Marianne, som i virkeligheden hedder noget andet, er glad for, at hendes bortvisning med HK's hjælp blev omstødt til en afskedigelse med 3 måneders løn. Men hun forstår stadig ikke, hvorfor hun ikke skulle være på sin arbejdsplads. Modelfoto: Mostphotos
Opsagt, afskediget, fyret, eller samarbejdet bragt til ophør.
Der er flere forskellige stempler at få med sig ud ad døren, men i sidste ende er sanktionen, og det ubehagelige budskab ikke til at misforstå. Kun én sanktion er værre. Bortvisningen. Arbejdsgiverens ultimative sanktion. Sådan en blev Marianne mødt af efter kun kort tids ansættelse på en statslig arbejdsplads. Officielt for – ifølge arbejdsgiveren – at være udeblevet fra jobbet på en dag, hvor hun mødte ind senere, og havde givet besked til sin kollega. Marianne mener, at lederen bruger udeblivelsen som et dække over et personligt motiv for at bortvise hende, og at hendes rolle på arbejdspladsen var uklar. Marianne er et pseudonym, da hun ønsker at være anonym af hensyn til fremtidige karrieremuligheder. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.
Arbejdsgiver måtte til lommerne
I modsætning til en afskedigelse, hvor der i overenskomsten med staten følger løn med indtil udløbet af opsigelsesvarslet, indebærer en bortvisning, at både løn og ansættelsesforhold stopper brat. Under partshøringen om bortvisningen tog Marianne sin lokale HK Stat-afdeling med på råd, som hjalp med partshøringssvaret og bad arbejdsgiver om et møde. Da den endelige afgørelse om bortvisning blev truffet, blev sagen efter bogen sendt til HK Stat. HK Stats forhandlingschef, Lina Gisselbæk Lauritsen, vurderede på linje med den lokale TR og HK-afdeling, at bortvisningen i den konkrete situation var at skyde gråspurve med kanoner:
- Der var i vores øjne tale om en usaglig bortvisning, fordi det er uproportionalt at bortvise i den konkrete sag. Arbejdsgiver påstår, at der er tale om en udeblivelse, men vores medlem havde meddelt en kollega, at hun ville blive forsinket. I sagen foreligger der hverken en advarsel, en irettesættelse eller et forudgående forløb med lignende forseelser, fortæller Lina Gisselbæk Lauritsen, forhandlingschef i HK Stat, og fortsætter:
- Inden arbejdsgiver anvender den allermest alvorlige sanktion og bortviser en medarbejder, skal arbejdsgiver overveje nøje, om ikke en mindre indgribende sanktion er mere passende. Den balance mellem medarbejderens forseelse og sanktionen var ikke til stede i denne sag.
Først afviste den statslige arbejdsplads overfor Mariannes TR at rokke ved bortvisningen, men efter HK Stats kontakt, kom der tilbud om, at Marianne kunne få 1 månedsløn med sig, hvis hun selv sagde op.
- Jeg tænkte kort over det, men kom frem til, at så ville jeg hellere kæmpe for retfærdigheden til den bitre ende, også selvom det ville trække i langdrag og ende hos Medst (Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, red.), siger Marianne.
Efter fornyet refleksion over sagen lavede arbejdsgiveren afgørelsen om bortvisning om til en afskedigelse med almindeligt varsel. For Marianne betød det, at hun fik 3 måneders løn med sig.
Ny rolle var uklar
Hele sagen starter med, at Marianne, der gennem mange år har været som offentligt ansat HK’er, bliver ansat i en nyoprettet stilling på den statslige arbejdsplads. Det faktum, at hendes stilling er nyoprettet, er ifølge hende også en af de bagvedliggende forklaringer på, hvorfor hun aldrig finder sig til rette i jobbet.
Det viste sig at være noget andet, end det hun var blevet stillet i udsigt. Hun oplevede, at opgavefordelingen var uklar, ligesom basal oplæring i arbejdspladsens it-systemer og interne procedurer var mangelfulde og hæmmede hendes muligheder for at udføre sine opgaver.
Marianne følte heller ikke, at hendes chefer for alvor var interesserede i hendes opgaver og tilstedeværelse på arbejdspladsen. Hendes første leder stopper 2 måneder inde i hendes ansættelse, hvorefter en ny bliver ansat, den samme, der effektuerer bortvisningen.
Indkaldt til tjenestelig samtale
En håndfuld dage før bortvisningen bliver Marianne på e-mail indkaldt til en tjenstlig samtale. En samtale af den alvorlige slags, der kan indebære en irettesættelse eller advarsel, hvilket også er essensen af den besked, hun får til samtalen med lederen:
- Det løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg ser denne mail. Også min kolleger og TR er uforstående overfor, at jeg skal til en tjenstlig samtale. Der er ikke nævnt en specifik årsag for samtalen, ligesom der heller ikke har været et forløb op til samtalen, der taler for, at jeg skulle til en tjenstlig samtale.
Ifølge Mariane har hun siden lederens tiltrædelse et par måneder forinden ikke haft særlig meget kontakt med vedkommende.
- Lederen virker ikke særlig interesseret i mig eller i mit arbejde. Lederen har en tendens til at gå meget rundt i afdelingen og observere uden at sige noget. Sådan som jeg er skruet sammen, får den slags adfærd mig til at føle mig usikker på personen, og det efterlader ikke det bedste indtryk hos mig. Udover en kort og uformel samtale lidt tid efter lederens tiltrædelse, hvor jeg bliver spurgt til, hvad mine opgaver består i, har jeg ikke haft andre snakke, inden samme leder kalder mig til en tjenstlig samtale, fortæller Marianne.
- Her fortæller jeg om nogle af de ting med, at jeg ikke føler mig tilstrækkeligt oplært i systemer og interne procedurer, og at det hæmmer mit arbejde. Det skal løses, får jeg at vide, men det virker ikke særlig tjekket, at min leder slet ikke er klar over, hvad jeg egentlig laver, lyder det undrende fra Marianne.
Fra ’vildt sød og dygtig’ til bortvist
Efter prøvetidens ophør, et par måneder i jobbet, havde Marianne en samtale med sin daværende leder. Og der var tonen en helt anden:
- Jeg fik at vide, at jeg var vildt sød og dygtig til mit arbejde, og at jeg gik godt i spænd med mine kolleger, hvorfor de gerne vil ansætte mig, fortæller Marianne om prøvetidssamtalen. Et par måneder senere har piben dog fået en anden lyd ved den tjenstlige samtale, der for Marianne er halvanden time i en tilstand af dyb forundring.
- Jeg har min TR med, og ingen af os forstår, hvad der foregår. Lederen læser op af et langt referat om, hvorfor jeg er til en tjenstlig samtale. Det tager blandt andet udgangspunkt i de tidligere snakke, vi har haft om mine præstationer, og at jeg er for langsom til en bestemt opgave. Her bliver min retfærdighedssans udfordret. Jeg er forundret og taler i et bestemt tonefald, og spørger flere gange, hvilke tidligere samtaler der bliver henvist til, for der har ikke været nogen udover den uformelle. Det bliver affejet flere gange, og min leder vil ikke blive konkret eller uddybe noget af det, og på intet tidspunkt er der en konstruktiv dialog om, hvordan vi kommer videre herfra.
"Jeg kalder på HR"
Chok, forundring, tristhed er et udpluk af de følelser og tanker, der svirrer i Mariannes krop og sind i timerne efter samtalen. Af samme årsag har hun svært ved at finde ro og falde i søvn om aftenen, hvorfor hun næste morgen overvejer at melde sig syg. Marianne beslutter dog at møde et par timer senere, hvilket hun skriver til en kollega, som hun sidder på kontor med.
Det er Mariannes indtryk, at det er gængs praksis og kutyme på arbejdspladsen at skrive til en kollega, at man møder senere. Hun er desuden ansat på flekstid og vurderer selv, at hun er mødt ind omkring 10 gange på denne måde, uden at det er blevet påtalt.
- Så møder jeg ind et par timer senere, og straks kalder lederen mig til samtale. Han virker vred og taler med store bogstaver om, at jeg er udeblevet, og at jeg ikke svarer på en sms og et opkald inden. Jeg sad på cyklen, da sms’en og opkaldet kom, så derfor besvarede jeg dem ikke. Det bliver endda påstået, at jeg besvarer opkaldet og smider røret på, fortæller Marianne og viser et billede fra telefonen med det ubesvarede opkald fra lederen.
- Jeg er meget uforstående overfor, at det eskalerer på den måde, og at der heller ikke er nogen forståelse for, at jeg føler mig utilpas over den tjenstlige samtale, som er årsagen til, at jeg er energiforladt og føler behov for at møde senere. Det er en ubehagelig samtale, der varer under 5 minutter. Jeg siger ikke så meget derinde, men min leder er optaget af at udtrykke, hvem der bestemmer. På et tidspunkt orker jeg ikke mere og giver udtryk for, at jeg ikke vil den her samtale på denne måde. Lederen insisterer på, at samtalen skal fortsætte, hvortil jeg svarer ’nej’. "Så kalder jeg på HR", siger lederen. Det må du så gøre, svarer jeg tilbage, vender mig om og forlader lokalet, fortæller Marianne om episoden.
Mariannes ageren på dette møde bliver af lederen også lagt til grund for bortvisningen. Den statslige arbejdsplads mener, at Marianne har anfægtet lederens ledelsesret ved at være modvillig og gestikulere. Den udlægning genkender Marianne ikke.
2 timer senere bliver hun kaldt ind til en ny samtale, hvor bortvisningen bliver effektueret på baggrund af ulovlig udeblivelse og for at anfægte ledelsesretten.
- Jeg er i choktilstand, afleverer mine ting og forlader stedet med forvisning om, at jeg aldrig nogensinde skal tilbage til denne statslige arbejdsplads, siger Marianne med en udtalt bitterhed i stemmen.
Et plaster på et stort sår
Både på det praktiske, følelsesmæssige og juridiske plan er den lokale HK-afdeling og HK Stat en stor hjælp for Marianne i tiden efter den bratte bortvisning.
- Uden HK ved min side havde jeg ikke haft kræfterne til at kæmpe min sag. Det er rart at vide, at der er nogen, der er på min side og forstår, hvad det drejer sig, og som ikke er min egen familie. Udover, at de lyttede til mig, fik jeg også hjælp til at melde mig ledig og få kendskab til de regler, jeg var omfattet af på grund af bortvisningen. Så jeg kan kun opfordre til at bruge HK, hvis man kommer i problemer på sin arbejdsplads, siger Marianne.
Udover HK Stats støtte og vejledning gennem forløbet er Marianne også glad for, at HK Stat fik bortvisningen omstødt til en afskedigelse med 3 måneders løn i stedet for ingenting. Dog er hun ked af, at arbejdsgiveren har valgt at fastholde udeblivelse som årsag til afskeden:
- Det er lodret løgn, at jeg er udeblevet, og det er jeg ked af at have stående. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg ikke skulle være der, udover at det må være noget personligt fra lederen, siger hun med forundring i stemmen.
- Men jeg er naturligvis glad for at få 3 måneders løn med mig. Det giver mig tid til at sunde mig ovenpå en ubehagelig oplevelse. Det er et plaster på et stor sår, der stadig er ved at hele, fortæller Marianne.