja så fik vi et nyt gennembrud på ret til uddannelse: aftalt uddannelse.
Og jo, så fik vi, ikke mindst, fordoblet fritvalgskontoen fra 2 til 4 %.

Jeg - og vi - var glade for resultatet. Jeg var fuldt og helt overbevist om, at vi skulle sige JA. Og jeg var meget tilfreds den torsdag middag den 20. april 2017, hvor stemmetallene blev offentliggjort.

Hele 54 % - ca. 29.000 medlemmer - havde stemt.
Samtidig fik vi et markant JA på 85,5 %. Og et af de højeste i LO- og CO-industri-fællesskaberne.
Vi gik og går i takt med medlemmerne.
Og vi har aldrig før haft så god dialog med medlemmerne før, under og efter overenskomstforhandlingerne. Jeres indsats gav pote. Vi opnåede engagement.

OK2020
Og nu skal vi til det igen! I løbet af januar og februar skal vi forhandle om fornyelse af vores 23 landsoverenskomster.
Bagefter skal en lang række særoverenskomster fornys.

Situationen er en anden i dag end i 2017 - og i 2014 og 2012 for den sags skyld!
Finanskrisen er kommet på afstand.
Det går godt i de fleste virksomheder.
Så godt, at mange virksomheder endda hævder, at de ikke kan få den fornødne og fornødent kvalificerede arbejdskraft.
Der bliver tjent mange penge i virksomhederne i disse år. Nogle steder endda rigtigt mange penge!

Det øger forventningerne hos medlemmerne. Og hos os.

På ryggen af de gode erfaringer fra OK17 har VI - og ikke mindst I - i foråret igen været ude og spørge medlemmerne.
Og de taler ikke om utryghed på samme måde som i 2016. De taler om penge. Flere penge. Mere frit valg.

Vi fik knap 20.000 input fra medlemmerne. Og som opfølgning på alle arbejdspladsbesøgene holdt vi TR-træf om OK20 her i Kolding i juni.
Det var det størsteTR-træf i HK/Privats historie med 330 tillidsrepræsentanter. Det kan man jo blive helt høj af!

Og både blandt medlemmer og TR’erne var der ét krav, som nærmest bliver sagt i kor. Mere på fritvalgskontoen. Markant mere.

Det er det krav, vi skal gå forrest med i forhold til CO-industri og i forhold til den øvrige fagbevægelse:

Dobbelt op på fritvalgskontoen! Dobbelt op!

For os handler det ikke bare om penge. Det handler i den grad også om, at netop fritvalgskontoen giver det enkelte medlem indflydelse på rammerne for sit arbejdsliv.

Vi er forskellige - og vi har forskellige behov på forskellige tidspunkter i vores liv.

I HK/Privat skal vi være med til at udvikle fritvalgskontoen til at være en ”arbejdslivskonto” - en ordning, hvor vi via de kollektive overenskomster sikrer den enkelte større frihed til selv at vælge:

• Vælge om man vil have pengene udbetalt, altså have pengene her og nu
eller
• hellere vil bruge dem på øget pension?

• Vælge om man hellere vil bytte til flere fridage her og nu eller
• bytte sig til flere uddannelsesdage.

Det valg skal vi ikke som fagforening tage.
Og det skal arbejdsgiverne slet ikke afgøre.
Det skal den enkelte!
Vi - kollektivet - skal sikre rettighederne og rammerne. Men det er op til den enkelte at fylde ud - at vælge det, der passer bedst til ens liv.

Det krav vil favne de fleste af vore medlemmers ønsker.
• Det sikrer, at alle får del i de gode tider, men er økonomisk ansvarligt.
• Og det vil være et reelt svar på de udfordringer et presset arbejdsliv giver. Fordi man reelt får et valg mellem flere penge eller mere frihed.
• Det giver medlemmet mulighed for at prioritere, uanset om man er småbørnsforælder, ung eller senior.

Dette hovedkrav skal naturligvis suppleres med andre krav.
Vi er desværre fortsat nødt til at prioritere kravene om præcisering og udvidelse af ikke mindst Industriens Funktionæroverenskomsts dækningsområde og begrænsning af 50 %-reglen meget højt.

Mange andre krav vil kunne nævnes - omkring beskyttelsen af tillidsvalgte, om udvidet barsel, om elever, om forbedringer af vilkår for ansatte med ubekvemme arbejdstider og om krav til pensionsordningerne osv.

OK2020 er blevet diskuteret vidt og bredt i organisationen - i afdelingerne, i branchesektionerne, i sektorbestyrelsen og i de forskellige TR-netværk.

Sektorbestyrelsens tager den 23. september de endelige beslutninger om krav, prioriteringer og formuleringer.

Som stor organisation har vi selvfølgelig en forpligtigelse til se på vores forventninger og krav som en del af det store fællesskab i fagbevægelsen.
Men vi har selvfølgelig også en forventning om, at de mange stemmer vi i HK/Privat smider ind i den samlede afstemning om den endelige mæglingsskitse - at de stemmer kommer til at påvirke, hvordan der bliver prioriteret i de sidste timer under forhandlingerne mellem CO-industri og DI.

Vi forventer, at der bliver lyttet til os.
At vi får valuta for vores mange stemmer.

(KLIMA)
Inden jeg hopper væk fra OK20, vil jeg gerne lige så en tanke.
Det er uden for enhver tvivl, at vores verdens største udfordring er klodens klima.
Vores levevis gennem et århundrede har undergravet grundlaget for, at vi kan fortsætte på samme måde.

Klimakampen handler ikke bare, om man er ”for eller imod”. Det handler om ”hvordan”, vi møder udfordringen. Som samfundsansvarlig organisation skal vi tænke løsninger.

Hvordan er et bæredygtigt arbejdsliv? Hvordan ser den klimarigtige overenskomst ud? Den slags spørgsmål må vi også til at øve os på at finde svar på.

Jeg kan jo selv lægge for!
En af de allerstørste klimabelastninger i forbindelse med vores arbejdsliv er vores transport til og fra arbejde. Typisk fem dage om ugen.
Er tiden kommet, hvor vi må sige, at fire dage - det må være nok?
At vores arbejdsuge skal være afviklet over fire dage?
Eller, at alle os, der i en vis udstrækning kan udføre vores arbejde hjemmefra, skal gøre det et vist antal dage i løbet af en måned?

Jeg ved det ikke! Det er som nævnt bare løse ideer.
Andre vil måske kunne give andre og bedre ideer.

Det bliver næppe ved denne overenskomstfornyelse, vi kommer til at diskutere den slags krav.
Men vi skal i gang. Vi skal være med til at sætte dagsordenen. Og vi skal være opmærksom på, hvor meget denne dagsorden fylder hos de unge.

Hvor skal vi hen?
Jeg skal til at runde af nu!
Men inden vil jeg prøve at sammenfatte det hele:
Lykkes vi?
Gør vi det, vi siger, vi vil gøre?
Er vi blevet mere relevante for vores medlemmer?

Ja, er mit korte svar - det mere uddybende svar har jeg givet jer undervejs.

Står vores medlemmer lidt stærkere end for fire år siden?
Står vi som organisation lidt stærkere - i den politiske offentlighed, internt i fagbevægelsen og overfor arbejdsgiverne?
Har vi svar på de mange nye udfordringer, som vores medlemmer står overfor?

Ja, tør jeg godt svare!

Men er vi kommet i mål?
Nej, gu’ er vi ej!
Vi vil gerne udvikle denne organisation, så vi bliver endnu mere vedkommende i medlemmernes øjne.
Vi vil gerne være flere!
Vi vil gerne have endnu bedre svar på de mange udfordringer, som medlemmerne står overfor.
I det forslag til målprogram, som vi skal drøfte og beslutte os for på tirsdag, har vi beskrevet nogle af de mange tiltag, som vi skal iværksætte i den kommende periode.

Jeg håber, at også denne kongres kan være med til at udvikle og styrke organisationen!

Afslutningsvis vil jeg gerne kvittere og takke for samarbejdet:

Jeg vil gerne takke for det gode samarbejde i kredsen af de otte afdelingssektorformænd. Vi har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde. Vi tager nogle gange nogle svære diskussioner, men vi lander altid på benene.
Jeg glæder mig altid til vores møder!
Det samme vil jeg sige til den øvrige sektorbestyrelse - og til branchesektionerne - ikke mindst for jeres konstruktive måde at diskutere ny struktur på!



Også en tak til sektorens daglige ledelse:
Til dig Marianne Vind - så længe det varede! Og til den øvrige daglige ledelse Anette Claudi, Kim Jung Olsen og Henning Pedersen.
Vi mødes stort set hver mandag formiddag kl. 09.00. Nogle gange går det stille og roligt, og forretningerne er klaret og klappet af på kort tid.
Andre gange tager det længere tid - og man er nødt til at hæve stemmen for at understrege sine argumenters vægt og lødighed. Men tak anyway!
I er både dygtige, engagerede, loyale og dybt ansvarlige overfor hver jeres ansvarsområder. Uden jer gik det ikke!

Det samme siger jeg til sektorens personale. Også en stor tak til jer. Selvom at jeg efterhånden har været med til at ansætte en del af jer - eller har ansvaret for jeres ansættelse - så bliver jeg løbende glædeligt overrasket over, hvilke mange kvaliteter og kompetencer I rummer. For eksempel når I på få dage springer ud i at åbne Danmarks bedste lønforsikrings-hotline.

Men så er der jo resten af HK’s ledelse. Forbundsformand og forbundsnæstformand og de øvrige sektorformænd.
Jeg ved ikke, om tak er det rette ord i den sammenhæng - sagt uden ironi!
Vi er valgt på hvert vores grundlag og repræsenterer grupper, som i nogen henseender ikke har helt sammenfaldende interesser. Det er ikke altid nemt!

Men vi er i hvert fald blevet dygtigere til det at være uenige. Vi kan rumme, at selv om vi ikke kan blive enige under det ene dagsordenpunkt, så kan vi i englefrom samhørighed være enige under det næste punkt - uden at blive uvenner af den grund.
Vi kan i hvert fald slå fast, at vi er bedre end vores rygte!

Og så er der jo alle jer andre! Alle jer, der ikke er lønnet af organisationen!
I er uvurderlige for vores styrke. Det skal vi tale meget mere om i morgen på vores temadag.

Jeg synes, at vi kan kigge tilbage på en kongresperiode, hvor vi sammen har udviklet os, udviklet hinanden og ikke mindst vores organisation.

Vi er ikke kommet i mål med alle vores ambitioner. Men vi er kommet videre.

Det kan vi takke hinanden for.

SAMMEN KAN VI MERE!

Med disse ord overlader jeg beretningen til kongressens behandling!

Tak for ordet!