Ser man 28-årige Pernilles arbejdsliv udefra, kommer man let til at tænke på en rygsækrejsende på interrail. Hun har en idé om målet, men hun lader sig ikke styre af den oprindelige plan. Efterhånden som hun får erfaringer undervejs på rejsen, tilpasser hun destinationen. Hendes kompas er hendes intuition og lysten til at lære nye ting.
- I 2009 blev jeg uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg har arbejdet på pleje- og rehabiliteringscenter i 8 år, men fik lyst til at uddanne mig videre og tog derfor HF-enkeltfag ved siden af mit arbejde, fortæller Pernille.
Pernilles mål var en professionsbachelor i Offentlig administration, og undervejs i uddannelsen skiftede hun sit fuldtidsjob på rehabiliteringscenteret ud med et deltidsjob i en tøjbutik for at hellige sig studiet.
Samtidig var hun repræsentant i HK Ungdom Sjælland og i Administrationsbachelorernes Landsforening, for som hun udtrykker det, er det vigtigt, at man har en repræsentant, der kan tale ens sag – og det havde man ikke på Campus i Næstved.
I januar 2020 var administrationsbacheloren i hus, men Pernille satte sig nye mål og søgte ind på kandidatuddannelsen i Politik og forvaltning.
- Under uddannelsen fik jeg øjnene op for, at den politiske verden er helt vildt spændende, og jeg fik lyst til at gå videre ad den vej, fortæller hun.
Corona-kriger
Podning var en af de første opgaver, Pernille fik, da hun begyndte på testcenteret.
Men så kom Corona og en bøn fra myndighederne til alle sundhedsfaglige om at skrive sig op i corona-jobbanken.
Regionen opfordrede alle sundhedsfaglige til at melde sig, så det gjorde jeg. Det var jeg jo nødt til, fastslår Pernille.
På spørgsmålet: Hvorfor var du nødt til det, svarer Pernille:
- Jamen, det er vel lidt ligesom, hvis der var krig. Hvis der opstår en akut situation, hvor man har kompetencerne til at hjælpe – så er man nødt til at træde til, forklarer Pernille, og demonstrerer lige præcis det mod og den power, man fornemmer, når man er sammen med hende.
Fantastisk sammenhold
I begyndelsen af april 2020 startede Pernille som poder på Testcenter Roskilde, men hun har efterfølgende fået flere og flere ansvarsområder.
- Hvis man har lyst, er der gode muligheder for at komme til at prøve forskellige ting herude, for der kommer hele tiden nye opgaver. Hvis man byder ind, er der en god chance for, at man får lov at prøve kræfter med nye ansvarsområder, fortæller Pernille.
For hendes vedkommende er listen med opgaver efterhånden lang.
Pernille poder, modtager og registrerer borgere, løser administrative opgaver, underviser i hygiejne, planlægger møder og skriver referater. Hun er også indimellem dagens ansvarshavende, og så er hun chauffør på sprinteren, som personalet kalder den ambulance, de bruger, når de kører ud til fx plejecentre for at vaccinere eller pode.
Der er ingen tvivl om, at hverdagen på Testcenter Roskilde kræver, at man er meget omstillingsparat, hvilket måske kunne være en udfordring for nogle, men sådan oplever Pernille det ikke.
- Vi har et helt fantastisk sammenhold, og det, tror jeg, er grunden til, at det er en succes. Vi er virkelig sammentømret sådan rent kollegialt. Vi er gode til at hjælpe hinanden, og vi er afhængige af hinanden, fx når vi skal ud på de lokale teststeder. Det er meget stringent arbejde, og det skal bare spille. Det gør det, og når der så ikke er borgere, er der plads til at snakke og fjolle lidt, smiler Pernille.
En del af historien
Da Pernille skal fortælle, hvilken opgave der har været mest spændende, er hun ikke i tvivl. Den 27. december, hvor corona-vaccinationerne begyndte, var en helt særlig dag, som hun aldrig glemmer.
- Jeg skulle køre sprinteren til plejecenteret i Solrød. Det var en dag med virkelig meget koordinering. Vaccinationerne måtte fx først begynde præcis klokken 9 i hele landet. Da vi kom derud, var der journalister alle steder, blandt andet fra avisen Le Monde i Frankrig. Folk klappede af os, da vi kom. Det var helt surrealistisk fortæller Pernille.
Pernille foran 'Sprinteren', som hun kører, når personalet skal ud på lokale podnings- og vaccinationsopgaver.
Dumme corona – og så alligevel
Pernille er mindst lige så træt af corona som alle andre. Fx har hendes job på testcentret påvirket hendes sociale liv meget:
- Vi passer rigtig godt på os selv og hinanden herude. Jeg har aldrig været bange for at blive smittet, men jeg har været nervøs for at tage smitten med ud til fx mine forældre. I de første 4 måneder så jeg kun én veninde, så kollegerne er blevet min sociale omgangskreds, og sådan er det for mange herude, mener hun.
Men på en måde synes Pernille også, at det er lidt vemodigt, at testcentret forhåbentlig snart er fortid:
Jeg er virkelig glad for at være herude, både pga. opgaverne og kollegerne. Det bliver svært, når vi skal sige farvel, fortæller Pernille, der har fået en tæt veninde på testcentret.
- Sommetider kan jeg da godt tænke ’dumme corona’ – men tænk, hvis det ikke var kommet. Så havde vi ikke mødt hinanden. Det er mærkeligt at tænke på, slutter Pernille.
På vej mod nye mål
Pernille er lige startet i praktik hos Tænketanken Cevea i forbindelse med sin kandidatuddannelse. Det glæder hun sig over og håber, at hun får mulighed for at lære nyt og bruge sine kompetencer. Det er et fuldtidsjob, men hun slipper ikke helt testcentret.
- Jeg er på vej et andet sted hen i mit arbejdsliv, men jeg kommer stadig herude i weekenderne. Jeg er typen, der har mange timer i mit døgn, griner hun.