Danmarks ældste mand er 110 år og HK’er

Jens Peter Vestergaard nåede lige at stoppe på arbejdsmarkedet, inden EDB gjorde sit indtog. Foto: Mogens Jepsen. 

For nylig dukkede en mail op i bemeldte journalists mailboks fra HKs medlemsservice.
Der stod:
”Med mindre, der er en kæmpe fejl i vores medlemssystem, så tror jeg altså, HK Kommunal har et medlem på 110 år. Han hedder Jens Peter Vestergaard og ser ud til at være blevet medlem omkring 2. verdenskrig”.

Man skulle være et skarn, hvis ikke en sådan mail triggede en stor portion nysgerrighed, så eftersøgningen gik i gang.

Og ja, Jens Peter er netop fyldt 110 år og er Danmarks ældse nulevende person. Han bor på plejehjemmet Othello i Fredericia - og har sagt ja til at få besøg af Kommunalbladets årsunge og udsendte for at tale om gamle dage.

Bentøjet kan ikke så meget mere og syn og hørelse har også været meget bedre, men hukommelsen fejler ingen ting. Og det gør humøret sandelig heller ikke.
For som Jens Peter siger som gammel tjenestemand:

- Da jeg fyldte 100 sagde Odenses borgmester til mig, at jeg godt nok har været en god mand for kommunen, men har også været en dyr mand for dem i pension.

Og sandt er det, at siden Jens Peter gik på pension i 1973, har han fået sin tjenestemandspension – godt 50 år indtil videre.

Første opgave blev den store pengeombytning

Men den kommunale karriere startede 40 år tidligere - hen mod slutningen af 2. verdenskrig.

Jens Peter havde uddannet sig i økonomi, dels som revisor dels på handelshøjskolen, og Odense Kommune kunne sagtens bruge en ung mand med sans for tal, penge og økonomi.

Han fik ansættelse i skatteforvaltningen i Odense Kommune og blev HK’er – så nej HKs medlemssystem tog ikke fejl.

En af de første større opgaver hører til de absolut sjældne opgaver i den kommunale forvaltning – heldigvis.

- Jeg skulle kontrollere penge og regnskaber i forbindelse med den store pengeombytning, da 2. verdenskrig sluttede, fortæller Jens Peter.

En lille note til forklaring er nok på sin plads her: I løbet af 2. verdenskrig havde der nemlig ophobet sig enorme summer via sortbørshandel og via kæmpe profitter blandt værnemagere, der tjente penge på produktion til tyskerne, ligesom den tyske besættelsesmagt havde bragt kontanter og valuta ud af landet.

Derfor gennemførte man den såkaldte ”pengeombytning” d. 23. juli 1945 til nye pengesedler, hvorved alle gamle kontanter blev værdiløse. Pengeombytningen blev kombineret med en formueopgørelse, som alle danskere skulle aflevere.

Jens Peter blev altså en slags controller, som det vil hedde nu til dags for at komme verdenskrigens hvidvask- og sortbørspenge til livs.

Hjem til frokost på cykel

I slutningen af 1940’erne besluttede Odense at afskaffe de gamle sporveje og indføre bybusser i stedet.

Busser og bytrafik blev hurtigt Jens Peters store passion og faglige område. 

Borgmesteren havde øje for Jens Peters sans for penge og økonomi, og han fik derfor til opgave at undersøge, hvilke busser Odense skulle indkøbe.

- Jeg havde hørt om Volvo, og at de skulle have udviklet en moderne type bus, hvor motoren lå på langs under gulvet og ikke foran. Så jeg tog tit til Göteborg for at forhandle busser hjem til Odense, fortæller Jens Peter.

Han fik købt 50 busser, inden han steg i graderne, stadig som HK’er.

I 1952 blev han trafikchef med flere hundrede chauffører under sig og en mindre stab af sekretærer og trafikplanlæggere.

Som trafikchef mødte han ind kl 8, arbejdede til kl 12. Steg op på cyklen, cyklede hjem til frokost og var tilbage på kontoret kl 13 - indtil fyraften kl 17. I 1962 fik han den tanke, at han måske nu var dygtig nok og havde kvalificeret til at stige endnu mere i graderne. 

- Så jeg spurgte borgmesteren, om ikke jeg nu havde gjort det godt nok og været her længe nok til at blive direktør.
MUS-samtalen anno 1962 gik godt, for borgmesteren nikkede, sådan at Jens Peter nu kunne tituleres direktør i Odense Kommune.

Ansattes koner ringede hjem med problemer

Avancementet steg dog ikke Jens Peter til hovedet. Det, at medarbejderne havde det godt på arbejdet, var vigtigt for ham – et godt psykisk arbejdsmiljø, som vi kalder det nu om dage, lå Jens Peter meget på sinde. 

- Folk skulle føle sig godt behandlet. 

Derfor hed han godt nok Vestergaard på jobbet, men ikke noget med ”Hr” eller ”De”. 

- Nej da, vi var alle du’s og på lige fod.

At det ikke er taget ud af det blå, vidner trofastheden blandt medarbejderne om, hvor langt, langt de fleste var ansat i 20, 30 og 40 år.
Det var godt at være ansat i Odense Bytrafik. Faktisk gik det så vidt, at koner til de ansatte ringede hjem til Jens Peter i privaten for at fortælle om noget af det, de bøvlede med derhjemme med manden. Og det sker kun hvis der er tillid til hinanden.

1973 er også året, hvor de første computere gør deres indtog på arbejdspladsen – så spørgsmålet er selvfølgelig, om Jens Peter nåede at få med ”de dersens apparater” at gøre.

- Nej heldigvis, lyder det fra Jens Peter.
Og fortsætter.

- Jeg skrev på min gamle Remington skrivemaskine og havde en regnemaskine fra Odhner. Det fungerede godt nok for mig.