Billeder fra 3F Randers, hvor HK Østjylland fejrede 1. maj sammen med de andre fagforeninger
Fungerende fællesformand Hans-Henrik Hansen og Tina Bjerre Tørring, formand for HK Privat Østjylland.
Gitte Færgemann, formand for 3F Randers byder velkommen.
Stemningsbillede fra 3F Randers.
T-shirten bagfra. :-)
Fungerende fællesformand Hans-Henrik Hansen og Tina Bjerre Tørring, formand for HK Privat Østjylland foran 3F Huset i Randers.
Billeder fra Grenaa, hvor formand for HK Stat Østjylland styrede debatten om velfærd ved FH 's arrangement
Formand for HK Stat Østjylland Bent Klim Johansen.
Bent Klim Johansen styrer debatten.
Stemningsbillede fra Torvet i Grenaa.
Mølleparken i Aarhus
Kollegaer fra HK Østjylland passer HK Østjyllands stand med kager i Mølleparken.
Fungerende fællesformand Hans-Henrik Hansen og borgmester Anders Winnerskjold.
Bygningen I Brabrand
Bygningen i Brabrand var pyntet op i dagens anledning.
Billeder fra FH i Silkeborg, hvor Tina Bjerre Tørring, formand for HK Privat Østjylland holdt 1. maj tale
Tina Bjerre Tørring holder tale
Stemningsbillede fra Silkeborg
Tinas tale, læs den her:
1. maj-tale – FH Silkeborg 2025Af Tina Bjerre Tørring, sektorformand for HK Privat Østjylland
Kære alle sammen,
Det er stort at stå her i dag.
Ikke bare fordi det er 1. maj – men fordi jeg står her i min egen kommune.
I min egen baghave.
Og fordi jeg står her sammen med jer, og det fællesskab vi har sammen.
For det er dét, 1. maj handler om:
Fællesskab. Sammenhold. Solidaritet.
De værdier, der har båret fagbevægelsen frem gennem generationer.
Og som vi skal holde i live – hver eneste dag.
Jeg voksede op i et arbejderhjem.
Min far var socialdemokrat, og jeg husker tydeligt, hvordan den lokale fagforeningsmand kom forbi og satte stempel i min fars fagforeningsbog.
Dengang sagde min far noget, jeg først forstod mange år senere:
“Hvis du har to skjorter, og din nabo ingen har – så giver du ham den ene.”
Det er jeg vokset op med.
I mange år kunne jeg ikke helt se det.
Men som man siger – med alderen bliver man klogere.
I dag ved jeg, at det er lige præcis dét, solidaritet handler om:
Det handler om at tage ansvar – ikke kun for sig selv, men for hinanden.
Derfor er det så vigtigt, at vi står her i dag og fejrer det stærke fællesskab, der findes i fagbevægelsen.
Når vi står sammen – både i vores egne forbund og på tværs i FH – så kan vi rykke noget.
Så er vi stærkere.
Jeg står her som formand for HK Privat Østjylland, men jeg står også som talerør for alle de medlemmer, jeg repræsenterer:
Dem, der har en tillidsrepræsentant – og dem, der står alene.
Dem, der knokler hver dag, men som ikke altid bliver hørt.
Mit hjerte banker for lønmodtagerne.
For ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
For at når en virksomhed tjener penge, så skal de medarbejdere der har skabt overskuddet, også kunne mærke det på deres lønseddel.
Den danske model er noget helt særligt.
Den bygger på dialog, forhandling – og gensidig respekt.
Men den bygger også på styrke.
Og den styrke kommer fra medlemmerne – fra dem, der har valgt at være medlem af en rigtig fagforening.
Og fra dem, der stiller op som tillidsvalgte.
De tillidsvalgte er fagbevægelsens stærkeste kort.
De forhandler lokalt.
De passer på overenskomsterne.
De er kollegaernes tryghed og stemme i hverdagen.
Vi skal værne om dem.
Vi skal støtte dem.
Og vi skal give dem de bedste muligheder for at lykkes.
For uden tillidsrepræsentanterne ville overenskomsterne bare være et stykke papir med nogle ord.
Det er tillidsrepræsentanterne der giver ordene liv.
Det er dem, der sikrer at vi kan bevare og udvikle vores arbejdsmarked.
Vi skal også turde tage fat på de emner, der alt for længe har været overset.
Som kvindelig formand er det vigtigt for mig at sætte fokus på ligestilling, ligeløn og kvinders arbejdsmiljø.
Vi skriver 2025 – og alligevel er der stadig op mod 20 % løngab mellem mænd og kvinder på det private funktionærområde.
Det er hverken rimeligt eller acceptabelt.
Og det skal vi blive ved med at råbe højt om.
For det handler ikke kun om individuelle valg.
Det handler om en struktur, der betyder, at kvinder mister løn og pension, når de tager ansvar for det vigtigste vi har: børnene.
Alle der står her i dag, er enten selv kvinde – eller har en kone, kæreste, mor eller datter, som bliver ramt af det her.
Det er en samfundssag – ikke bare en kvindesag.
Derfor er løntransparens afgørende.
Det handler ikke om at hænge nogen ud.
Det handler om ansvar – for et mere retfærdigt arbejdsmarked, hvor løn er noget, vi taler åbent og respektfuldt om.
For i fællesskab kan vi bryde tabuet – og skabe et arbejdsmarked hvor løn ikke er et hemmeligt lotteri, men noget vi taler om med hinanden.
Hvis vi som samfund ønsker at bevare vores velfærd og arbejdsstyrke, så skal vi begynde at værdsætte omsorgsarbejdet meget højere.
Og anerkende, at det har værdi – også økonomisk.
Og når vi taler om at tage hele arbejdslivet alvorligt – så mener vi hele livet.
Derfor skal vi også turde tale om overgangsalderen.
Mange kvinder oplever forandringer, der påvirker arbejdslivet markant.
Men alt for ofte er det omgærdet af tavshed.
Det skal vi ændre.
Vi skal skabe arbejdspladser, der rummer kvinder i alle livsfaser.
Der skal mere fokus på forskning i kvindesygdomme og deres betydning for arbejdsmiljøet.
Vi må heller ikke glemme dem, der alt for ofte bliver usynlige.
Vi har en stor gruppe af ansatte i et fleksjob, som hver dag yder en kæmpe indsats.
Men mange af dem bliver stadig vurderet for lavt i deres effektivitet – og det betyder, at de får løn af arbejdsgiver for mindre, end det de reelt arbejder.
Og deres pension beregnes også på baggrund af de lave beløb.
Det betyder, at de får for lidt i løn – og for lidt i pension.
Det er urimeligt.
Og hvis vi ikke får det lavet om, står vi om få år med en stor gruppe pensionister, som bliver meget fattige.
Når en arbejdsgiver får god arbejdskraft, skal der også betales en ordentlig løn – og ydes en fair pension.
Det handler om respekt. Og om værdighed.
Vi skal også passe på de kollegaer der, rammes af sorg.
Flere og flere arbejdspladser arbejder heldigvis med sorgpolitikker.
For vi er hele mennesker – også på arbejde.
Og når livet rammer, skal der være plads, rum og forståelse.
Også dét er en del af det ordentlige arbejdsliv.
Når vi i dag hylder Den Danske Model, må vi ikke tro, den er sikret for evigt.
Se bare på Tyskland – hvor det er blevet almindeligt at have to job for at klare sig.
Det må ikke blive fremtiden her.
Derfor skal vi styrke fællesskabet.
Tale med vores kollegaer.
Forklare dem, hvorfor det betyder noget at være med i en rigtig fagforening – en, der forhandler kollektive overenskomster, og kæmper for arbejdsmiljøet.
På en dag som i dag – så lad os være helt ærlige.
De gule fagforretninger skader ikke kun fællesskabet – de skader os alle sammen.
De giver et falsk billede af, at man kan få goderne uden at tage ansvar.
Men uden en stærk, rigtig fagforening, mister vi det stærkeste vi har: den kollektive styrke.
Og når styrken svækkes, risikerer vi at miste alt det, tidligere generationer har kæmpet sig til:
- Ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
- Retten til ferie, barsel og pension.
- Retten til en tryg hverdag på jobbet.
Rettigheder er ikke noget, vi får foræret.
De er noget, vi kæmper for – og noget, vi kan miste igen.
Så tag fat i din kollega.
Fortæl dem, hvorfor fællesskabet betyder noget.
Fortæl dem, at det nytter.
Når verden er urolig og uforudsigelig – som den er lige nu – så er det vigtigere end nogensinde at stå sammen.
Det er vores sammenhold og vores fælles retning, der har givet os de rettigheder, vi har i dag.
Og det er dét, der skal sikre vores rettigheder i morgen.
Så lad os blive ved med at kæmpe:
For ligeløn.
For rummelighed.
For arbejdsmiljø.
For ordentlige vilkår – for alle.
Vi arver ikke rettigheder – vi kæmper dem frem. Og vi gør det sammen.
Så husk at få dine kollegaer med i fællesskabet.
Tusind tak for ordet – og rigtig god 1. maj!