Navn: Malene Krogsgård Møller.
Alder: 31.
Ansat i: Region Hovedstaden.
Arbejder som: Lægesekretærelev.
Netværk: Repræsentant i DL-elever og deltager i HK’s Frontløberuddannelse.
Bor i: Helsinge.
Familie: En mand og en datter på to år.
Fritidsinteresser: Når jeg har tid, kan jeg godt lide at ro kajak.
Mit arbejde: Nu er jeg stadig elev, og det betyder, at jeg kommer meget rundt, for jeg skal helst se og lære det hele. Men det, jeg bruger mest tid på, er at monitere prøvesvar og koordinere patientforløb. Lægesekretærer er jo officielt sat i verden for at understøtte lægernes arbejde gennem administration, men alligevel tror mange, at vi bare sidder bag en skranke og tager telefoner. Det er faktisk præcis sådan noget, jeg sjældent laver. Til gengæld har jeg mange forskellige opgaver. Jeg arbejder meget dataorienteret, men jeg har også kliniske opgaver. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg får lov til at stikke eller skære i patienter, men jeg taler tit med dem om prøvesvar og det videre forløb. Det, tror jeg, er en relativ ny og kompleks opgave, som flere lægesekretærer får lov til at arbejde med. Faget har jo ændret sig over de senere år, og derfor tænker jeg også, at det giver god mening med den nye uddannelse for de sundhedsadministrative koordinatorer, som på sigt skal afløse lægesekretæruddannelsen.
Mit bedste værktøj: Jeg har en baggrund som sociolog, så jeg har nok et særligt nuanceret perspektiv på mennesker og en god forståelse for, hvordan man indsamler data, og hvorfor det er vigtigt. Jeg synes også, at det har givet mig et analytisk blik på mange af de arbejdsgange, som lægesekretærer har.
Det bedste ved mit arbejde: Der er rigtig mange ting, som er gode og spændende ved mit arbejde. Helt overordnet kan jeg rigtig godt lide, når jeg kan mærke, at jeg gør en forskel og hjælper de patienter, som jeg sidder overfor. Ofte har vi patienter, der står i nogle meget svære livssituationer, og der får mange af de ting, vi gør, stor betydning. Det, at vi kan bidrage til et godt og sammenhængende behandlingsforløb, betyder alverden for dem.
Den største udfordring: Jeg synes, det er en udfordring, at lægesekretærfaget ikke får nok anerkendelse. Det er ikke, fordi jeg har brug for, at min leder siger: ”Det, du gør, er vildt vigtigt”, men vi skal generelt blive bedre til at tale mere om lægesekretærer og den indsats, vi faktisk yder ude på hospitalerne. Vi går lidt for tit under radaren, og det er en skam.