En computer siger mig ikke noget

Benny Olsen med et par af sine 18 duer. Foto: Hanne Loop

Når det er sidst på måneden, får 64-årige Benny Olsen stukket et print af sin lønseddel i hånden, når han skal hjem fra emballagevirksomheden Granby Pack i Nykøbing Falster, hvor han arbejder.

Nogle gange må han spørge efter lønsedlen, for det er de færreste af fabrikkens medarbejdere, der som Benny ikke får den tilsendt digitalt.

For Benny var det aldrig rigtigt et valg, om han skulle have digital post eller ej. Han er aldrig blevet dus med digitale systemer og ejer hverken en computer eller en mailadresse.

- En computer siger mig ikke rigtig noget. Jeg synes, jeg klarer mig fint uden, forklarer 64-årige Benny Olsen.

I den sorte postkasse foran det røde murstenshus i Nykøbing Falster modtager han breve om alt fra hospitalsbesøg til telefonregninger og girokort til indbetaling af restskat. Telefonregningen betaler han kontant i den lokale YouSee-butik, mens de resterende regninger bliver ordnet i Nordeafilialen. Ekspeditionsgebyret på 75 kr. hidser han sig ikke op over.

- Det er jo sådan, det er, siger han.

Fuldtidsjob som 16-årig

Benny har altid tjent sine egne penge. En erhvervspraktik i slutningen af 10. klasse med oplæring i reproarbejde på Lolland-Falsters Folketidende resulterede i et fuldtidsjob som 16-årig.

Som ordblind læste han aldrig avisen, men havde i stedet for øje for dens visuelle udtryk og kreative layout. Han arbejdede som reprofotograf og stod for at finde illustrationer til vareannoncer samt lave manuelle billedsøgninger i avisens fysiske billedarkiv.

Efter 19 års ansættelse blev han i 1996 fyret som en del af en digital omstilling af avisen. En trist oplevelse, husker han. Dengang fik han at vide, at han skulle have bedt om at blive omskolet.

En repræsentant fra Grafisk Forbund forhandlede sig efterfølgende frem til et arbejdsgiverbetalt Mac-kursus til Benny, som han havde det en smule ambivalent med at tage.

- Jeg kunne ikke bruge det til noget, da jeg ikke havde noget arbejde at bruge det på bagefter.

Efter et par års forefaldende arbejde fik han i 1998 igen avisen i hænderne som pakkerimedhjælper på Rotationen, som trykte Folketidende. Her blev han i godt 16 år, før han på grund af usikkerheden i branchen søgte væk til Nobel Skandinavisk Tobakskompagni, hvor han arbejdede frem til fabrikkens lukning i 2016.

I dag arbejder han på ottende år på Granby Pack. Hans sorte Raleigh-cykel parkerer han nøjagtigt det samme sted i cykelskuret, som han gjorde, da han arbejdede på Nobel.

Emballagevirksomhedens ejer overtog nemlig tobaksfabrikkens bygninger, og da Benny efter 2-3 ugers ledighed afleverede en uopfordret ansøgning med overskriften ”Kan lide at servicere andre, holde orden og er aldrig syg”, fik han sin faste cykelholdeplads igen.

Ansøgningen havde han fået en jobkonsulent til at taste ind på en computer og printe for ham, så han kunne cykle rundt til forskellige arbejdspladser i byen og personligt aflevere den. Virksomhederne gav herefter Benny en underskrift og et fysisk stempel på et papir som dokumentation for hans besøg. Papiret skulle han bruge til a-kassen, som ajourførte hans joblog på nettet, så Benny kunne få sine dagpenge udbetalt.

Bennys samlever, Mona, mener, at Bennys modstand mod det digitale skyldes en god portion stædighed. 

Du får ikke Monas nummer

Mona, Bennys 71-årige samlever, tilskriver Bennys analoge tilgang en god portion stædighed. I modsætning til ham har hun en computer, får digital post og ejer et Visakort, og så er hun ifølge Benny grunden til, at han for over 20 år siden blev ejer af en mobiltelefon.

Det skete, efter hans daværende chef på Rotationen insisterede på at få Monas mobilnummer, så han nemmere kunne få fat på Benny. Det blev for meget for Benny, som prompte købte en mobiltelefon. Han bruger den mest til at ringe og skrive sms’er med, men han laver også billedsøgninger på alt fra traktorer og rom til duer.

Sidstnævnte har han 18 af i et dueslag ude i haven ved siden af søen med fiskene i. Benny er vokset op i en familie med duer, og da han flyttede i hus, var drømmen selv at have duer. Han bruger dem dog ikke som brevduer, som han gerne bliver drillet lidt med, men går på udstilling med dem og har vundet et par præmier.

Tager udelukkende kontanter med på ferie

Mona og Benny rejser gerne et par gange om året. Indien, Mexico og USA er de foretrukne destinationer, og Benny besøger gerne antikvitetsforretninger for at udvide sin samling af over 200 porcelænsduer, som står i kælderen.

Det er altid Mona, der står for at booke rejserne på nettet. De har ikke fællesøkonomi, men deles altid om udgifterne. Benny sørger altid for at have vekslet kontanter til rejserne. – Jeg betaler de ting, jeg skal betale, siger han.

Dankortet bliver udelukkende omtalt som et ”hævekort”, for han betaler aldrig med det. Han har det bedst med ”rigtige penge” og er altid god for kontanter. Det gør ham populær hos kollegerne på jobbet, når de skal trække en sodavand i fabrikkens automat, der kun tager mønter. Benny er også populær hos Monas børnebørn, hvis økonomi gerne bliver opgjort i antal Bennybesøg, som altid udløser en rund 20’er.

I husets værksted står Bennys foretrukne transportmiddel – den sorte Raleigh-cykel, med påmonteret motorcykelstyr for at få ekstra højde.

På styret hænger en cykelkurv med en lille barbiedukke, han en dag fandt på sin vej. Dukkens tæer og hår er faldet af efter 20 år med Benny og diverse cykler på vejene - alle af mærket Raleigh.

- Jeg har altid kørt Raleigh. De ligger godt i svingene.

Trygt selv at have styr på tingene

Tingene skal være i orden, som der så rigtigt står om Benny i hans gamle jobansøgning. I cykelkurven har cykelnøglerne og et par solbriller i et etui sin faste plads. Så bliver de ikke væk. Der er to sæt cykellygter på cyklen, to i for og to i bag, for man ved jo aldrig, hvornår det ene sæt cykellygter sætter ud.

På Granby Packs skumfabrik betjener Benny en svejserobot ved hjælp af en computer, han er blevet lært op i at bruge. Arbejdet med den har dog ikke givet ham lyst til at bruge Monas computer i hjemmet.

Han kan godt lide trygheden i selv at have styr på tingene. Og det er måske også derfor, at han ikke har det godt med at lade sig indrullere i systemet med digital post. For kan man egentlig stole på et system, man ikke fysisk kan se – for hvad nu, hvis du får stavet eller trykket noget forkert?

- Der er mange, der siger, at man ikke kan gøre noget forkert. Men det er jeg sgu lidt i tvivl, om er rigtigt.

Holdningen er den samme til kontanter.

- Hvis jeg betaler 200 kr. for benzin på Jet-tanken, ved jeg, benzinen er betalt - i stedet for, at der pludselig kommer en regning, hvor der står, at jeg har brugt 2.000 kr. på benzin.