Sussi Bjørn Therkildsen. Foto: Michael Trost-Hansen
I april sidste år gjorde Sussi Bjørn Therkildsen, der er bogholder i en international industrivirksomhed, noget, hun ikke havde prøvet før forud for sin lønsamtale.
Hun tog fat i de kolleger, hun sammenligner sig med på jobbet, og spurgte, om hun måtte vende sin løn og sin kommende lønforhandling med dem.
Reaktionerne spændte over forbløffelse til begejstring.
- Nogle afviste mig blankt og sagde, at det ville de ikke tale om. Andre var mere åbne, fortæller hun.
Sussi Bjørn Therkildsen brugte den konkrete anledning, at der var lønforhandlinger rundt om hjørnet til at åbne snakken. Hun tog udgangspunkt i sig selv, og lod det være helt op til kollegerne, hvor meget de ville ind på deres egne lønforhold.
- Jeg spurgte dem, om jeg må fortælle dem, hvad jeg får i løn, og om de vil hjælpe mig med at vurdere, om det, jeg havde tænkt mig at gå ind og bede om, var rimeligt, siger Sussi Bjørn Therkildsen.
Det krævede dog lidt tilløb at åbne snakken første gang, fortæller hun.
- Det var med lidt ondt i maven, jeg gjorde det. Jeg tænkte meget over, hvordan kollegerne ville reagere, og også hvad min chef ville tænke. Men samtidig havde jeg det bare sådan, at jeg havde behov for at vide, hvordan jeg skulle gå ind til min lønforhandling. Jeg havde brug for at vide, om jeg havde noget at komme efter, siger hun.
Mere is i maven
Sussi Bjørn Therkildsen kan ikke lægge hovedet på blokken og sige, at hun har fået en konkret lønstigning ud af de foregående samtaler med kollegerne, men hun er ikke i tvivl om, at de har gavnet hende.
- Jeg har kunnet gå ind til lønforhandlingen med mere is i maven og selvsikkerhed. Der er nogle andre, der har set på mig udefra inden, og derfor har jeg følt, at jeg har haft noget i ryggen. Jeg har kunnet sige, at jeg gerne ville have sådan og sådan på baggrund af helt konkrete ting. Jeg har kunnet underbygge mine ønsker solidt, siger hun.
Sussi Bjørn Therkildsen har ikke altid været åben om sin løn, og på tidligere arbejdspladser har hun fået at vide, at løn bestemt ikke var noget, der skulle tales om (selv om det ifølge ligelønsloven står alle frit for). Ifølge hende selv er hun blevet ”mere modig med årene”. Modet hænger for hende sammen med, at hun i dag hviler i, at hun er god til sit job, og at hun har de kompetencer, der matcher hendes løn. Og så kan hun ikke se, hvorfor løn skal være sådan en hemmelig ting i det private erhvervsliv, når det er så åbent i det offentlige.
Med sine egne oplevelser i ryggen er hun helt bevidst om, at det at tale om løn er svært og grænseoverskridende for mange, men hun vil alligevel opfordre flere til at gøre det.
- Det er vigtigt, at vi ikke tier det ihjel. Særligt for os, der arbejder med noget administrativt, og som ikke genererer noget målbart - som for eksempel sælgere. For os kan det være svært at vide, hvad man skal gå ind og fremhæve til lønsamtalen, siger Sussi Bjørn Hansen.
Men det blev klarere for hende efter snakken med kollegerne.
- For eksempel havde jeg snakket med min ene kollega om et projekt, jeg havde været en stor del af. Og det hjalp mig til at underbygge mine argumenter til lønforhandlingen. Jeg tror, det handler om, at man får en sikkerhed for, at det, man går ind og siger til lønforhandlingen, er rigtigt, siger Sussi Bjørn Hansen.