Vil ikke dømmes på sin fortid

Til at starte med valgte Marlene ikke at fortælle sine kolleger noget. Hun var bange for, at det ville blive set som et problem, og at folk ville tænke, at hun ikke var en stabil medarbejder. Foto: Lisbeth Holten.

Malene havde på egen hånd landet en stilling som indkøbselev. Og var glad. Men selv om hun var kommet langt, kæmpede hun stadig med en voldsom dødsangst, som hun havde haft, siden hun var helt lille. Senere udviklede hun også en angst for offentlig transport.

Hver morgen skulle hun pakke en ekstra taske identisk med den dagen før. Tasken var fyldt med ting, hun ikke fysisk skulle bruge, men hun havde brug for den for at overleve mentalt. For med den over skulderen skete der hende ikke noget, når hun skulle med offentlig transport fra sit hjem i Ishøj til Ballerup, hvor hendes arbejdsplads ligger. Det fortalte hendes angst hende i hvert fald.

Men pakningen af tasken - og de indre konflikter - tog tid om morgenen. Så meget tid, at Malene ofte først mødte ind på arbejde op ad formiddagen. En kollega kommenterede også på, om hun dog var flyttet hjemmefra med de mange tasker, hun hver morgen slæbte på.

- Det var rigtig svært for mig, at mine problemer blev belyst af mine kolleger, uden at jeg følte, at jeg kunne fortælle dem, hvad det egentlig drejede sig om, siger Malene.

Malene var på det tidspunkt lige fyldt 22 år. Bortset fra en kort ansættelse i en butik kort forinden var elevstillingen hendes første rigtige job. I en lang periode i sine ungdomsår var Malene nemlig en af de omkring 75.000 unge mellem 15 og 29 år, der stod uden for både uddannelse og arbejdsmarked.

I dag er hun 27 år og fastansat i den organisation, hvor hun var elev. En fastansættelse, der har givet hende en stabil hverdag og en tro på, at hun er præcis lige så meget værd som alle andre.

Utryg barndom

Malenes forældre bliver skilt, da Malene er et halvt år gammel. Hendes far er alkoholiker og hashmisbruger. Hun ser ham hver anden weekend. Malene bor derfor hos sin mor, som kæmper med alvorlig sygdom. En arvelig sygdom, som Malene bør blive udredt for som 21-årig. Malene bliver derfor i stigende grad opmærksom på, at det er noget, der en dag kan ramme hende.

- Derfor har dødsangsten fyldt meget for mig, fordi jeg har tænkt, at når jeg bliver 21, får jeg at vide, om jeg skal leve eller dø, fortæller Malene.

Da hun er 12 år, dør hendes halvbror i en trafikulykke. Tabet af broren og det ustabile forhold til forældrene betyder, at Malene gennem sin barndom er bange for at dø og for at blive alene.

- Det skaber grobund for mange af de reaktionsmønstre, jeg har kæmpet med - og stadig kæmper med i dag, siger hun.

I 2011 flytter Malene i 9. klasse på kostskole på Sydsjælland. Inden hun kommer på kostskole, bliver hun udredt for borderline, der er en såkaldt emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse. Hun kæmper sideløbende med angst og OCD.

Selv om Malene på det her tidspunkt modtager psykologhjælp, har hun brug for at lægge yderligere låg på alle de ting, der buldrer inde i hende. På kostskolen bliver hun introduceret til hash, og miljøet på kostskolen gør, at hun udvikler et hashmisbrug.

- Jeg er bange for at dø, bange for forandringer. Hashen lagde et låg på angsten og min borderline og gjorde dengang, at jeg kunne finde ud af at leve og være til stede i min egen krop.

Direktør i egen butik

Der følger nogle hårde år for Malene, hvor hun ikke ved, hvad hun skal. Hun bliver tilknyttet et bosted i Valby, hvor der bliver stillet krav om, at hun skal begynde i misbrugsbehandling.

Her møder hun en person, der kommer til at spille en helt central rolle for hende.

Malene begynder nemlig i behandling hos psykiater og overlæge Henrik Rindom - en af Danmarks førende misbrugseksperter.

Under sessionerne med ham lærer Malene at tage styring over sit eget liv, forstå sine reaktionsmønstre og årsagen til sit misbrug.

- Jeg lærer at forstå, at folk ikke dør eller forsvinder, fordi der sker forandringer i mit liv, fortæller hun.

Det hjælper hende til at blive direktør i sit eget hoved og i sit eget liv - eller som Rindom formulerer det: direktør i sin egen butik. De ord hjælper Malene den dag i dag.

Malene bliver stoffri med hjælp fra behandlere og et bagland, der griber hende, når hun har brug for det.

Og Henrik Rindom og Malene holder kontakten i mange år - også efter hun ikke længere har et misbrug.

Hun har nu været clean i 10 år.

Angsten lurer

Malene står ved en skillevej og tænker, at hun skal bruge en uddannelse for at komme videre. Hun har kun 9. klasse.

I 2017 begynder hun på en EUD.

- Det er en stor udfordring for mig bare at skulle starte og være social med en masse andre unge.

Hun gennemfører dog med fine karakterer, og i 2018 er Malene fast besluttet på at få et job, så hun sender i omegnen af 25 ansøgninger og bliver kaldt til samtale hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor hun ansættes som elev i indkøbsstyrelsen ude i Ballerup.

Hun skal begynde efter sommerferien, så i mellemtiden får hun et job i tre måneder i Herlev, hvor hun skal stå i butik. Det går godt. Hun skaber en masse rutiner, der giver hende tryghed, men også har en bagside,

For dødsangsten lurer. Malene finder tryghed i fysiske genstande, som hun må slæbe med sig hver eneste dag.

- Jeg havde den her bluse på i går, så ved jeg, at jeg overlever, når jeg har den bluse med. Så jeg ender tit og ofte med at have en ekstra taske med ting, jeg ikke skal bruge, men har med mig for at overleve mentalt.

Og hun tager disse genstande med sig, da hun begynder på sit nye job efter sommerferien.

Dømt af samfundet

Hun møder op på sin første arbejdsdag med alle taskerne hængende over skuldrene, men Malene kan nu mærke en helt anden stemning på arbejdspladsen, hvor der ikke kun er unge mennesker, men folk i alle aldersgrupper.

Det er også derfor, hun til at starte med vælger ikke at fortælle om sin fortid. Hun vil ikke dømmes på sin fortid. Det har hun prøvet flere gange før.

Hun var simpelthen bange for, at det var noget, der ville blive set som et problem, og at folk ville tænke, at hun ikke var en stabil medarbejder.

- Man vil bare gerne fremstå som en normal person, som godt kan fungere, det er jo det, man allermest har lyst til. Jeg har jo ikke lyst til at have alle de her problemer i mit liv.

Visse kolleger begynder at kommentere på de mange tasker, hun slæber med på arbejde hver dag.

Malene finder ud af, at hun er nødt til at være ærlig over for en, der kan forstå hendes situation.

- Dér vælger jeg at tage fat i min elevansvarlige og fortæller hende, at jeg har rigtig svært ved at komme ud ad døren om morgenen, fordi den her dødsangst fylder rigtig meget - jeg er bange for, at der sker mig noget dårligt, derfor slæber jeg alle de her tasker med.

Kollegaen begynder derefter at komme og hente Malene om morgenen, selv om hun bor i en anden retning, og må bruge en halv time ekstra om morgenen.

- Det var en kæmpe hjælp for mig, fordi jeg fik en stabilitet af at opleve, at der sker mig ikke noget, der er nogen, der passer på mig.

Fjerner alle hår fra stol

Malene ender med at få en fast stilling som indkøber. I august havde hun 5-års jubilæum, og så er hun blevet udnævnt til kontorfuldmægtig.

En lille håndfuld af hendes kolleger kender til hendes situation. Det er ikke noget, hun holder skjult. Hun har bare heller siddet til et fællesmøde og sagt det højt.

- Jeg tror, at de fleste af mine kolleger ved, at jeg har haft et hashmisbrug, men de ved ikke, hvilke små angstsignaler jeg slås med i hverdagen.

Det er de små forandringer, som kan trigge Malenes angst eller OCD. Hun har mere ro i forhold til transporten på arbejdet. Hun er ikke bange for at tage telefonen og ringe til en leverandør. Der er overordnet set mere tryghed, men forandringer er svære. Eksempelvis det at bytte plads med en anden.

- Hvis jeg har siddet på en bestemt stol hele dagen, så træder min OCD i kraft, og så skal jeg fjerne alle mine hår fra stolen, fordi jeg ikke skal efterlade noget af mig selv, der hvor jeg har været, siger Malene.

"Det er okay"

Der er ingen tegn på Malenes hårde ungdomsår, som hun sidder der, velreflekteret og iført hvid skjorte, og har fortalt sin historie.

Malene oplever, at der stadig er en tendens til, at samfundet ser ned på folk, der som hende har udfordringer med psykiske lidelser.

- Jeg ville ønske, at der kom lige så meget fokus på psykisk sårbarhed, som der har været på krænkelser de senere år. For jeg er ikke i tvivl om, at der er flere på min arbejdsplads, der også kæmper med nogle ting. Vi skal skabe en forståelse for hinanden, og for at man ikke skal føle sig forkert.

Faktisk føler Malene stadig ikke, at hun ville kunne tale åbent om det i dag, hvis hun skulle skifte job.

- Lidt ironisk, når jeg siger det modsatte, men jeg ville ikke turde være åben i dag, før jeg havde fået jobbet.

Malenes råd til andre i lignede situationer er ikke at lægge skjul på, hvordan man føler, og at din virkelighed ikke er forkert. Man skal række ud og turde sige højt, at i dag har man det svært, og at det er okay.

Malene har oplevet, at det kan skabe en kløft og noget snak i krogene mellem kolleger, hvis man ikke har kendskab til hinandens sårbarheder og udfordringer. Derfor er det ifølge Malene vigtigt, at man får nogle værktøjer til at tackle de udfordringer, der kan opstå, når en kollega lever med psykiske problemer.