Morten Hjelholt er lektor på IT-Universitetet. Foto: Tom Ingvardsen
Der er for meget enten-eller, når man ser på graden af borgernes digitalisering i Danmark. Billedet af, hvem der er digitale, og hvem der ikke er, er for unuanceret.
- Der er ikke plads til at være lidt digital, og det er slet ikke sikkert, at de digitale reelt set er digitale. Der er brug for flere nuancer i, hvem der er i den store gråzone mellem at være digital og ikke-digital.
Sådan lyder det fra Morten Hjelholt, lektor på IT-Universitetet, som for nylig har udgivet bogen “Dét skal du ordne på nettet”. I bogen har han dels undersøgt, hvem der er i gråzonen, dels giver han et mere nuanceret billede af fortællingen om det digitale Danmark.
HVER TREDJE ER FUNKTIONELT IKKE-DIGITAL
De officielle tal lyder normalt på, at ca. 90 procent af danskerne er digitale, men det tal fortæller ikke hele historien, pointerer Morten Hjelholt. Tallene er baseret på, hvem der er tilmeldt digital post, og hvem der logger ind i e-boks, men tal fra Digitaliseringsstyrelsen og KL viser, at det reelle tal for funktionelt ikke-digitale ligger på cirka 35 procent. Altså hver tredje.
Den store andel ikke-digitale stammer fra den gruppe, der er frameldte digital post, men dertil også de såkaldt “funktionelt ikke-digitale” på cirka 20 procent. Hertil hører de mange, som er tilmeldt digital post, og som ifølge statistikken logger ind på fx e-boks, men som ikke kan gøre det selv.
- Der er en kæmpe gruppe, for hvem selvbetjening og digitalisering kun fungerer, fordi de kan trække på deres netværk i form af familie, venner og fx væresteder. De er digitale, ja, formelt set, men de er dybt afhængige af hjælp fra andre.
Hvem den gruppe er, kræver også nuancer, forklarer Morten Hjelholt, for det er ikke bare ældre. Snarere end at definere sociale grupper så er et nøgleord netværk.
- Nogle ældre bøvler måske med det tekniske, men forstår sproget i de offentlige selvbetjeningsløsninger. For unge er det omvendt, men for begge grupper gælder det, at man kan få hjælp, sprogligt eller teknisk, til at gennemføre selvbetjeningen.
FIRKANTET HÅNDTERING I BORGERSERVICE
I en del af bogen har Morten Hjelholt undersøgt, hvordan fx personer på væresteder oplever digitaliseringen.
Selv om der er tale om såkaldte udsatte grupper, så er en del stadig tilmeldt digital post, men for dem er det så frivillige på værestederne, der er netværk og i praksis gennemfører de digitale forretninger i netbank, e-boks osv.
At hjælpen skal findes her, skyldes mangelfuld hjælp i den kommunale borgerservice, forklarer han.
- Fra mine tidligere interviews med borgerservicemedarbejdere ved jeg, at det er et klart problem, at man mange steder lidt for firkantet opererer med begreber som medbetjening, altså hvor personalet har svært ved at bruge deres faglighed og hjælpe borgeren. De må stoppe hjælpen tidligere, end de ønsker, for ikke at bryde med reglerne for støtte. Og så må de borgere jo søge hjælp hos frivillige eller familie.
FØLELSE AF ENSOMHED BLIVER UDSTILLET
Endnu værre ser det ud for de personer, der helt er frameldt digital post. De føler sig – også her – presset ud af samfundet. Altså endnu et nederlag og et tab af fællesskabsfølelse.
- Deres ensomhed bliver endnu mere udstillet, fordi de så end ikke har et netværk at trække på. Morten Hjelholt slår også en pæl igennem opfattelsen, at det bare er et spørgsmål om oplæring og tid, inden antallet af ikke-digitale falder. Det er en illusion og et røgslør, mener han.
- IT-kørekort og lignende løser ikke noget, for ændringerne i de offentlige digitale løsninger ændrer sig hele tiden. Nu lige om lidt med Mit-ID og flere digitale postkasser. Behovet for netværk er fortsat den helt afgørende faktor, særligt nu hvor man nærmest har sat borgerservice ud af spillet.