- skolesekretærer har nok et meget veludviklet servicegén, mener Susan Lorentzen (th), der sammen med Heidi Bonde har skrevet diplomopgave om arbejdsglæde, trofasthed og motivation.

Forstyrrelser, evindelige deadlines, opgaver til mere end en 10-armet blæksprutte, en rolle mellem flere faggrupper og ledelseslag, hvor man ikke rigtig hører til nogen af stederne.

Remsen med ting, der kan frustrere skolesekretærer, er lang – og ville få mange til at løbe skrigende væk.

- Bare ikke skolesekretærer, for al erfaring viser, at vi bliver i jobbet nærmest arbejdslivet ud. Og ovenikøbet er vi glade for arbejdet. Så hvad er det, der gør, at vi i den grad trives? Nærmest på trods.

Sådan lyder det fra Susan Lorentzen og Heidi Bonde, der sammen har skrevet diplomopgave i Offentlig Administration & Forvaltning om, hvad der giver den trofasthed, arbejdsglæde og motivation.

Det har de gjort ved at spørge cirka 50 skolesekretærer og administrative medarbejdere på skoler i kommunerne Guldborgsund, Lolland og Vordingborg.

Finder glæden i de indre ting

Svaret hedder blandt andet: Skolesekretærer er “Type-I-mennesker”! Firkantet sagt betyder det, at man motiveres og finder glæde i indre ting – ikke løn, karriere, prestige, personalegoder, vilkår osv. Derimod er det glæden ved at kunne sige: Det kan jeg da godt hjælpe med!

- Skolesekretærer har nok et meget veludviklet servicegén, altså glæden ved at kunne hjælpe og lige kunne løse et problem eller klare en opgave. Selvfølgelig ikke fuldstændig bevidstløst. Det skal også give mening – og også gerne mening her og nu og i det helt nære, forklarer Susan.

Lige præcis den slags opgaver er jobbet på et skolekontor rigt på. Lige fra det berømte plaster på såret over at hjælpe en lærer med Aula-support eller løse et akutproblem med vikardækning for skolelederen.

Det bliver “Min skole”

Men det er som nævnt lidt på trods, for skolesekretæren lever i en verden med konstante forstyrrelser, deadline på deadline, en jobfunktion hvor fem medarbejdere er samlet i én, og meget andet som ville udløse den store stressalarm. Og det er her, hvor de mange svar fra kollegerne viser, at positivlisten vejer allertungest på vægtskålen.

Først og fremmest den næsten helt barnlige glæde ved at kunne hjælpe. At føle man er til nytte.

- Det er som at kunne trylle. Man gør noget næsten magisk her og nu, og jeg oplever helt konkret et boost af selvværd, lyder det fra Heidi.

Dertil kommer alt det andet på positivlisten, fx en høj grad af selvbestemmelse, kæmpe variation af opgaver, at være central figur, at føle andres tillid, fortrolighed, sparringspartner og inddragelse i lederens beslutningsrum. Og så sker det, at skolesekretæren nærmest vokser sammen med og bliver ét med arbejdspladsen.

- Det bliver til “min skole”. Så man bliver ambassadør, og skolen er ikke bare et skridt på en videre karrierevej. Den bliver en del af ens DNA, konkluderer de to skolesekretærer.