Alles krav er vigtige, når HK Privat skal forhandle overenskomst i 2023. Derfor er HK Privat Sjælland i denne tid rundt på arbejdspladserne i regionen for at indsamle krav fra medlemmerne. På CP Kelco i Lille Skensved mødte HK’erne talstærkt op for at give deres mening til kende.

Du kan også give din mening til kende og fremsætte dit krav til overenskomstforhandlingerne her

Lasse Thorn, formand for HK Privat Sjælland, lagde ud med at fortælle om vigtigheden af, at alle giver deres besyv med.

- Det er ikke ligegyldigt, om det er 1.000 eller 10.000 krav, vi samler ind. Ved forhandlingerne bliver der lagt stor vægt på, at vi er mange, der står bag kravene. Derfor er det vigtigt, at det er alle vores medlemmer, der kommer med forslag, for så bliver der lyttet, sagde Lasse Thorn.

ok23-møde på CP Kelco

Efterfølgende blev kravene livligt debatteret hen over frokostbordene, og der blev skriblet krav ned på de uddelte postkort. I alt blev der indsamlet 43 postkort med krav. 

Vi spurgte tre kollegaer på CP Kelco, hvorfor de sender deres krav ind og hvad der er vigtigt for dem.

Laila Andersen: Overenskomster skal tilgodese alle aldre 

Laila Andersen

Laila Andersen sidder forrest i billedet. 

- Det er det samme som at stemme til Folketinget. Hvis du ikke møder op, så kan du heller ikke forvente, at de skal gøre noget ved dine meninger og holdninger. Jeg synes, at man skal tilgodese alle aldre i en overenskomst. Den skal tilgodese forskellige livsfaser.

Pernille Overgaard Hansen: Betalt frokostpause

Pernille Overgaard Hansen

Kravene er vigtige i forhold til, hvordan folk trives på deres arbejdspladser. Jeg har tænkt meget over det her med betalt frokostpause, for folk står også gerne til rådighed i deres frokostpause, selvom den jo er betalt af os selv og er vores egen tid. 

Pernille Dimon Keldebæk: Barnets 2. sygedag vil gøre hverdagen lettere

Pernille Dimon

- Det vigtigste for mig er barnets 2. sygedag. Den ældre generation arbejder jo i længere tid nu, så de er ikke gået på pension og har tid til at hjælpe til med børnebørnene, når de bliver syge. Så det er svært at få det til at løbe rundt og få børnene passet, når man kun kan tage én sygedag. Det ville heller ikke gøre noget med betalt frokost.


Er du medlem af HK Privat eller ansat på HK Privats overenskomst? Så kan du også indsende dine krav frem til den 29. maj. Se mere om forhandlingerne og indsend dine krav her