630x420 Heidi Juhl Pedersen

Vi har hørt det igen og igen siden den første corona-nedlukning særligt fra repræsentanter fra det private arbejdsmarked: De offentligt ansatte bare er sendt hjem på ferie med løn, og det er urimeligt, at de ikke skal betale til krisen, lyder det.

- Det gør mig vred på vegne af de statsansatte, som jeg repræsenterer. For det første fordi vi efterhånden har hørt påstanden så mange gange, at det nærmest er blevet legitimt at udskamme medarbejderne i en hel sektor og underkende værdien af det kæmpe arbejde, de også gør under coronakrisen. Og for det andet fordi det er noget sludder, mener Heidi Juhl Pedersen.

Arbejdsmængden er steget kraftigt

For de offentligt ansatte er ikke sendt hjem på ferie med løn. De er blevet bedt om at løse deres arbejde hjemmefra. Og mange statsansatte oplever endda, at arbejdsmængden er steget kraftigt, samtidig med at samarbejdsformer med borgere eller kolleger og de fysiske rammer for opgaveløsningen er ændret markant.
Medlemmerne af HK Stat er fx ansat hos Skat, på undervisningsområdet, under Justitsministeriets område, i Familieretshusene eller hos Erhvervsstyrelsen. Heidi mener ikke, at man behøver ikke gruble ret længe for at forestille sig, hvordan coronakrisen har påvirket opgaverne på disse arbejdspladser.

200.000 ansøgninger

- Alene hos Erhvervsstyrelsen har de siden første corona lock-down i marts måned behandlet mere end 200.000 ansøgninger om hjælpepakker. Jeg ved, at medarbejderne knokler hårdt for at få ekspederet de mange ansøgninger, samtidig med at de både må lægge øre til vrede borgere, der skal have afløb for deres frustrationer over hele situationen, og til påstande på de sociale medier eller fra repræsentanter fra den private sektor om, at de ikke bidrager til at få Danmark gennem krisen. Det tærer på medarbejderne, fortæller Heidi.

Corona er den fælles fjende

Det er de færreste, der kan sige sig fri for at mærke konsekvenser af coronasituationen, om det så er psykisk, fysisk, økonomisk eller alle dele på én gang. I den private sektor er mange truet på deres levebrød. Ledigheden stiger, og mange virksomheder må dreje nøglen om.

Det er en frygtelig situation, som påvirker tusinder af mennesker, men vejen gennem coronakrisen må ikke blive en kamp mellem det private og det offentlige eller en konkurrence om, hvem det er mest synd for. Det er nemlig corona, der er fjenden – ikke de offentligt ansatte, understreger Heidi Juhl Pedersen, og kommer med denne opfordring:

- Lad os udvide samfundssinds-begrebet til også at udvise forståelse for, at vi alle både bidrager og betaler prisen for coronakrisen. Uanset hvilken sektor vi er ansat i. 

Få svar på alle dine spørgsmål om coronavirus og arbejdsliv.