Jeg følte mig umenneskeliggjort

Det var meget ubehageligt. Hver gang jeg virker træt eller lige beder om at høre en besked en ekstra gang, så er det på grund af min autisme, fortæller Arthur om chefens fokusering på hans diagnose.

På en spisebordsstol i sit køkken-alrum sidder Arthur. Dampen fra kaffen stiger op fra Royal Copenhagen-kruset, som han forsigtigt drikker af.

Som han sidder der i sin sorte T-shirt med noget japansk skrift på brystkassen, kasketten sat omvendt på hovedet og en lang ørering hængende fra højre øre, kan jeg ikke se eller mærke, at han lever med autisme.

Hans kropssprog er indbydende, stemmeføringen er mild, mens øjnene er stålfaste - som om de varsler, at Arthur har noget vigtigt at fortælle.

Inde bag blikket gemmer der sig en brutal og besværlig kamp.

Det har taget tid at få det hele til at hænge sammen. Derfor var det ekstra hårdt, at det fik konsekvenser for Arthur, at han var ærlig om autismen.

I flere år får chefen ham til at føle sig som kontor-autisten. En dag efter arbejde tager han hjem til sin lejlighed grædende og paranoid med spørgsmålet: ”Er jeg ikke mere end min diagnose?”.

Mørke tider

Som barn bliver Arthur diagnosticeret med autisme.

Han går på specialskoler, hvor han har rigtig svært ved at relatere til sine skolekammerater, fordi mange af dem er voldelige og eksempelvis kan finde på at smadre vinduer.

Arthur er som teenager introvert, så han foretrækker at sidde sammen med de voksne og spille brætspil.

Og det går for alvor op for ham, at han er en minoritet i samfundet.

Arthur føler sig udenfor. Ikke kun på grund af autismen. Han finder også ud af, at han er homoseksuel.

- Jeg havde svært ved at mærke, hvem jeg egentlig var som person. Så på rigtig mange måder følte jeg bare ikke, at jeg passede ind.

Et gennemgående træk i hans liv har været, at han har søgt kontrol, men da han ikke havde kontrol over, hvem han var, og hvor han passede ind, så søgte han kontrol over sin egen krop.

Han taber sig rigtig meget, udvikler en spiseforstyrrelse og en depression.

Hele hans liv har alle beslutninger været betinget af, om han kunne klare det med sin autisme. Folk har taget hensyn, skærmet ham og sagt: ” Du kan godt blive hjemme, det er okay”.

- Jeg tog måske ikke så mange chancer i forhold til at presse mig selv.

Nu, hvor han er helt nede i kulkælderen, får Arthur den hjælp, han har brug for.

Gennem terapi indser han, at han selv må tage styring over sit liv.

Han finder sin egen vej ud af mørket ind i lyset.

- Det var en hård kamp i forhold til at acceptere mig selv.

I mødet med omverdenen er Arthur åben og ærlig om sin autisme. Det fungerer for ham.

Han lærer også sig selv at kende i årene efter som en empatisk person, der er oprigtigt interesseret i andre mennesker, gerne vil hjælpe andre, og som er passioneret omkring de ting, han går op i.

Som i et eventyr

I en alder af 23 sidder Arthur til jobsamtale til en elevplads.

Han har aldrig rigtig haft et arbejde før og vælger at lægge alle kortene på bordet og fortæller åbent om sin autisme og om de udfordringer, der følger med.

- Det føles naturligt at fortælle det hele.

Arthur får jobbet. Det hele begynder som i eventyrene, hvor alt er fryd og gammen.

Han får et tæt forhold til sine kolleger og sin chef. Der er blevet forventningsafstemt, så alle ved, at han nogle gange har brug for at trække sig socialt ved at spise frokost alene foran sin computer.

Andre gange har han valgt at gå en kort tur eller droppet smalltalken, når han var lav på mental energi.

Det fungerer for alle parter. De er glade for Arthur. Han er dygtig, og de indstiller ham endda til en pris som årets elev.

Til tider oplever han dog, at chefen har lidt for meget fokus på autismen, men overordnet set er det ikke et problem.

Efter cirka to år gennemgår Arthur en hård tid. Han har en stalker, hvor politiet er nødt til at være inde over.

Arthur kan ofte se stalkeren fra sin lejlighed på Amager. Det påvirker hans psyke og trivsel - også på arbejde.

Han fortæller om det til sin chef, som efterfølgende er meget opmærksom på, hvordan han har det. Men efter stalker-perioden begynder chefen også at have meget fokus på hans autisme.

- Det var meget ubehageligt. Hver gang jeg virker træt eller lige beder om at høre en besked en ekstra gang, så er det på grund af min autisme.

Når Arthur trækker sig i fem minutter, bliver der lagt mærke til det. Det bliver nu også et problem, at Arthur fra tid til anden har brug for at trække sig fra frokosten. Han bidrager ikke nok til det sociale.

- Fra det tidspunkt følte jeg mig ikke helt tryg på arbejdet længere.

Arthur fortæller sin chef, at hun fokuserer for meget på autismen. Hun virker forstående, men fortsætter ufortrødent.

- Det fik mig til at føle mig som min diagnose. Jeg følte mig umenneskeliggjort.

Arthur prøver gentagne gange at snakke med hende. Til ingen nytte.

Da Arthurs elevkontrakt udløber, og han bliver tilbudt en tidsbegrænset ansættelse, er han skeptisk og vævende.

Men han siger ja i håbet og troen på, at det nok skal ændre sig til det bedre.

Hvem er jeg?

Skaden er sket for Arthur.

I slutningen af juli 2022 tager han hjem til sin lejlighed. Det går op for ham, at slaget er tabt, han græder uhæmmet af ren og skær frustration og en følelse af ikke at blive forstået som menneske.

- Jeg begyndte at blive helt paranoid. Er det mig, der er noget galt med? Hvem er jeg i virkeligheden? Er jeg ikke mere end min diagnose?

Som teenager har Arthur været bange for, om han nogensinde ville få et normalt arbejde. Det er dét, som rammer ham nu. Tvivlen på sig selv. Sine evner professionelt og menneskeligt.

- Jeg følte, at dele af mig var blevet revet væk. Jeg kunne næsten ikke kende mig selv.

Arthur er sygemeldt, indtil han beslutter sig for at sige op i januar 2023. Han var nødt til at erkende, at det ikke var sundt for ham.

- Jeg var nødt til - ikke at give op, men give slip - for at passe på mig selv og komme videre.

Ikke fedt at være kontorautisten

Under Arthurs sygemelding mærker han hurtigt en indre ro i hele kroppen, som han ikke har haft i lang tid.

- Jeg havde ikke hjertebanken mere. Jeg begyndte at kunne filtrere i mine tanker og finde mig selv lidt igen.

Efter at have været ledig i et halvt års tid er han ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at sige op.

- Jeg tabte mig selv. Gradvist har jeg igen fundet frem til den person, jeg er. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er meget mere end min diagnose.

Men tiden har haft konsekvenser i forhold til næste job, hvor han ikke kommer til at være lige så ærlig om sin diagnose

- Det er ikke fedt at være kontorautisten.

Arthur har nu fundet et nyt job, og han ser frem til at komme videre i sin karriere med mere forståelse for sig selv.

- Det har været vigtigt for mig at vise, hvem jeg er som person. Altså hvordan jeg er med mennesker, hvordan jeg har en samtale. Men også mine faglige egenskaber. Det er det, jeg sætter fokus på nu.