Sammenhold og tålmodighed knækkede 50 %-reglen

Foto: Lisbeth Holten

I slutningen af 2014 var laboranterne i virksomheden Bavarian Nordic A/S blevet så frustrerede over deres arbejdstidsregler, at de følte, at der måtte handling til. Arbejdstiden og vagtplanerne var blevet mere uforudsigelige, og de syntes ikke, at de kunne komme igennem til ledelsen med disse frustrationer. Derfor besluttede en lille gruppe, at den eneste vej til at få ledelsen i tale var at få en overenskomst med fælles regler for alle.

- Da jeg begyndte i virksomheden i 2007, havde vi rigtig gode forhold. Begge sider var gode til at gå på kompromis og finde løsninger, når det var nødvendigt. Men i takt med at virksomheden udviklede sig og blev større, så var vores oplevelse oftere, at kompromiserne blev færre og færre, siger Ann Marie Bendix, som er tillidsrepræsentant for laboranterne.

Ann Marie Bendix og hendes kollegers arbejdsplads ligger i Kvistgaard i Nordsjælland. Biotekvirksomheden, som havde erhvervsmanden Asger Aamund i spidsen i en årrække, producerer vacciner mod farlige, smitsomme sygdomme som kopper og ebola og lægemidler til brug i kræftbehandling.

Ud over frustrationerne over arbejdstiden var laboranterne også utilfredse med, at de havde dårligere vilkår end andre faggrupper i virksomheden. Fx havde deres kolleger i produktionen bedre regler for barns første sygedag, fordi de var omfattet af en overenskomst.

Kortlægning af laborantområdet
Men før laboranterne kunne få en overenskomst, var der en stor forhindring, som skulle overvindes: 50 %-reglen. Laboranterne opfyldte nemlig ikke den særlige 50 %-regel, som siger, at mindst halvdelen af medarbejderne inden for HK’s område skal være medlemmer af HK, før overenskomsten er gældende.

Ann Marie Bendix var selv en af de kolleger, der ikke var medlem af HK.
- Jeg kunne godt se, at det var smart at være medlem af en a-kasse, hvis man mistede sit job. Men jeg havde ingen erfaringer med fagforeninger og vidste ikke, hvad det gik ud på. Det var heller ikke noget, vi talte om på arbejdspladsen. Men jeg er den type, som mener, at alle bør have de bedste arbejdsforhold, så derfor meldte jeg mig ind for at hjælpe medlemsantallet op mod de 50 %, forklarer Ann Marie Bendix.

Første skridt for Ann Marie Bendix og hendes kolleger var at finde ud af, hvem der allerede var medlem af HK. Dernæst at finde ud af, hvordan de fik forklaret tvivlerne, at der var flere fordele ved at være medlem end ulemper. Og så selvfølgelig at få kollegerne til at melde sig ind i HK.
- Vi snakkede meget om, hvordan vi skulle gribe det an. For det var ikke alle kolleger, der var lige begejstrede for snakken om overenskomst eller kunne se fordelene ved at organisere sig. Usikkerheden om, hvad en overenskomst ville have af betydning, var også til stede, fortæller Ann Marie Bendix.

En kortlægning af laborantområdet viste, at der var 51 HK’ere inden for laborantområdet, men kun 20 var medlemmer af HK. Så der manglede 6 HK-medlemmer, for at de kunne kræve en overenskomst. Kortlægningen afslørede også, at nogle af laboranterne stod i andre fagforeninger. Ikke fordi at de nødvendigvis havde noget imod HK, men fordi de troede, at de hørte til andre steder.

- Vi havde en del møder med HK for at blive klædt på til snakken med kollegerne. Nogle af vores kolleger var bekymrede for, om det i sidste ende overhovedet ville være en fordel, hvis vi fik en overenskomst. Andre var utilfredse med at “få trukket en overenskomst ned over hovedet”. Jeg tror nu, det mest havde noget at gøre med, at nogle følte sig pressede på arbejdet. Og at de vidste, hvad de havde, men ikke, hvad de ville få. Men for os, der ønskede en overenskomst, handlede det udelukkende om at sikre, at alle fik gode og ordentlige forhold, siger Ann Marie Bendix.

Nye ansættelseskontrakter
Et af de væsentligste argumenter for at få overenskomst var en særlig jobløn, som var blevet indført i 2008. Joblønnen betød, at laboranterne ikke længere havde en fast 37 timers arbejdsuge, men at arbejdstiden kunne variere fra uge til uge.
Joblønnen var blevet indført nærmest fra den ene dag til den anden og blev af mange set som en af de primære årsager til, at arbejdspresset var steget.

- I de perioder, hvor arbejdsmængden var tilpas, var det jo ikke noget problem at holde en 37 timers arbejdsuge i gennemsnit. Men for flere kolleger blev det sværere holde timerne nede. Fx når vi havde kørt et stort studie med lange arbejdsdage, var opgaverne de følgende uger ikke passet til, så man kunne holde lidt mere fri. Derudover var der perioder, hvor man ikke vidste, om man skulle på arbejde i weekenden eller om aftenen og dermed havde svært ved at planlægge noget, forklarer Ann Marie Bendix.

En overenskomst ville give dem muligheden for at forhandle nogle bedre arbejdstidsregler. Den ville også give den tryghed, at ledelsen ikke fremover uden videre kunne ændre medarbejdernes vilkår. Sådan som man havde gjort ved indførelsen af joblønnen.

Endelig overenskomst
Laboranterne gik i gang med helt gammeldags lobbyarbejde, som Ann Marie Bendix udtrykker det. De var rundt og tale med alle kollegerne om fordelene ved at få en overenskomst, og når der kom nye på arbejdspladsen, tog de en snak med dem.

Men selv om at alle de gode argumenter var på plads, måtte Ann Marie og hendes kolleger væbne sig med tålmodighed, for det gik ikke særlig hurtigt med at få kollegerne med om bord. Der skulle gå godt og vel et år, før der var nok medlemmer. Men i januar 2016 kunne de juble. Flere end halvdelen af -laboranterne var medlemmer af HK, og 50 %-reglen havde fået det endelige knæk. I juni 2016 blev de endelig omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst.

Ann Marie Bendix overtog stafetten som tillidsrepræsentant for laboranterne for omkring et år siden.
En af hendes topprioriteter er selvfølgelig at forhandle de bedst mulige vilkår for kollegerne. Men for hende handler det også om at knytte laboranterne, som sidder i forskellige afdelinger spredt ud over hele virksomheden, mere sammen.
- Det er vigtigt, at vi får skabt et fællesskab, således at de beslutninger, der skal tages fremover, er nogen, alle er med på og enige om. Det får vi kun, hvis der er flere, som deltager og siger deres mening, siger Ann Marie Bendix.