Alarmklokkerne bimlede for fuld kraft hos Jobpatruljens 2 udsendte medarbejdere, da 15-årige Victoria Sommer svarede ja til, at hun sommetider rengør flaskeautomaten. Der er strenge regler for unge under 18 år, når det handler om betjening af maskiner. Unge under 15 må slet ikke arbejde med maskiner, mens unge fra 15 år, der er gået ud af folkeskolen, kun må arbejde med maskiner i begrænset omfang.
Heldigvis viste det sig, at der var tale om en misforståelse, for både Victoria og hendes kolleger under 18 tørrer kun automaten af udenpå, og det må de gerne. Den indvendige del er forbudt område.
Netto i Osted har styr på reglerne
Da Jobpatrulje-aktivist Anja Møller Hansen fx spørger de 3 unge, om de har tømt pappresseren, svarer både Victoria, Anne og Sebastian klart nej.
- Jeg lukker kun pappresseren. Jeg tømmer den ikke. Det ved jeg godt, at jeg ikke må, fortæller Anne Israelsen på 16 år, som er helt ny i Netto i Osted.
Mange arbejdsgivere kender reglerne for unge under 18 år
Sådan er det mange steder. Arbejdsgiverne og de unge kender generelt reglerne. Når det alligevel indimellem går galt med de unge fritidsjobberes rettigheder, kan det hænge sammen med uvidenhed hos nogle arbejdsgivere:
- Det er altid arbejdsgivers ansvar at sørge for, at reglerne bliver overholdt, og de har pligt til at sætte sig ind i de særlige regler, der gælder for fritidsjobbere. Når det er sagt, så forstår jeg godt, at det sommetider kan være svært at gennemskue – særligt for de unge, og det er jo lige netop derfor, at Jobpatruljen kommer rundt hver sommer, siger Helle Friis, formand for HK Handel Sjælland.
Pas på ryggen
Sebastian Skytte Christensen på 17 år har været i Netto i 1 år. Han kender sine rettigheder, har læst kontrakten igennem ved ansættelsen og holder øje med lønsedlen. Men han er ikke opmærksom på, hvor meget han løfter.
- Det er ikke noget, jeg går så meget op i. Jeg tager bare, hvad jeg kan, så jeg ikke vælter det hele, fortæller han.
Helle Friis fortæller, at det er en problemstilling, som Jobpatruljen ofte møder.
- Flere af de unge er stærke og vil gerne tage fra. Nogle gange er de måske stærkere end deres voksne kolleger og træder derfor til, når der skal løftes, trækkes eller skubbes. Men unge under 18 år må faktisk kun løfte 12 kg ad gangen. Deres knogler er ikke færdigudviklet endnu, og derfor skal vi passe ekstra godt på dem, påpeger Helle.
Styr på det psykiske arbejdsmiljø
Ligesom det fysiske arbejdsmiljø skal være i orden, så er det også vigtigt, at de unge har det godt, når de går på arbejde. Fritidsjobbet er den første kontakt med arbejdsmarkedet, og hvis de får en god oplevelse, bliver de bedre rustet til arbejdet i fremtiden.
De unge i Netto i Osted har det godt, fortæller Victoria:
- Jeg synes ikke bare, det er et job. Det bedste ved at være her er faktisk fællesskabet med kollegerne. Vi har det sjovt sammen. Ja, jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen andre steder, jeg hellere ville arbejde, siger hun.
Jobpatruljen besøgte 1.513 arbejdspladser og lavede 683 interviews. Det generelle billede er, at de unge fritidsjobbere har det godt. Men er det så overhovedet nødvendigt med Jobpatruljen?
- Ja, Jobpatruljen løser en vigtig opgave, fortæller Helle og fortsætter:
- Selvom mange unge bliver behandlet godt, kan vi år efter år konstatere fejl i ansættelsesforholdene. De fleste er mindre fejl, men det ændrer ikke på, at reglerne skal overholdes, og det er vores mission, når vi kører rundt i sommerlandet.