Vi hører ofte udsagn som ’De er kun ledige, fordi de ikke gider at arbejde’, og jeg er ofte blevet spurgt om, hvad min holdning til ledige er. Der har været en øget interesse, efter Liberal Alliance kom med forslaget om at forkorte dagpengeperioden for ledige.
Der er flere, der er uenige i det forslag, og jeg er blot en af dem. Det er ærgerligt, hvis der støttes op om et menneskesyn, der mener, at en kortere dagpengeperiode vil få ledige ud i arbejde hurtigere.
Jeg har dog aldrig hørt en ledig sige, de ikke ønsker at finde et arbejde. Jeg har derimod udelukkende mødt ledige, der virkelig kæmper med næb og klør for at finde et arbejde. De har ikke brug for ’incitamenter’ – deres ønske for at bidrage og arbejde er rigeligt incitament.
Mit menneskesyn – og tiltro til mine medmennesker – er, at alle dem, der kan arbejde, gerne vil arbejde. Det gælder også for flere af vores medlemmer, der simpelthen ikke har mulighed for at arbejde: De ville også ønske, de kunne arbejde.
Det er hårdt at være ledig. Selvom det for mange mere er et spørgsmål om, HVORNÅR de får det næste job, så føles det for rigtig mange mere som et spørgsmål om, HVIS de får et job. Dét, skal vi ikke underkende, er hårdt.
Der er netop en lang række uvisheder forbundet med ledighed. Der er en lang række hvis’er, flere ledige ikke føler, de får svar på. Det er ikke altid lige nemt at se lyset eller se en ende på uvishederne.
Jeg kan umuligt være den eneste, der har hørt udtalelser som ’De gider jo ikke arbejde’, ’de ledige har det nemt’ og ’Der er mangel på arbejdskraft, så de kan bare tage et job’. Man skal blot tænde nyhederne eller diverse debatprogrammer for at høre nogle af disse – i min optik faktuelt forkerte – udsagn.
Det er en trist holdning af have til sine medmennesker, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, det er denne retorik, der bruges, når vi taler om ledige. Gang på gang bliver det overset, at ledige 1) konstant skal stå til rådighed uden af have indflydelse på hvor længe, 2) ikke har vished over din eller din families økonomi, og 3) ofte bliver stemplet som en, der ikke vil det danske arbejdsmarked, når de reelt set blot ønsker et fællesskab.
Det er blot nogle af de oplevelser, mange ledige kan nikke genkendende til. Hvis det var eksempler fra en arbejdsplads, ville det umiddelbart være opskriften på mistrivsel, så hvordan kan det forsvares, at retorikken forbliver den samme?
Ledige har brug for at samle energi og ro, så de kan samle fokus til andre ting, der også er vigtige for dem. En kortere dagpengeperiode ville udelukkende øge det eksisterende pres, og vi vil potentielt stå med endnu flere stresssygemeldinger blandt ledige – og det gavner ingen.
En forkortelse af dagpengeperioden er absolut ikke en god idé, og det er uden tvivl den forkerte vej at gå. Det er vigtigt, vi værner om alle – ’incitamenter’ er der nok af.
Har du input til debatten? Skriv til afdelingsformanden, Christina Madsen Kristiansen, på christina.madsen.kristiansen@hk.dk.