Navn: Connie Dandanell Johansen.

Alder: 60 år.

Ansat på: Vejle Sygehus Apotek, Region Syddanmark.

Arbejder som: Laborant.

Uddannelse: Laborant. Har været i levnedsmiddelindustrien i mange år. Kom til Vejle Sygehus for seks år siden.

Bor i: Tørring.

Familie: Mand, voksen plejedatter og barnebarn.

Fritidsinteresser: Havearbejde, film og bøger, syning, motionsløb og foredrag på Folkeuniversitetet.

Mit arbejde: En stor del af det har med kræftbehandling af gøre, hvor jeg på apoteket laver kemokurer til kræftpatienter. Vi har en time til at lave blandingen, da den skal være tilpasset til patienten på dagen. Medicinen er skræddersyet til den enkelte patient og består af forskellige stoffer, som skal i en infusionspose. Man skal være koncentreret, og vi arbejder aseptisk. Derfor har jeg en kollega bag mig, der rækker mig de forskellige ting, jeg skal bruge. Vi roterer hver halve time, da det er fysisk hårdt at sidde så
koncentreret på den sterile bænk.

En af mine andre opgaver foregår ved pc’en, hvor jeg tager imod bestillinger på medicin fra sygehusafdelingerne. Jeg taster dem ind i systemet og sender dem videre til vores produktion. Det er en travl plads, som også kræver stor koncentration. For det kan jo ikke nytte noget, at man laver fejl, så patienten risikerer at få en forkert medicin. Heldigvis bliver alt dobbelttjekket af en farmaceut.

Den sidste del af jobbet handler om de kliniske forsøg med ny medicin. Her er jeg med til at tjekke, at der er de nødvendige tilladelser fra myndighederne, og at de patienter, der indgår i forsøgene, får den rigtige medicin.

Det bedste ved mit arbejde: At det giver så meget mening at være med til at lave medicin, som kan hjælpe patienterne til at blive raske. Så betyder det også meget, at jeg har et godt fællesskab med mine gode kolleger.

Mit vigtigste værktøj: Som laborant er du uddannet til at arbejde systematisk og altid følge retningslinjerne til punkt og prikke. Vi arbejder altid med to decimaler i “opskrifterne” – “cirka” dur ikke hos os. Men det dur jo heller ikke, at patienterne “cirka” får den rette kemobehandling. Så det med at have overblik og være systematisk og omhyggelig er nok mine vigtigste værktøjer.

Den største udfordring: Vi har tavshedspligt, men vi kan jo ikke undgå at se navnene på de patienter, der skal have kemobehandling. Indimellem sker det, at man kender vedkommende, og det kan godt være hårdt. Men så kan man heldigvis lette sit hjerte hos kollegerne.