Vi har talt med tre dedikerede bestyrelsesmedlemmer fra HK Sjælland – Susanne Aasberg fra Søværnet, Maria Friis Clausen fra ATP og Annika Vevest Kjær, som er formand for de Selvstændiges Brugers Landsklub – om deres vej ind i bestyrelsesarbejdet, de udfordringer og muligheder, de har mødt, og hvad de finder mest givende ved at bidrage til fagforeningens arbejde.

Find inspiration i deres historier, og stil selv op til bestyrelsen, når din lokale sektor holder generalforsamling. 

Se her, hvornår der er generalforsamling i din lokale sektor

Susanne Aasberg

Bestyrelsesmedlem i HK Stat Sjælland
Administrativ medarbejder i Søværnet og TR

Portræt af Susanne Aasberg

Hvordan kom du med i bestyrelsen?
Jeg ville gerne have indblik i, hvordan arbejdet som bestyrelsesmedlem i HK Stat Sjælland foregår. Jeg spurgte mine chefer, om det var i orden, at jeg stillede op, da det indebærer timer, hvor jeg ikke står til rådighed for min arbejdsplads. De sagde: ”Go for it”, fordi de også kunne se, at det kunne bidrage til min personlige udvikling og bruges i mit daglige arbejde. Søværnet støtter gerne op omkring fagforeningerne/organisationerne.

Hvilke typer opgaver eller beslutninger arbejder I typisk med i bestyrelsen?
Det handler om politiske beslutninger. Det er spændende, men også udfordrende, fordi man hele tiden skal op i et helikopterperspektiv. Vi drøfter, bearbejder og kommer med input de rette steder. Resultaterne ser vi ofte ikke med det samme, men pludselig er de der. Så tænker man: Hold da op! Det lille frø, vi såede for længe siden, bærer faktisk frugt nu.

Hvad finder du mest spændende eller givende ved at være en del af bestyrelsen?
Jeg har mulighed for at bidrage og være en del af det store HK. For mig, både personligt og som menneske, er det en udvikling at få større indsigt i politisk bestyrelsesarbejde. Jeg har også fået nogle livslange relationer med de fantastiske mennesker, jeg arbejder sammen med i bestyrelsen. Som tillidsrepræsentant ved jeg, at jeg altid kan få hjælp fra dem. Jeg har ikke mange medlemmer under mig, så jeg kan ofte trække på erfaringer fra dem, der repræsenterer flere. Jeg tænker: "Det har hun eller han været igennem før, så jeg kan lære af det."

Et godt råd til en person, som overvejer at stille op til en bestyrelse i HK?
Man skal vide, at man får lov til at komme med ind i maskinrummet og dreje på knapperne. For eksempel har vi lige været til kongres i HK Stat sidste år, og det var enormt interessant at deltage i. Derudover har man også mulighed for uddannelse – blandt andet i den danske model. Det er en fantastisk personlig udvikling, jeg har været igennem indtil nu. Jeg vil opfordre alle, der kunne have lyst til en sådan "rejse", at stille op som kandidat til HK Stat Sjællands generalforsamling den 13. marts 2025.

Maria Friis Clausen 

Bestyrelsesmedlem i HK Privat Sjælland
Sagsbehandler, ATP
AMR og medlem af den lokale HK-klub i Vordingborg og Landsklubben for ATP

Maria Friis Clausen

Hvad motiverede dig til at komme med i bestyrelsen?
Jeg synes, fagforeningsarbejde er spændende, og det er vigtigt at få flere med i fællesskabet. Jeg brænder for organiseringsarbejdet og for at skabe bedre vilkår for medlemmerne.

Hvilke typer opgaver eller beslutninger arbejder I typisk med i bestyrelsen?
Vi er en gruppe af meget forskellige mennesker fra forskellige arbejdspladser, så vi drøfter både konkrete udfordringer fra den enkeltes arbejdsplads og større politiske emner. For eksempel har vi senest diskuteret FH’s udspil om pensionsalderen og den nye uddannelsesreform.

Hvad giver det dig at være med i bestyrelsen?
Vi diskuterer mange arbejdsforhold – både specifikt for enkelte arbejdspladser og mere generelt. For eksempel har der været fokus på tidsregistrering og dens betydning for arbejdspladserne. Jeg synes, det er meget spændende at deltage i de samtaler, fordi jeg både kan tage værdifulde input med tilbage til min egen arbejdsplads og bringe mine egne erfaringer i spil.

Hvis du skulle give et råd til nogen, der overvejer at gå ind i bestyrelsesarbejde, hvad ville det være?
Man skal have en interesse for det. Ellers giver det ikke mening at være med. Hvis man synes, det er spændende at arbejde med fagpolitik og få mulighed for at sætte sit præg på nogle områder, så skal man bare gøre det. Det skal komme fra lysten og interessen for arbejdet.

Find mere information om, hvordan du kan stille op til HK Privat Sjællands bestyrelse her

 

Annika Vevest Kjær

Bestyrelsesmedlem i HK Handel Sjælland
Formand for de Selvstændige Brugsers Landsklub (valgt i 2023), tidligere ansat i Kvickly i 24 år samt TR

Portræt af Annika Vevest Kjær

 

Hvordan kom du med i bestyrelsen?
Jeg blev inviteret med på en studietur for bestyrelsen til Milano, hvor vi fokuserede på ny teknologi i detailhandlen. På turen brugte vi også meget tid på at tale om bestyrelsens arbejde. Det fangede min interesse. Jeg blev opfordret til at være med, og det passede rigtig godt, for jeg var et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne ville udvikle mig mere.

Kan du give et eksempel på en særlig vellykket beslutning eller proces?
Vi er med til at arrangere lokale aktiviteter i HK Sjælland, TR-dage og generalforsamlingen. Et nyt tiltag er vores deltagelse i Folkemødet, hvilket virkelig har været en øjenåbner. Vi tager meget inspiration med hjem derfra, som vi arbejder videre med.

Hvad finder du mest spændende eller givende ved at være en del af bestyrelsen?
Jeg sidder også i HK Handels sektorbestyrelse, da der fra hver afdeling er valgt ’en fra gulvet’. Her føler jeg, at jeg bidrager med meget. Nogle gange kan jeg pege på ting, der ikke fungerer i butikkerne eller i hverdagen, og det er fedt at kunne være med til at skabe en forandring.
Jeg synes også, det er spændende at være med til at forhandle den store overenskomst, diskutere hvilke tiltag der skal gøres, og hvordan udviklingen skal formes.

Noget af det fedeste er også at finde på nogle gode arrangementer og gøre en forskel for medlemmerne.

Er der særlige udfordringer, du står overfor i bestyrelsesarbejdet?
En stor personlig udfordring for mig har været at tale i store forsamlinger. Pludselig skal man sige noget højt til en gruppe, hvor nogle måske er uenige. Det har været udviklende for mig.
Jeg har altid været nervøs for at tale i grupper, men jeg er blevet markant bedre til det.

At sidde i bestyrelsen har også givet mig meget personligt. Nu er jeg formand for en landsklub og står i en helt anden position. Jeg har også taget uddannelse i bestyrelsesarbejde, hvilket gjorde mig klar til at tage et nyt spring i min karriere.

Desuden har det givet mig indsigt i mange forskellige brancher, da handelsområdet er bredt. Det overblik er noget, jeg ikke vil undvære.

Har du et godt råd til en, der overvejer at engagere sig i bestyrelsesarbejdet i HK?
At være med i en bestyrelse gav mig et frisk pust i mit arbejdsliv, som var blevet præget af rutine. Jeg havde ikke lyst til at skifte job, men bestyrelsesarbejdet gav mig en ny energi og et helt andet indblik. Det har udviklet mig personligt på måder, jeg ikke kunne få gennem arbejdet i butikken. Det har også givet mig indsigt i andres arbejdsfunktioner indenfor HK Handel og en bedre forståelse for HK som helhed.

Find mere information om HK Handels bestyrelse og generalforsamling her