
Software er dyrt for de offentlige arbejdsgivere - og især når den eneste mulighed er Microsoft. Foto: Mostphotos
96 kommuner og syv forsyningsselskaber skal den 1. april have ny standardsoftware til en anslået værdi af 4,1 milliarder kroner.
I den anledning har Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) offentliggjort et udbudsmateriale, der gælder for alle kommuner.
Softwaren omfatter e-mail, indholdstjenester, it-drift, operativsystemer, sikkerhed og mange flere af de it-programmer, der bruges på de fleste kommunale arbejdspladser.
Jerngreb
Men den kommende aftale dækker ifølge SKI standardsoftware, der er kompatibelt med Microsoft-software eller tilsvarende. Det er ifølge mediet Digitech nærmest ensbetydende med indkøb af licenser til Microsoft-produkter og -tjenester.
Den nye aftale bliver indgået samtidig med, at der lyder stadig højere kritik af, at Microsoft og andre big tech-virksomheder har et monopollignende jerngreb om den offentlige sektor i Danmark.
Voldsomme prisstigninger
De monopollignende tilstande har blandt andet betydet, at Microsoft og andre it-giganter har skruet voldsomt op for priserne. Det betyder igen, at der er færre penge til at få varetaget blandt andet HK-funktioner i kommuner og regioner.
Regeringen har da ifølge DigiTech også erkendt, at den offentlige sektor er blevet for afhængig, og at det er noget, man vil adressere.