150 års arbejderbevægelse – og kampen fortsætter

Det opståede fællesskab fik hurtigt medvind, da budskabet om den fælles kamp for bedre forhold for arbejderen spredte sig. Fag- og arbejderbevægelsen som overordnet fagligt fællesskab var en realitet og blev hurtigt en central aktør i det danske samfund.

Den kamp er der, som jeg skriver i overskriften på mit blogindlæg, desværre brug for at fortsætte. 

TAK FOR KAMPEN!

Allerede her skal der fra mig og fra hele HK Midt lyde et TILLYKKE og et TAK FOR KAMPEN! Både til pionerer som Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff – og til alle de fagligt aktive, der gik med dengang, og de som siden har fulgt op og kæmpet videre for den fælles sag.

Den kamp er der, som jeg skriver i overskriften på mit blogindlæg, desværre brug for at fortsætte. For godt nok er arbejdsdagen for en industriarbejder ikke længere fra klokken 6.00 til 19.00 og på 78 timer om ugen. Godt nok bruger en lønmodtager langt mindre af sin disponible løn på mad, hvor det i 1871 var 70% af lønnen, der gik til mad og overlevelse. Godt nok har vi over en lang årrække kæmpet os til flere ferieuger i løbet af året. Godt nok har vi i Danmark fået etableret en enestående samarbejds- og forhandlingsmodel mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som vi kalder den danske model….

Ligestilling mellem kvinder og mænd skal vi stadig kigge alt for langt efter. Både når det gælder løn og karrieremuligheder. Mange arbejdspladser er stadig plaget af både fysisk og psykisk dårligt arbejdsmiljø. Dårlig ledelse og dårligt uddannede ledere er stadig en udfordring for alt for mange medarbejdere på danske arbejdspladser. Jobpatruljens årlige tur afslører igen og igen, at vi ikke sikrer de helt unge ordentlige arbejdsforhold og dermed en god start på arbejdsmarkedet. 

Stadig nok at tage fat på

Alligevel ændrer de flotte resultater, opnået over 150 år, dog ikke ved, at vi stadig har nok at tage fat på ude på det moderne arbejdsmarked anno 2021 – også når vi kigger på det med HK-brillerne på: Ligestilling mellem kvinder og mænd skal vi stadig kigge alt for langt efter. Både når det gælder løn og karrieremuligheder. Mange arbejdspladser er stadig plaget af både fysisk og psykisk dårligt arbejdsmiljø. Dårlig ledelse og dårligt uddannede ledere er stadig en udfordring for alt for mange medarbejdere på danske arbejdspladser. Jobpatruljens årlige tur afslører igen og igen, at vi ikke sikrer de helt unge ordentlige arbejdsforhold og dermed en god start på arbejdsmarkedet.

Samtidig løber den teknologiske udvikling så stærkt, at der nærmest konstant bliver stillet nye krav til mange medarbejdere – uden at kompetenceudviklingen følger med.

Ét sted: Her går det endda den forkerte vej

Der er et endda ét sted, hvor det går den forkerte vej, når det gælder de forhold og muligheder, fagbevægelsen har kæmpet sig til på vores vegne. Det handler om vores dagpengesystem, der er så centralt i den danske model og hele det flexicurity-system, som er en del af modellen. Flexicurity giver arbejdsgiverne fleksibilitet i forhold til at hyre og fyre medarbejdere, der til gengæld er sikret fair forhold både når de hyres og fyres.

Desværre har politikerne igennem flere årtier sparet dagpengesystemet sønder og sammen. Det har de gjort ved at udhule systemet, når de skærer ned på satserne eller lader dem stå stille så længe, at de til sidst hverken er attraktive eller konkurrencedygtige. Det betyder, at flere danskere vælger muligheden fra, fordi gevinsten ved at være med i dagpengesystemet ikke svarer til udgiften. Satsen er ganske enkelt blevet så lav, at en ledig knapt kan forsørge sin familie på dagpenge.

Først for nylig pegede pilen for første gang i lang tid den rette vej, da regeringen i sit udspil til en arbejdsmarkedsreform foreslog, at dagpengesatsen sættes op i de første tre måneder af ledigheden. Ærgerligt, at man samtidig foreslog at lade de unge stå for finansieringen med den foreslåede nedskæring i dimittendsatsen.

Derfor håber jeg, at du sammen med mig vil tænke tre korte og et langt hurra for fagbevægelsen. Den er nemlig din, min og vores – og den er klar til at kæmpe videre for, at vi alle får de gode arbejdsforhold, vi fortjener.

Værd at fejre

Jeg vil runde af med at vende tilbage til fejringen af dagens fødselar – vores allesammens fagbevægelse, der altså fylder 150 år. For det skal fejres, markeres og bruges som en anledning til at huske hinanden på, hvad fagbevægelsen er, og hvad den har betydet. Vi skal dog også tage det som en motivation til at kæmpe videre. Sammen. Til at sige fra. Sammen. Til at indgå i udviklingen af vores arbejdspladser og arbejdsmarked. Sammen. Og til sammen at holde fast i de resultater, vi har opnået.

Derfor håber jeg, at du sammen med mig vil tænke tre korte og et langt hurra for fagbevægelsen.

Den er nemlig din, min og vores – og den er klar til at kæmpe videre for, at vi alle får de gode arbejdsforhold, vi fortjener.

God fødselsdag og god kamp!

Anne Marie Bay

Fællesformand

HK Midt