Den nu afdøde Lise Nørgaard som 75-årig i 1993. Foto: Mik Eskestad/Politiken

En af de største katastrofer for ligestillingen er deltid.

Sådan begyndte en artikel på bagsiden af HK Stats medlemsblad i februar 1993. Dengang hed organet Fagbladet Statsansatte. Artiklen handlede om den også dengang kendte forfatter og journalist Lise Nørgaards bud på kampen for ligestilling.

Med vittige – og for nogle provokerende – spidsformuleringer satte den dengang 75-årige ord på en ligestillingsdebat, som normalt føres med fine fagudtryk i råd og udvalg. Både mænd og kvinder fik med forfatterens krabask.

’Hvad i alverden bilder Lise Nørgaard sig egentlig ind?’ spurgte vrede medlemmer i ophidsede indlæg i marts-udgaven af Fagbladet Statsansatte. Her fyldte læserbrevene – trods redaktionens forkortelser – et helt opslag. Det var før debatten enten forstummede eller flyttede over på sociale medier.

»Har hun (Lise N., red.) overhovedet nogen idé om, hvad hun taler om, når hun indirekte påstår, at kvinder er nogle snæversynede høns, der ikke er i stand til at vælge selv? Hvordan kan hun tillade sig at anklage de kvinder, der vælger at arbejde på deltid?« lød det irettesættende fra en læser. En anden var ’gal i hovedet’ og fandt Nørgaards udtryk om kvinder som stodderens serviceorgan ’aldeles usmagelig’.

I anledning af Lise Nørgaards død 1. januar bringer redaktionen artiklen igen i let redigeret form. Til minde, til inspiration, diskussion og måske provokation. Værsgo’:

 

Stodderens serviceorgan

En af de største katastrofer for ligestillingen er deltid, mener Lise Nørgaard.

- Deltid er en dame foreteelse, som er med til at forrykke ligeretten. Kvinder på deltid bliver underhunde derhjemme og får det rutinemæssige arbejde på jobbet. Da jeg selv var chef engang, sagde jeg nej til en sekretær, som ville på deltid. Hun skulle have mere tid til at hygge om karrieremanden Roland derhjemme. Kort efter fortrød pigen sit ønske og ville fortsætte på fuld tid - Roland var i mellemtiden rendt med en vårhare, skoggerler Lise Nørgaard.

Hun kalder deltid for et overklasseproblem.

- Kan man klare sig med halv løn, er det fordi man har en forsørger. Deltid er at svigte de lavtlønnede, der ikke har en overklassemand til at forsørge sig.

Nørgaard rullede sig ud

Kampen for ligestilling er langtfra forbi. Det var tydeligt, da journalisten og forfatteren Lise Nørgaard for nylig rullede sig ud i et veloplagt køns-causeri med en enkelt mand og 120 kvindelige medlemmer af HK’s Statskontor-afdeling i København som det lydhøre publikum.

Den elegante 75-årige fik med vittige spidsformuleringer sat ord på den ligestillingsdebat, som normalt føres med fine fagudtryk i råd og udvalg. Mændene fik læst og påskrevet, og medierne, som Lise Nørgaard selv er velbevandret i blandt andet som forfatter til Matadorserien og som brevkasseredaktør, fik hug for at fremstille kvinder på en fjollet facon.

Da mor faldt i hullet

Men hårdest var Nørgaard mod kvinderne selv. Mange af dem er nemlig stadig ikke bevidste nok til at sige fra over for de holdninger, som er med til at holde dem nede i hullet.

»Hullet« er det sted, hvor mor faldt ned, da kvinder fra alle samfundslag kom ud på arbejdsmarkedet. Hjemmegående kvinder, der før var agtede med forsørgere, blev nu til serviceforanstaltninger. De faldt ned i hullet og fik gryderne panderne og bleerne i nakken, og de kommer først op, når de lærer at sige fra for eksempel over for deltid.

Men det er svært, for kvinder og mænd bliver stadig opdraget til, at kvinder først og fremmest skal være gode hustruer og mødre, og det hjælper ikke med tvungen kønskvotering her eller resolutioner fra Ligestillingsrådet. Kvinderne skal selv kæmpe sig ud af deres misforståede servicerolle og gøre op med den skyldfølelse, de let bliver ofre for, hvis noget ikke går lige efter bogen i ægteskabet, mener Lise Nørgaard.

- Når kvinders ægteskab krakker, lider kvinderne af en enorm skyldfølelse, selvom de skulle være glade for at være sluppet af med stodderen. Og når en kvinde mister sit job, holder hun stiv overlæbe og går hjem og hygger om manden. Det opfattes som en meget større katastrofe, hvis manden mister sit job. Han skal jo gøre karriere, sagde Lise Nørgaard.

Martyriet i køkkenet

Netop mændenes insisteren på, at deres karriere er vigtigere end mors job, er en vigtig del af miseren.

- Mændene klamrer sig til bajeren på jobbet og venter med at køre hjem. Det er nemlig dem, der har bilen. Imens sidder kvinderne i S-tog og busser med indkøbsposer på lårene, sagde forfatteren på mødet.

Hjemme knokler de for at leve op til hustru-idealerne. De føler sig ansvarlige for, at der er købt smør, selvom det er manden, der æder det. Og skønt manden måske er parat til at tage sin del af tørnen i køkkenet og ved tørresnoren, kan han knapt få lov, fordi han ikke gør tingene godt nok.

- Mange kvinder vil gerne have et martyrium i køkkenet. Der kom vilde protester fra husmoderforeningerne, dengang man gik over til åbne køkkener. Så kunne mændene pludselig se, hvad der egentlig foregik derude…, sagde Nørgaard.

Det er også kvindernes egen skyld, når de accepterer at være uvidende om familiens pengesager, mener forfatteren. Et af hendes bedste råd lyder: Vælg en partner med den rette indstilling til ligeret.

- Kvinder ser sig ikke godt nok for, når de vælger partner Det er ok, så længe stearinlysene er tændt hver aften, og de elskende ser hinanden dybt i øjnene. Men snart begynder manden at overbevise konen om, at hans arbejde er vigtigere end hendes. Og når der kommer børn til, viser herren sit sande ansigt og gør alt for at lægge hele ansvaret for afkom og hjem over på kvinden. Så får stodderen selv bedre tid til jagt og fiskeri …

Artiklen blev bragt første gang i Fagbladet Statsansatte nummer 2, februar 1993.