Aleksander Lind fra advokatfirmaet Poul Schmith – også kendt som Kammeradvokaten – er medforfatter til artiklen om Ankestyrelsens praksisændringer. Foto:PR/Poul Schmith, Kammeradvokaten

Der tikker jævnligt en nyhed ind om, at Ankestyrelsen enten har fastsat en praksis for et nyt område eller har lavet en praksisændring for et gældende område – de såkaldte principmeddelelser.

I en tid hvor myndigheder, især kommuner, får retssager med søgsmål om erstatninger, er det afgørende vigtigt, at myndigheder og sagsbehandlere ved, hvordan de bør reagere, når Ankestyrelsen melder ud om ny praksis.

Firmaet Poul Schmith – også kendt som “Kammeradvokaten” – har skrevet en artikel om emnet – og den publikation danner
basis for efterfølgende resume og udlægning.

Fremad- eller bagudrettet?

Det første spørgsmål, som rejser sig ved en praksisændring, er, om Ankestyrelsens nye praksis gælder med tilbagevirkende kraft, eller om den nye praksis alene gælder fremadrettet.

Det svar om virkningstidspunktet kan have stor betydning for både kommuner og borgere. For kommunerne er det for eksempel afgørende at vide, om de på eget initiativ bør genoptage allerede afgjorte sager, der viser sig at være i strid med Ankestyrelsens nye praksis.

Udgangspunktet er, at Ankestyrelsens principmeddelelser alene gælder fremadrettet. Det skyldes, at mange af de regler, som Ankestyrelsen anvender, trods alt giver mulighed for fortolkninger, og altså at flere (forskellige) fortolkninger kan være korrekte – eller i hvert fald ikke forkerte og ulovlige.

Det spillerum skal ikke ligge kommunerne til last ved praksisændringer.

I særlige tilfælde – for eksempel hvis der er tale om direkte forkert praksis eller såkaldt retsvildfarelse, gælder ændringen med tilbagevirkende kraft.

Hvornår genoptages sager af egen drift?

Det næste spørgsmål er så, hvornår kommunerne skal genoptage sager af egen drift.

Når Ankestyrelsen har fastsat praksis på et nyt område eller lavet en praksisændring med tilbagevirkende kraft, vil det typisk fremgå af principmeddelelsen, at kommunerne skal tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sådanne sager. Men præcist hvordan fortæller Ankestyrelsen ikke.

Den enkelte kommune skal derfor overveje, om en sag skal genoptages, og det bør ske ud fra en sondring om, hvorvidt ændringen er til fordel eller ulempe for borgeren.

Hvis praksisændringen er til ulempe – altså bebyrdende for borgeren i forhold til en støtte, som allerede er givet – er det klare udgangspunkt, at kommunen ikke har pligt til at genoptage sagen.

Mulighed for genoptagelse

Hvis praksisændringen – og altså en mulig genoptagelse – er en fordel for borgeren, kan kommunen have pligt til at foretage en af følgende tre handlinger – rangeret efter graden af resurser, der er påkrævet:

  1. Genoptage alle sager på området af egen drift og træffe en begunstigende afgørelse
  2. Annoncere praksisændringen og muligheden for at søge om genoptagelse
  3. Afvente eventuelle genoptagelsesanmodninger

Hvilken af de tre handlinger, kommunen foretager, afhænger af en konkret afvejning, hvor kommunen skal inddrage en række centrale forvaltningsretlige hensyn. Først og fremmest skal kommunen afveje hensynet til, at der ikke må opstå ulighed mellem de borgere, som får kendskab til en praksisændring og dermed muligheden for at anmode om genoptagelse, og på den anden side de borgere som ikke får et sådant kendskab.

Tre overvejelser for beslutning

Kammeradvokaten anbefaler derfor, at kommunen stiller en række spørgsmål til sig selv.

Hvor indgribende er de allerede afsagte afgørelser for de berørte borgere?
Kommunen skal overveje, hvor byrdefuldt det vil være for de berørte borgere, at afgørelserne ikke bliver ændret. Kommunen kan i den forbindelse se på, om der er tale om et forvaltningsområde, hvor hensynet til borgernes retssikkerhed har særlig vægt (f.eks. afgørelser om tvangsanbringelser). Det taler for genoptagelse af egen drift, hvis den hidtidige praksis har været meget indgribende.

Hvor grov er vildfarelsen?
Kommunen skal overveje, om den hidtidige praksis i lyset af Ankestyrelsens praksisændring har været klart forkert – og eventuelt efter omstændighederne ansvarspådragende – eller om den hidtidige praksis snarere kan betegnes som en undskyldelig retsvildfarelse. En grov vildfarelse taler for, at kommunen af egen drift genoptager sagerne.

Hvor administrativt krævende vil det være at identificere de sager, der skal genoptages?
Denne overvejelse er vigtig, idet kommunerne altid skal veje hensynet til ”slutresultatet” op mod hensynet til effektiv udnyttelse af det offentliges ressourcer. Hvis sagerne relativt let kan findes, taler det for en genoptagelse.

Hvis identifikation af de sager, der skal omgøres, vil kræve en administrativt meget byrdefuld manuel gennemgang af et meget omfattende antal sager, kan pligten til genoptagelse begrænses til de sager, som myndigheden umiddelbart kender til. I så fald skal myndigheden dog informere offentligheden om muligheden for genoptagelse efter begæring.

Læs mere hos Kammeradvokaten