Sygdom, skilsmisse, familieproblemer, dødsfald. Livskriser kan have mange ansigter og rammer os alle på et eller andet tidspunkt. Ofte påvirker de os ikke kun i det private, men flytter også med ind på arbejdspladsen, hvor følelser som sorg, afmagt, isolation og ensomhed flytter med.
De store følelser kan være svære at få til at passe ind i et arbejdsliv. Det kan mange, der har haft en kollega, der er i sorg, nok nikke genkendende til.
Ifølge psykoterapeut, forfatter og tidligere sognepræst Ilse Sand gør sorgen ofte ikke noget større væsen af sig, da den kan være svær at tale om. At skulle forholde sig til en kollega, der befinder sig i en livskrise, kan udløse en masse følelser både hos en selv og hos den sørgende - og så er det nemmest blot at lade sorgen forblive den elefant i rummet, som alle har bemærket, men som ingen taler om.
Gode icebreakers til en kollega i krise
- Jeg regner med, du siger til, hvis jeg kan hjælpe med noget ...
- Jeg er usikker på, hvad du har brug for, men jeg vil gerne støtte/lytte/hjælpe ...
- Jeg kan se, du har det dårligt. Hvis du har brug for at tale om det, så sig bare til ...
- Jeg har hørt/jeg har fået fortalt, at ...
- Når vi trækker os fra en anden, der har det svært, skyldes det ofte vores egen usikkerhed og følelser, vi ikke selv kan rumme. Det gælder om at gå til den sørgende med en åben tilgang, hvor man ikke er bange for at udstille sine egne følelser og tvivl om, hvordan man kan støtte bedst muligt. Det bedste, du kan gøre, er at sætte dine egne følelser i spil og vise, at du også er sårbar. Kontakten er altid vigtigere end at sige det rigtige, forklarer Ilse Sand.
Ilse Sand har skrevet bogen ”Hjælp din nærmeste. Sådan støtter du med samtaler der virker”. Den giver redskaber til, hvordan man undgår de værste faldgruber, når man vil hjælpe et andet menneske i krise. Hjælpen er vigtig, for er man i sorg og bliver mødt af en omverden, der ikke aktivt anerkender den, risikerer man som sørgende at lukke ned for sine følelser, og det kan have konsekvenser for trivslen.
- Selv om man måske ikke ønsker at få en kollega til at græde, er det faktisk OK. De fleste af os har brug for at græde meget mere, end vi gør. Nogle traumer kan selvfølgelig være så alvorlige, at man ikke skal røre ved dem, men man kan tilbyde sin hjælp på mange måder, som fx blot at tilbyde, at den sørgende kan sige til, hvis vedkommende har brug for at snakke, siger Ilse Sand.
Ifølge Ilse Sand skal man ikke undervurdere, at man også som mere perifer kollega sagtens kan række ud og tilbyde sin hjælp.
- Nogle gange kan den fjerne kollega være den bedste hjælp, fordi de nære kolleger måske er vant til at se en som udadvendt og energisk. Når man så pludselig er indadvendt og grådlabil, kan man nemt komme i en position, hvor man er bange for at tabe ansigt over for sine nærmeste kolleger.
Når gode råd er dyre
Som kollega til en sørgende kan vi også løbe ind i, at hjælpen ikke virker. Det er ifølge Ilse Sand helt naturligt og kan både skyldes, at man begår fodfejl i sin kommunikation, eller at den sørgende bare har brug for at blive mødt på en anden måde:
- De fleste af os kan godt lide at høre os selv tale og læsse gode råd af, men man skal ikke mase sig på. Så hellere stille spørgsmål. Føler du dig hjælpeløs som hjælper, så sig det højt. Der er ingen skam i, at det, vi gør, ikke virker, eller at vi begår fejl. Igen handler det om at turde vise sin egen sårbarhed.
Sådan kan du møde en kollega i sorg
- Kontakten er meget vigtigere end at sige det helt rigtige. Til gengæld kan det være en stor hjælp i samtalen at stille spørgsmål frem for at komme med svar, da det er vigtigt, at den sørgende selv finder svarene. Brug også gerne pauser. Pauser gør det muligt for den sørgende at komme til orde og sætte rammen for, hvad der er OK at snakke om.
- Sæt dine egne følelser i spil og vis, at du også er sårbar. Fortæl vedkommende om din egen usikkerhed i forhold til at tackle situationen, fx at du er usikker på, hvad vedkommende har behov for, eller at du er i tvivl om, hvordan du støtter bedst. Det gør det også muligt for modparten at kunne sige fra.
- Sæt gerne dine egne erfaringer med lignende oplevelser i spil, men undgå at være bedrevidende eller komme med opskriften på, hvordan du har tacklet dine egne kriser, medmindre vedkommende beder om det. At sætte egne erfaringer i spil kan være befriende for modparten og tage skammen ud af samtalen, da man ikke er alene om sin sorg, når man kan spejle sig i en anden.
- Lad være med at være ”overskudskollegaen”. Det kan være fristende at positionere sig som den kollega, der har styr på situationen og kan rumme det hele, men du risikerer at hæve dig over den kollega, der har brug for støtte. Lad derfor de velmenende råd ligge. Hvis du vil give et råd, så spørg først, om det er OK at komme med det.
- Lade være med at mase dig på, hvis vedkommende ikke ønsker din hjælp eller støtte. I så fald kan du trække dig med god samvittighed, men tilbyd gerne, at vedkommende kan komme til dig, hvis det er.
- Undervurder ikke, at du som perifer kollega også kan gøre en forskel. Nogle gange er det ikke hjælpen fra dem, der står os nærmest, der er mest behov for.
- Vær realistisk med den hjælp, du kan tilbyde, så du ikke iscenesætter dig som et urealistisk overskudsmenneske. Undgå fx at fortælle, at du altid står til rådighed, for det er de færreste af os, der gør det i praksis, og det gør dig utroværdig. Ved at sætte klare rammer for det, du kan tilbyde, forsikrer du også modparten om, at vedkommende ikke skal være bange for at overbebyrde dig.
- Husk, at ingen følelser er forkerte. Heller ikke dine egne, og det er helt OK at græde. Hvis du selv føler dig hjælpeløs eller afmægtig, fordi hjælpen ikke virker, så sig det højt.
- ”Hvordan har du det?” kan være nærliggende at spørge om, men faktisk er det bedre at være mere konkret. Spørg hellere ”Hvordan er din dag i dag?” - det er nemmere for den sørgende at forholde sig til.