Af John Øllegaard, strategisk leder, Kommunal Drift i Holbæk Kommune og formand for HK Kommunal Chefgruppens bestyrelse

Statistikker og tal skal som bekendt tages med et stort gran salt – men der er grund til at ofre opmærksomhed, måske ligefrem bekymring, på HK Kommunals arbejdsmiljøundersøgelse, hvis resultater blev lagt frem tidligere i dette efterår.

I undersøgelsen deltager også 164 ledere. Det er i sig selv jo ikke et højt antal, men tendensen i nogle af deres svar har alligevel givet mig panderynker. For helt overordnet svarer knap en tredjedel, at de i nogen grad eller slet ikke trives i deres job. Tidspres, underbemanding, for stort ledelsesspænd, konstante organisationsændringer, centrale beslutninger og økonomi, som er langt fra virkeligheden, gør hverdagen besværlig, lyder nogle af forklaringerne.

Mere end halvdelen er udfordret

Knap 55 % af deltagerne svarer, at et højt arbejdstempo og -pres påvirker deres eget psykiske arbejdsmiljø. Knap hver tredje svarer også ja til, at rekrutteringsproblemer giver den enkelte leder udfordringer, og lederne udtrykker bekymring for rammerne i arbejdet.

Heldigvis er der dobbelt så mange positive svar – og udsagn om eget ledelsesrum, gode udviklingsmuligheder og gode lederkollegaer, spændende arbejdsopgaver og professionelt, fagligt velfunderet grundlag at arbejde på. Mange ledere er med andre ord glade for deres job.

Men en enkelt deltager giver udtryk for en oplevelse af, at ”ledernes arbejdsmiljø kan blive glemt lidt, men når alt kommer til alt, så er vi også bare mennesker, der har brug for et godt psykisk arbejdsmiljø”.

Holder ikke ledertiden ud

Og det rammer måske meget godt essensen ind af, hvad det hele handler om. For nok er det statistiske materiale i undersøgelsen ikke stort, men svarene stemmer meget godt overens med en tidligere lederundersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Ledernes arbejdsmiljø er presset, og mange har svært ved at forestille sig, at de holder helt til pensionsalderen i lederjobbet.

Derfor kan jeg kun opfordre til, at der bliver kigget nærmere på ledernes situation og arbejdsvilkår. Det virker både påkrævet og legitimt. Men: Hvad kan vi gøre ved det, tænker du måske?

Vi kan starte med at tage det alvorligt. Hvis vi har en offentlig sektor, som bredt set leverer velfærdsydelser og anser det for vigtigt, hvordan kan ledernes forhold og trivsel så ikke være et vigtigt spørgsmål – på lige fod med medarbejdernes? Det støder mig, hvis man vælger at se hen over det.

Politikerne har førertrøjen på

Hvem skal så gøre noget? Det skal vores politikere første og fremmest som velfærdssektorens frontløbere og fortalere. Men også toplederne – vores egne chefer. De kan kun have en interesse i, at deres medarbejdere – os ledere – trives og dermed præsterer godt.

Jeg arbejder selv i en kommune, hvor topledelsen tager spørgsmålet alvorligt, har ført det helt op i HU og inddraget det i et arbejdsprogram, som nu kommer ud til lederne. Så det kan altså godt lade sig gøre – og jeg tror ikke, man skal være professor i psykologi for at regne ud, hvad der sker, når vi lægger striben af kriser, vi pt. befinder os i, oveni bunken af udfordringer på ledernes bord: Økonomiske besparelser, energikrise, efterslæb fra coronakrisen, mangel på arbejdskraft.

Det kan ikke andet end skabe et endnu større pres på os ledere. Og det har vi alle sammen kun interesse i at tage alvorligt. For selvom der er udfordringer, skal ledernes vilkår også plejes.