Udefra virker HK’eren Susan Lorentzen ikke som en kvinde, der lader panik gnave sig helt ned til nervebanen. Som skolesekretær er hun vant til at holde det kølige overblik, når arbejdsopgaverne hurtigt tikker ind, og elever kommer ind på kontoret for at få deres sår og skader lappet sammen med plaster.

Men lige her i sportshallen I Nykøbing F, hvor podekurset finder sted, kan hun pludselig mærke en uvant uro prikke under overfladen.

Susan Lorentzen har nemlig meldt sig som frivillig poder på Sydfalsterskole i Væggerløse, hvor hun arbejder. Her skal hun det næste stykke tid teste personalet to gange om ugen for at mindske risikoen for smitteudbrud på de nyåbnede skoler.

Men før hun med sikker hånd kan teste de mange lærere, skal hun igennem et kursus.

- Jeg har været meget i tvivl om, jeg egentlig er i stand til at gennemføre det. Jeg er så nervøs, for jeg har aldrig selv podet, og jeg er aldrig prøvet at blive podet i næsen, siger Susan Lorentzen.

FAGLIGHEDENS DNA

Men selvom tanken om at stikke en testpind op i næsen på sine kolleger får nerverne til at kravle længere og længere ud på tøjet hos Susan Lorentzen, så var hun faktisk ikke i tvivl om, at hun gerne ville hjælpe sin arbejdsplads, da muligheden opstod.

Kun et lille fåtal af skolens personale meldte sig i første omgang som frivillige testere, da politikere og myndigheder i januar meldte ud at ugentlig testning var et vilkår for skolernes genåbning.

Så Susan Lorentzen sprang til og tilbød sin hjælp, da chefen spurgte hende.

- I første omgang syntes jeg, at det virkede enormt grænseoverskridende at skulle pode mine kolleger, men det ligger bare i min fagligheds DNA at skulle hjælpe til. Om det så er børn, der skal have plaster på eller lærere, der nu skal testes, så vil jeg virkelig gerne hjælpe, siger hun.

HVAD ER DIT YNDLINGSNÆSEBOR?

Formålet med kurset er at klæde de uprøvede, frivillige poder bedre på, når de om nogle få dage skal stå klar med testudstyret.

De skal blandt andet lære, hvordan de skal tage kitlen rigtigt på, hvordan man spritter hænder ordentligt og så selvfølgelig: Hvordan man næsepoder.

- Jeg synes, at der er virkelig meget at holde styr på. Bare det at komme i kitlen på den rigtige måde kræver, at man er meget opmærksom på rækkefølgen. Så jeg tør slet ikke tænke på det, når det kommer til selve podeteknikken, siger hun og tilføjer:

- Hvad nu hvis jeg kommer til at stikke testpinden så langt ind, at min podemakker besvimer eller får næseblod? Det ville være frygteligt, siger hun.

Men da kursets underviser annoncerer, at nu skal deltagerne prøve at pode hinanden, pakker Susan Lorentzen bekymringerne væk, tager en dyb indånding og spørger hendes podemakker:

- Har du et yndlingsnæsebor?

Hvorefter hun fører podepinden op i næsesvælget på ham, uden at det ender i hverken næseblod eller besvimelse.

- Det var lidt nervepirrende i starten at skulle føre pinden op i næsen. Jeg frygtede, at jeg det ville blive alt for ubehageligt for min makker. Det ville jeg helst ikke have. Så jeg er bare så glad for, at det endte med en god og vellykket podning, siger hun.

UTRYGHED

Det er dog langt fra alle skolesekretærer, der ligesom Susan Lorentzen har følt sig trygge ved at springe i kitlen og teste kollegerne.

HK Kommunal har hørt fra skolesekretærer på tværs af landet og flere fortæller, at de er blevet spurgt om de ville være poder, men har afvist tilbuddet. Mange mener, at podning ikke ligger inden for deres kompetencefelt og at det ville være for grænseoverskridende at skulle teste andre.

Det er også en tanke, som har strejfet Susan Lorentzen.

- Jeg synes også, at det er grænseoverskridende, og jeg har også kun kunne gennemføre det, fordi jeg ved, at det er frivilligt, og derfor altid har muligheden for at bakke ud, hvis det bliver for meget, siger hun.