Af Tina Bjerre Tørring, Sektorformand HK Privat Østjylland
Tina Bjerre Tørring har på vegne af HK Østjylland skrevet dette indlæg i anledning af Kvindernes Kampdag.
Vi kæmper stadig for lige løn for lige arbejde. Vi kæmper stadig for at blive set og hørt der, hvor beslutningerne træffes. Og vi kæmper stadig for at få anerkendelse for det usynlige arbejde, som kvinder traditionelt har båret på deres skuldre – både derhjemme og på arbejdspladsen.
Selv om vi gerne ville fejre ligestilling på Kvindernes Internationale Kampdag, må vi erkende, at vi stadig har et stykke vej igen. Kvinder tjener i gennemsnit 13-15 % mindre end mænd – også selv om vi udfører det samme arbejde og har samme uddannelsesniveau.
Det er en forskel, der ikke kun påvirker kvinders liv her og nu, men som også har langvarige konsekvenser for vores økonomiske sikkerhed senere i livet.
Lønforskellen betyder nemlig også, at kvinder i gennemsnit har op mod 25 % mindre i pension end mænd. Det er absurd, når man tænker på, at kvinder gennemsnitligt lever længere end mænd og dermed har brug for pengene i flere år. Det giver ganske enkelt ingen mening, at dem, der lever længst, skal have mindst at leve for i alderdommen.
Denne økonomiske ulighed betyder desuden, at kvinder oftere end mænd ender i økonomisk sårbarhed som ældre. De skal få mindre til at række længere, og det er ikke bare uretfærdigt – det er en skævvridning, som bør få alle alarmklokker til at ringe.
Men det stopper ikke ved løn og pension. Kvinder påtager sig stadig hovedparten af det usynlige arbejde – både i hjemmet og på arbejdspladsen. Det er kvinderne, der husker fødselsdage, arrangerer sociale begivenheder og sikrer, at kaffemaskinen aldrig løber tør.
Det er oftest kvinderne, der koordinerer børnenes aktiviteter, tager fri, når børnene er syge, og står for den planlægning, der får hverdagen til at hænge sammen.
På arbejdspladsen er det også ofte kvinderne, der står for de opgaver, som ingen rigtig lægger mærke til, men som er afgørende for, at fællesskabet og trivslen fungerer. Men disse opgaver bliver sjældent anerkendt, og de tæller sjældent på CV’et, når næste lønforhandling står for døren.
Det usynlige arbejde er en skjult byrde, der stjæler tid og energi, som kunne være brugt på karriereudvikling, efteruddannelse eller bare på at lade op og finde balancen.
Når vi kigger ind på ledelsesgangen, ser vi stadig en massiv underrepræsentation af kvinder – også i virksomheder, der producerer og sælger varer designet specifikt til kvinder.
Hvordan kan vi forvente at skabe produkter, der virkelig møder kvinders behov, når deres stemmer mangler der, hvor beslutningerne træffes?
Det handler ikke om mangel på kompetencer eller ambitioner. Det handler om strukturer og kulturer, der stadig favoriserer mænd. Det handler om netværk, om adgang til magtens cirkler og om en dybt indgroet forestilling om, hvem der naturligt hører til på de øverste poster.
Der er brug for, at flere kvinder får plads ved bordet, fordi det det skaber bedre beslutninger og mere innovative løsninger.
Vi kan ikke nøjes med at fejre Kvindernes Internationale Kampdag med flotte taler og arrangementer.
Vi skal have handling. Vi skal kræve gennemsigtighed i lønningerne, så kvinder kan kræve den løn, vi har ret til. Vi skal anerkende og synliggøre det usynlige arbejde og fordele det mere retfærdigt.
Og vi skal aktivt arbejde for flere kvinder i ledelse – gennem bedre barselsordninger, mentorprogrammer og ved at skabe en kultur, der også ser kvinder som naturlige ledere.
Det her er ikke kun en kamp for kvinder. Det er en kamp for retfærdighed og for at skabe et samfund, hvor alle har lige muligheder – uanset køn. Vi har brug for, at mændene træder frem som allierede og tager deres del af ansvaret – både i hjemmet og på arbejdspladsen.
Vi er nødt til at bryde de gamle mønstre og strukturer og insistere på at tage de svære samtaler.
Det skylder vi næste generation af kvinder.