31-årige Christina Puggaard er næstkommanderende i FMI’s drift- og støttefunktion indenfor militærkøretøjer. Hun synes, at hun har verdens mest spændende job. Foto: Jens Bach
3 kilometer øst for stationsbyen Vinderup langs en smal vej flankeret af grønne træer, højt bevoksede marker og god afstand mellem tegn på civilisation, bryder en stor, betongrå lagerbygning pludselig den vestjyske landidyl. Den ser forladt og henlagt ud.
En sort varevogn udenfor med ”FMI” påtrykt med gult viser de første tegn på liv og forekomst af en statslig arbejdsplads. Væggene i bygningens entré er lysegrønne og tilføjer en frisk dimension, men bliver næppe det nye skrig i de smarte boligmagasiner.
I hovedkontoret er det hvide tapet nogle steder skallet af, men man skal ikke lade sig narre, for i bygningens flere hundrede kvadratmeter store, halvdunkle og lettere støvede lagerhal findes der tungt materiel til forsvarets kampvogne. Alt fra kanonrør, man kun har set på film, og slæbetov til bugsering er på lager, da HK Stats udsendte reporter og fotograf kigger forbi Vinderup Depot denne onsdag formiddag.
På lagerkontoret er der rundstykker og løssluppen stemning. Her er én HK’er, en overkonstabel, en seniorsergent og en ingeniør. Det er ikke starten på en dårlig vittighed. Det er holdet, der skal bistå den årlige statusoptælling af depotets materiel.
Den 31-årige HK’er Christina Puggaard leder slagets gang. Hun er næstkommanderende i FMI’s drift- og støttefunktion indenfor militærkøretøjer.
- Jeg kan godt lide, at vi har en god, uformel tone, når vi er sammen herude. Var det ikke, fordi I kom (HK Stat, red.) havde jeg nok taget joggingbukser på i dag. Det er rart at komme herud i andre omgivelser, når man som jeg er vant til at sidde på storrumskontor med 80 andre i Ballerup, siger HK’eren Christina med henvisning til FMI’s hovedkontor, der synes langt væk fra den vestjyske slette.
Karriere med forudbestemt glasloft
Skiftende arbejdstider som bionanalytiker på et hospital harmonerende ikke med at være småbørnsmor, så derfor skiftede Christina spor og søgte ind som kontorelev ved FMI for 6 år siden. Og hun har ikke set sig tilbage siden.
At være ung kvinde og HK’er i forsvarets rækker lyder umiddelbart ikke som opskriften på at lande chefjobbet. I tidens debat om køn, ligestilling og ikke mindst om arbejdsmarkedet skæve kønsfordeling på chefniveau, fremføres det ofte, at morrollen er én af de faktorer, der spærrer kvinders vej til pladsen for bordenden.
Blå bog: Christina Puggaard
/ 31 år og mor til to
/ Uddannet bionanalytiker og kontorassistent i offentlig administration
/ Afdelingsleder og næstkommanderende i FMI’s drift- og støttesektion for køretøjer
/ Fungerende øverstkommanderende for sektion fra august i år
/ 2013-18: Bionanalytiker, Sjællands Universitetshospital, Køge
/ 2018-20: Kontorelev, FMI
/ 2020-21: Overassistent, FMI
/ 2021-23: Kontorfuldmægtig
/ 2023- : Afdelingsleder og næstkommanderende for drift- og støttesektionen, FO køretøjer, FMI
/ 2024- : Fungerende øverstkommanderende
Fra starten som elev, til Christina kunne skrive kontorfuldmægtig på cv’et, gik der under 3 år:
- Jeg har ikke følt, at jeg har skullet bevise mere, fordi jeg er en ung kvinde i en mandsdomineret verden, men snarere fordi jeg er civil HK’er. Når du kommer ind i denne organisation som HK’er, får du at vide, at overassistent er dit loft, og at kun få bliver kontorfuldmægtig, erindrer hun.
I dag har Christina titel af afdelingsleder og næstkommanderende med personaleansvar for 6 medarbejdere, herunder både militære- og civilt ansatte.
- Jeg har ikke søgt en stilling, siden jeg søgte ind som elev. Jo, en enkelt gang på opfordring, men det er FMI, der har taget fat i mig og har syntes, at jeg skulle stige i graderne.
Hendes egen forklaring på turen op ad karrierestigen er nysgerrighed på opgaver, gamle såvel som nye, og viljen til at tage ansvar ved eksempelvis at prioritere at komme ud og se folk i øjnene:
- Jeg har ikke tænkt så meget over det undervejs. Jeg er nysgerrig og blander mig, hvis jeg ser muligheder for at tage ansvar. Der har nok heller ikke været en fuldstændig klar opgavebeskrivelse, men været plads til fortolkning og at sætte sit eget præg, og det har givet mig rum til at tage ansvar, fortæller hun.
De holder styr på skatteydernes penge
På depotet i Vinderup er optællingen af kampvognsmateriel i lagerhallen i gang. Christina har hænderne fulde af at notere med kuglepen på lange papirark med tabeller og numre, mens Maria, der er overkonstabel og beholdningsansvarlig, tæller op og rykker rundt på inventaret. Materiellet omtales ikke ved navn eller genstand, men udelukkende som materielnumre, hvor bogstaverne i bedste militærjargon hedder Alfa, Bravo, Charlie og Delta.
- Vi er på vej til at omstille til at bruge håndscannere, når vi er ude og tælle op. Det er der andre steder. Der skal stadig tælles manuelt, men på en uge kan man spare 2,5 dages arbejde med en håndscanner til at registrere og taste ind på samtidig, fortæller Christina. Foto: Jens Bach
Lageret er langtfra fyldt. Til gengæld er det ikke små dimser og stumper, de går og tæller. Her er kun større ting til militærkøretøjerne af typen Leguan og Leopard 2. Her er blandt andet tonstunge kanonrør, bælteled, tandhjul og såkaldte regnere, der er en computer i kampvognen, som er til for at skærpe ammunitionens træfsikkerhed, fortæller Tommy, der er teknisk sagsbehandler, og som seniorsergent er den med flest stjerner på skulderen i den militære rang. En rangorden, der er svær at få øje på i den lettere løsslupne lagerstemning, hvor det virker til, at det, ligesom derhjemme, er kvinderne, der bestemmer.
Der er materiel for mange millioner, og derfor er Christina også bevidst om vigtigheden af at lave status, eller mønstring, som det hedder i fagsprog. Det er for at holde styr på forsvarets materiel med respekt for skatteborgernes penge, pointerer hun:
- Har vi de ting, vi har købt? Og hvor? Og hvis ikke, hvad er så forklaringen på, at det ikke er her? I min sektion har vi 53 projektlagre på forskellige lokationer med inventar til køretøjer. Derudover kan udstyret også være på udlån ude hos leverandørerne, som skal teste udstyret eller bygge det ind i nyt materiel, forklarer Christina.
- Hvert år i januar tæller vi det materiel op, som er udleveret til forsvarets ansatte i vores forretningsområde. Derefter og frem til sommer er det vores projektlagre, som her i Vinderup og på kasernen i Holstebro, vi mønstrer.
Det danske forsvar råder over mere end 13.000 køretøjer. I praksis er det FMI, der indkøber materiel til forsvaret, hvortil forsvaret betaler FMI for at ’låne’ materiellet.
At tælle er at lede
Selv om i dag står på optælling i Vinderup og senere på kasernen i Holstebro, består jobbet også af meget andet. Sektionen har ansvaret for driften af forsvarets køretøjer lige fra heste til pansrede kampvogne, og de tager hånd om alt andet end selve indkøbet. At udarbejde brugermanualer, teste køretøjer før og efter indkøb, sørge for, at der bliver købt ind i henhold til rammeaftalerne, og at varerne bliver leveret i rette tid og sted.
- Hver anden uge er jeg ude på forsvarets lagre og på leverandørbesøg, og det at modtage en palle med afmonterede dele, det er også HK-arbejde. Vores afdeling er en bro i kommandovejene mellem forsvarets forskellige enheder, når det kommer til indkøb af materiel.
- Jeg har mine to børn i en 7:7-ordning og en chef, der accepterer, at mine tjenesterejser ligger i de uger, hvor jeg ikke har børnene. Udover det, så fungerer det, og det er er, hvad man gør det til. Jeg synes, det er fantastisk med et arbejde, hvor to dage ikke er ens. Foto: Jens Bach
- At lave statusoptællinger på lagrene, er det så en omgang ’rugbrødsarbejde’, der hører med, formaster HK Stats reporter sig til spørge.
- Nej, det er fantastisk og hyggeligt at komme ud og få beskidte fingre, udbryder Christina med stor overbevisning.
- Det er langt mere spændende end at sidde bag et skrivebord eller gå fra møde til møde, som jeg også gør, siger hun og supplerer:
- Jeg kunne sagtens sende andre ud for at tælle, men jeg har ansvaret for at få det gjort. Sidder jeg og journaliserer bag skrivebordet og sender mails ud, får jeg ikke forståelsen for udstyret og processerne. Det er vigtigt at kende den tekniske sagsbehandler og alle de forkortelser, de bruger, for ellers aner du ikke, hvad de taler om, betoner hun.
- Relationer skabes ikke over en mail. At dyrke relationer på tværs gør det nemmere at ringe herover i de tilspidsede situationer, hvor jeg har brug for deres hjælp.
Ukraine-donationer giver træk på lageret
Inden turen efter frokost skal gå mod Holstebro Kaserne, hvor flere optællinger venter, er mønstringen i hus i Vinderup. Traditionen tro betyder det grillpølser til firkløveret ved langbordet på lagerkontoret.
En opgave, der som sådan ikke har nogen direkte kobling til dagens optællinger, men som i offentligheden og internt i forsvaret har stort fokus, er Danmarks donationer til Ukraine. Ifølge Forsvarsministeriet er der per medio juni i år truffet beslutninger om 19 danske donationspakker til Ukraine til en samlet værdi af 64 milliarder kroner, svarende til 3 storebæltsbroer. Langt størstedelen af beløbet er ifølge Udenrigsministeriet afsat til militær støtte, herunder også køretøjer, og det har Christina mærket på egen krop.
Da klokken rammer 15.30 er dagens optællinger færdige på Holstebro Kaserne. Det er dog ikke lig med fyraften. Det optalte skal indtastes i systemet ligesom, der skal rådes bod på de afvigelser, som optællingen har vist. Foto: Jens Bach
- Siden november har jeg brugt 70 procent af min arbejdstid på Ukraine-donationer. Det kom sig af, at jeg havde hjulpet med at trække doneret materiel ud af lagrene i vores lagersystem, SAP, så der var styr på, hvad der blev taget på lagrene. Og så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville fortsætte, og siden har opgaven ligget på mit bord.
Opgaven er dog mere mangfoldig end bare at taste tal ind på en computer:
- Først og fremmest er det vigtigt, at der er styr på, hvad der ryger afsted, for der er tale om udstyr for mange penge, som forsvaret donerer, og som skal refunderes af statskassen, så der er penge til at købe nyt. Derudover er der mange øjne på opgaven, fordi den involverer mange forskellige enheder, og dermed er der mange kommandoveje, man skal koordinere med.
- Rent teknisk er det også sådan, at alt det indvendige udstyr som eksempelvis computere i et køretøj, bliver fjernet og skal på lager. Det er fordi, det er udtryk for vores taktiske opsætning af kampvognen, som vi ikke er interesseret i, at andre skal kende til, ligesom det heller ikke stemmer overens med måden, ukrainerne bruger det på. Det er også derfor, at man til åbent hus i forsvaret ikke må tage billeder af køretøjerne indvendigt, forklarer hun.
HK’eren træder til, når majoren træder af
Langs hovedvej 16 i udkanten af Holstebro ligger byens kaserne, hvor Jydsk Dragonregiment og 1.200 medarbejdere har hjemme. Bag den militærgrønne port er det som at træde ind i en stor forlystelsespark bare uden for forlystelser, men med bygninger, veje og soldater, der går omkring. Det er en by i byen. I stedet for hvinende børn høres skudsalver fra kasernens øvelsesterræn.
Fornemmelsen af en by i byen får ben at gå på, da Christina viser det hummer, hun bor på, når hun er på tjenesterejse i det vestjyske:
- Det hedder sig, at det skal have en hotellignende standard, og derfor er her også tv. Der er bare ingen kanaler på, konstaterer hun.
Christina Puggaards sektion har ansvar for driften af forsvarets køretøjer blandt andet de pansrede kampvogne. Foto: Jens Bach
- Der er rift om værelserne, for soldater på øvelse har fortrinsret. Som civil har jeg krav på at have adgang til eget bad og toilet. Der er det, man skal bruge, men det er ikke her, jeg bruger min tid. Det er ikke en 37 timers uge, jeg har mig herovre. Efter en lang dag tager vi ofte ind til byen og spiser og dyrker det sociale fællesskab, fortæller hun.
Et par værnepligtige er i gang med at spule en Piranha-kampvogn ren ude foran en garage, imens Christina og Maria er på vej over til den sidste del af dagens optællinger. Den foregår på et reservedelslager i to etager, og her er der stumper og stykker for alle pengene. Radioer, skruer, hjelme og alverdens isenkram til køretøjerne.
For enden af lokalet træder en høj, veltrænet og uniformeret skikkelse frem. Det er Christinas chef, Søren. Major og en rigtig militærmand. Skal man hilse på en bestemt måde? Og er det nu militærdisciplinen gør sit indtog, tænker HK Stats reporter i sit stille sind. Jo tættere, han kommer på, desto mere træder hans venlige smil frem. Hans omgang med personalet er jovial og uhøjtidelig. Og så har han det mest faste håndtryk i mands minde.
Til august skal han udstationeres og tage sig af logistikken hos de danske styrker i Letland. Og derfor erstattes majoren for en stund med en HK’er i FMI’s drift- og støttesektion, når Christina sætter sig i stolen som øverstkommanderende.