Tirsdag aften afholdt HK Handel Sjælland deres årlige generalforsamling i HK’s lokaler i Roskilde. Det blev en aften, som bød på faglige debatter, god mad og kollegialt fællesskab.
Deltagerne fik også indblik i det politiske arbejde, som blandt andet har fokus på arbejdsmiljø og teknologi.

Formand Helle Friis fremlagde HK Handel Sjællands beretning på generalforsamlingen.
Nye lønbestemmelser
Helle Friis, formand for HK Handel Sjælland, fremhævede i beretningen de væsentligste sejre fra OK23, herunder afskaffelsen af nultimerskontrakter og introduktionen af nye lønbestemmelser, der styrker tillidsrepræsentanternes muligheder for kollektiv lønforhandling og giver dem indblik i virksomhedens økonomi.
Sidstnævnte har HK Handel brugt efteråret på at udbrede viden om blandt tillidsrepræsentanterne. Et arbejde der fortsætter til foråret.
Er du TR og vil du arbejde mere med de nye lønbestemmelser? Tilmeld dig TR-dag her

Der var livlig debat ved bordene, da deltagerne skulle sætte ord på, hvad der er godt i HK og hvad der kan gøres anderledes.
Lydovervågning og kunstig intelligens
Helle Friis fortalte også om det politiske arbejde i forhold til nye teknologier, og hvad disse potentielt kan gøre ved arbejdsmiljøet. Deltagerne fik blandt andet indblik i, at Dansk Erhverv ønsker at indføre lydovervågning i butikkerne for bedre at kunne dokumentere verbale overfald.
HK Handel er bekymret for arbejdsmiljøet, hvis hele butiksområdet bliver omfattet af lydovervågning og hilser derfor ikke en generel lydovervågning velkommen.
- Vi har i stedet fokuseret på muligheden for målrettet lydoptagelse ved kasselinjer, hvor medarbejdere selv kan aktivere optagelsen, hvis de føler sig truet. Selvom der var skepsis, var bestyrelsen åben for at udforske dette som et forsøg, med strenge krav om, at medarbejderne styrer optagelsen og at alle regler og aftaler overholdes, forklarede Helle Friis.

Mere information på engelsk, nye metoder til at organisere og færre kurser uden relevans blev nævnt, da deltagerne talte om, hvad HK kan gøre bedre fremover.
Brugen af kunstig intelligens og såkaldt algoritmeledelse, som findes i virksomheder som Amazon, er også en udvikling, bestyrelsen holder skarpt øje med.
HK Handel på OK-tour
Mette Høgh, formand for HK Handel, deltog også i generalforsamlingen, hvor hun blandt andet informerede om forberedelserne til OK25, herunder en tour ud i landet for at samle krav ind til overenskomstforhandlingerne i 2025. Hun opfordrede alle medlemmer til at melde ind, hvis de ønsker, at tour-bussen kommer forbi deres arbejdsplads.
Hvis du ønsker dette, kan du kontakte formand for HK Handel Sjælland, Helle Friis på mail: helle.friis@hk.dk eller tlf. 3364 1731
Man er som medlem også altid velkommen til at kontakte Helle Friis, hvis man har input eller forslag til HK Handel Sjællands arbejde.

Mette Høgh, formand for HK Handel, gav medlemmernes et indblik i de politiske kampe, som HK Handel står over for.
Valg til bestyrelsen
Ved dette års generalforsamling blev næstformand Mette Larsen genvalgt for en ny 2-årig periode.
4 bestyrelsesmedlemmer blev også genvalgt for en periode på to år: Lill N. Jensen, Andreas L. Berger, Helle R. Schmidt, og Heidi R. Andersen.