Det er usundt hele tiden at skulle udvikle sig

Jeg kunne godt tænke mig, at vi fokuserede lidt mere på arbejdets indhold end på den psykologiske profil på den, der skal udføre jobbet, siger Svend Brinkmann

Du bliver aldrig færdig som menneske. Du bliver aldrig god nok. Den tid og det sted, hvor du kan læne dig lidt tilbage og omtrent sige: ”så, nu har jeg dygtiggjort mig tilpas meget inden for mit felt, så nu kan jeg slappe lidt af i det og nyde lidt fortjent anerkendelse” - ja, det findes ikke. Lige om lidt skal du kunne noget andet, noget nyt og noget bedre.

Måske sat lidt på spidsen, bevares. Men ikke desto mindre den samfundstendens, som Svend Brinkmann igennem mere end 10 år som forsker, forfatter, radiovært og debattør har søgt at gøre os bevidst om - og få os til at stoppe med.

For det er ikke sundt.

Med en efterhånden grundfæstet præmis om, at alt er i forandring, betyder det ifølge Svend Brinkmann, at der hele tiden ”arbejdes grænseløst” med individet. Altså dig. At du ikke når en grænse. At der er et konstant pres på, at du skal udvikles og optimeres. Ikke stå stille og være tilfreds.

- Men det kan have den negative konsekvens, at du med et psykologisk ord internaliserer - det bliver en del af din selvforståelse, at uanset, hvor god du er, hvor godt du præsterer, hvor hurtigt du løber, så når du aldrig i mål, og du kommer nemt til at bebrejde dig selv, at det ikke er helt godt nok, forklarer Svend Brinkmann.

- Det er en meget usund mentalitet at gå rundt med som menneske i længere tid og er måske også med til at forklare, hvorfor relativt mange har stress og måske endda depression og andre psykiske lidelser, relateret til stress.

Problemet er udviklingstvang

Foruden at være professor og ph.d. i psykologi ved Aalborg Universitet er Svend Brinkmann vel noget nær noget så sjældent som en intellektuel forskerstjerne herhjemme. Mange kender ham sikkert også fra radioprogrammet ”Brinkmanns Briks”. Med særdeles populære bøger som ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip” har han givet sit bidrag til at gøre op med det ensidige fokus på (selv)udvikling. Og slået et slag for det stabile. Om at stå fast og stille i en accelererende kultur.
Med den konsekvens at han ikke sjældent hører, at han er imod, at folk udvikler sig og har lyst til at lære nyt i deres liv.

- Men selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg er imod, at det påtvinges folk. Alle de her floskler, vi er blevet solgt, om, at vi skal være kreative og innovative og fleksible, de er jo i udgangspunktet gode værdier i livet. Problemet er, at det ikke længere kun er en mulighed, men mere tvang at skulle udvikle sig i den retning, som ordene udpeger. Når det forventes af dig, at du hele tiden udvikler dig, siger Svend Brinkmann. 

- Vi skal huske på, at de fleste mennesker først og fremmest går på arbejde for at udføre et stykke arbejde sammen med deres kolleger og få en indkomst, så de kan finansiere deres liv, betale af på deres lån og holde noget ferie. Hvor deres livsværdi ligger uden for arbejdet, og hvor hver dag ikke er en kamp for at forbedre sig. Set i det lys tror jeg, at der er mange, som føler sig utilstrækkelige i forhold til fortællingen om, hvordan man er den ideelle medarbejder.

Vi burde fokusere mere på det faglige indhold

Særligt farligt bliver det, når det i højere grad ikke længere primært handler om, hvad du kan, men hvem du er. Det starter allerede i jobopslagene: Her skal du måske være fleksibel, engageret, omstillingsparat, passioneret og måske endda agil. Personlige kompetencer, som vi alle kan eje i større eller mindre grad og tage med os over i forskellige jobs.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi fokuserede lidt mere på arbejdets indhold end på den psykologiske profil på den, der skal udføre jobbet. Det, tror jeg, kunne hjælpe på en del af den her udviklingstvang. Samtidig synes jeg, at det er lidt en devaluering af, hvad det kræver at udføre en lang række jobs, når det i så høj grad handler om personlige kompetencer frem for det, vi i gamle dage kaldte kvalifikationer.

For når du så mikser personlige kompetencer sammen med et pres om udvikling, så er det, at det ifølge Svend Brinkmann bliver særligt giftigt. Når det er dine personlige, sociale, emotionelle kompetencer, som er fokus, og som der skal arbejdes med.

- For så kan du ikke længere holde det ud i strakt arm som noget ydre og sige, at det er den og den færdighed, du skal lære eller forbedre. Nej, så er det dig, der skal være på en bestemt måde. Og så er det altså en stress, som kan opleves som en eksistentiel trussel, du risikerer at blive ramt af.

Fortæl din chef, at du ikke vil udvikle dine personlige kompetencer

Hvis du nu venter på, at psykologiprofessoren giver dig tre hurtige råd til, hvordan du selv løser det her, så bliver du nok skuffet. Det er ikke hans fokus - så skal du i stedet læse en rigtig selvhjælpsbog, som han diplomatisk svarer. Givet med reference til hans egen krasse kritisk af selvhjælpsbøger og coachingbølgen i hans folkelige gennembrud ”Stå fast” fra 2014.

- Men jeg synes jo, at du skal have lov til fx til MUS-samtalen at sige nej til at udvikle dine sociale og emotionelle kompetencer, eller hvad det nu kan være. Men at du gerne vil lære et nyt it-system, siger Svend Brinkmann.

Men det er ikke den enkelte, som kan flytte så kæmpestor en samfundstendens. Det skal højere op. Virksomhedernes chefer og de lovgivende politikere.

- Jeg hørte fra en chef, som efter at have læst min bog havde ændret sin måde at holde MUS på. I stedet for at spørge, hvor medarbejderne så sig selv i fremtiden, spurgte han nu; ”Hvad er det vigtigste i dit arbejde, som jeg kan hjælpe dig med at bevare?” Det er en interessant måde at spørge på. For selvfølgelig er der noget, som er værd at bevare, selv om vi kører med 200 kilometer i timen. Og den slags kan du jo også godt selv forsøge at dreje din MUS-samtale over på.

Men er det så overhovedet realistisk, at vi kan forandre det? At vi kan komme til et sted, hvor vi hylder de stabile, faste ståsteder og ikke dem, der udvikler sig med udvikling på?

- Jeg plejer at sige, at der skal noget ydre til: Klimakrisen, som fordrer, at vi sætter farten ned og tænker i andre baner end vækst. Corona, som betød, at vi skulle arbejde på andre måder, og folk begyndte at tale om nye prioriteter i deres liv. Men vi ender altid med at glide tilbage i gamle spor. Så jeg ved ærlig talt ikke, hvor optimistisk jeg er, hvis hverken en klima-krise eller en global pandemi kan ændre på det, siger Svend Brinkmann.

Men så deprimerende kan vi jo ikke slutte:

- Men selvfølgelig kan det ændres. Det er jo ikke Gud, som har sagt, at vi skal leve sådan. Det er noget, vi mennesker sammen har valgt. Derfor kan vi også vælge at gøre det på en anden måde. Det skal vi huske, beroliger professoren.

Og der sker også et eller andet, synes han. I første omgang på det retoriske plan. Det er ikke nær så legitimt at bruge en række ord og udtryk, som det var for år tilbage. Omstillingsparat, agil, robust og så videre. I hvert fald ikke, hvis man mener dem seriøst.

- De her buzzwords er jo blevet latterliggjort i flere år med fx bullshitbingo - og med god grund. De fleste kan godt gennemskue, at de er tomme og handler om at få os til at gøre noget, som vi i virkeligheden ikke har lyst til. Det ser jeg som et godt tegn.