Af John Øllegaard, strategisk chef for kommunal drift i Holbæk Kommune og formand for Chefbestyrelsen i HK Kommunal
"Jeg slår dig f****** ihjel".
Truslen er ikke til at tage fejl af. Den er et virkeligt udsagn fra en frustreret borger til en leder et sted i det offentlige system. Alene fordi det svar, lederen gav borgeren, ikke matchede borgerens ønske om hjælp.
En anden offentlig leder beretter om flere tilfælde af alvorlige trusler mod både lederen selv og hele familien som reaktion på krav til borgeren fra den del af systemet, lederen arbejder i. Trusler, som har ført til både navne- og adressebeskyttelse, psykologhjælp og personlige overvejelser om, hvorvidt ”det er det hele værd”.
Det skal være trygt at gå på arbejde
Lad mig slå fast: Ingen skal gå på arbejde og føle sig truet på sit eget eller familiens liv. Hverken medarbejdere eller ledere. Uanset hvad man beskæftiger sig med. Det kan godt være, at vi ikke kan trylle problemet væk med et fingerknips, men som ledere er vi også medarbejdere, og vi skal kræve, at vores arbejdsgivere bakker os op: Ved at tale højt om truslerne, trække en meget synlig og gerne offentliggjort grænse – og ihærdigt finde mange og forskellige løsninger, der gør det trygt også for os at gå på arbejde.
Vi har også en fælles opgave i at få omverdenen til at forstå og anerkende: Ingen offentligt ansat vågner op om morgenen og tænker: ”I dag vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre livet så surt som muligt for så mange borgere som muligt”.
Tværtimod. Som en af lederne formulerer det: ”Medarbejderne og jeg håndhæver de love og bekendtgørelser, vi skal arbejde efter. Vi sætter en stor ære i det”.
Vi vil ikke samarbejde med livet som indsats
Lidt forsimplet kan man tolke frustrerede borgeres trusler som et udtryk for, at samarbejdet mellem dem og os i ’systemet’ er gået galt. Samtidig har vi som ansatte i den offentlige sektor en dagsorden, som jeg ved, der bliver lagt mange kræfter i rundtomkring: Vi skal samarbejde med borgerne om at finde de bedste løsninger, inddrage borgerne i deres egen sag og samskabe – som vi sætter fokus på i et af temaerne i dette magasin.
Prisen for samarbejde med borgerne må ikke være trusler på liv og helbred
Igen: Der er ikke noget, vi hellere vil – forudsat at vi ved, hvad det betyder og indebærer. Men prisen for samarbejde med borgerne må ikke være trusler på liv og helbred i forsøget, som af og til også indebærer et nej til deres ønsker eller et krav knyttet hertil. Samskabelse må ikke være ensbetydende med behov for psykologbistand, når det ikke lykkes.
Vi kan heller ikke lade lederne sejle deres egen sø ud fra en kontrakt om: ”Du må da vide, hvad du gik ind til. Du må tage konsekvenserne”. Det bygger på et menneskesyn, hvor lederen ikke spiller en rolle – en antikveret tankegang, som skal løftes ind i dette årtusinde.
Derfor er vi nødt til at rejse problematikken igen og igen. Og nødt til at insistere på at få værktøjer, metoder og handlinger, som kan understøtte lederne. En leder skal ikke, som det var tilfældet med den ene af de to eksempler i starten af teksten, selv sidde og beslutte, om borgerens trusler skulle politianmeldes, samtidig med at lederen skulle beskytte og passe på sine medarbejdere.
Det handler kort sagt om at prioritere ledernes arbejdsmiljø og sikkerhed lige så højt som medarbejdernes. Der skal ligge helt klare retningslinjer og handlingsplaner, actioncards osv. for den type situationer. Tiltag, som viser, at organisationen tager ansvaret alvorligt.