Tonen på de danske arbejdspladser afhænger af kulturen, siger ledelsesforsker Karsten Mellon. Arkivfoto: Mostphotos
Hvordan skal tonen være på arbejdspladsen.
Det er en vedvarende diskussion, som ofte skiller vandene. Kan medarbejdere blive for sarte? Er direkte og ligefrem kommunikation bedre end utydelig og vævende snak? Og hvem bestemmer, hvor grænsen går?
Den debat og problematik tager Ugebrevet Mandag Morgen op i en artikel om ”tonen på arbejdspladsen”, hvor ledelsesforsker Karsten Mellon giver sit syn på sagen.
Laveste fællesnævner?
Hans første pointe er, at tonen i bund og grund er et spørgsmål om kulturen - både den nedskrevne og den uskrevne.
Men også at en sådan kultur er til diskussion – især hvis en enkelt påpeger, at tonen er over grænsen, hvor ved en diskussion ofte ender i en strid om tonen/kulturen skal være den hvor flest mulige føler sig tilpasse, eller skal ALLE føle sig tilpasse, hvilket så giver en grænse på laveste fællesnævner.
Dialog om hvor på spektret
Problemet opstår dog især, når en sag om hård tone eskalerer, hvor man ifølge Karsten Mellon må skelne mellem to problemstillinger.
Nemlig om nogen er tonedøve over for grænsen - enten de vedtagne eller den enkeltes grænser, ELLER om parterne taler om det samme.
Og her er der kun hårdt arbejde, som rigtig virker.
Altså at man er nysgerrige på hinandens synspunkter, og at man har en løbende dialog om, hvordan ”vi taler sammen”, men også at få nuancer på i forhold til, hvad man forstår ved en god eller hård tone.
Altså hvor er vi på spektret. Er det ironi. Er det kritik – bare givet på en dårlig måde? Er det ordvalg. Er det enkeltstående tilfælde eller det systematisk nedværdigende sprogbrug?