En borger mente, at en kommune burde have tilkendt førtidspension (eller fleksjob) på et tidligere tidspunkt.
Ligesom borgeren også mente, at kommunens handlinger (og undladelser) i sagen var udtryk for langsommelig sagsbehandling.
Sagen handlede om en borger, der over en 10-årig periode først havde været på sygedagpenge, dernæst kontanthjælp. For efter 10 år at få tilkendt førtidspension.
I retten fremlagde borgeren blandt andet lægefaglige erklæringer og oplysninger om gennemførte praktikforløb, som efter borgerens opfattelse viste, at der på et tidligere tidspunkt var grundlag for at tilkende førtidspension (eller fleksjob).
Gik reelt kun fire måneder
Retten kom dog frem til, at borgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at borgerens erhvervsevne var varigt nedsat forud for det tidspunkt, hvor kommunen iværksatte den sagsbehandling, som førte til tilkendelse af førtidspension.
Ligesom Retten også fastslog, at der kun gik 4 måneder fra det tidspunkt, hvor kommunen havde tilstrækkelig dokumentation for at vurdere spørgsmålet om retten til førtidspension – og det var ikke udtryk for langsommelig sagsbehandling.
Til grund for dommen ligger også varighedskriteriet – altså at borgerens arbejdsevne skal være nedsat i en sådan grad, at der ikke inden for en periode på cirka 5 år må være mulighed for, at borgeren kan blive selvforsørgende med indtægtsgivende arbejde, og at der ikke er mulighed for, at borgerens arbejdsevne kan forbedres, fx ved behandling.