Det var helt tydeligt: Corona-perioden betød nogle markante ændringer i vores måde at arbejde på. For eksempel opdateringen af vores mødekultur, hvor vi indså, at ikke alle møder behøvede at være lange og fysiske. Visse møder kunne med fordel gøres korte og digitale.
Fremmødekulturen kom der også nye perspektiver på. Måske var det en idé at fastholde hjemmearbejde som en mulighed, i et eller andet omfang? For mange gav det en oplevelse af langt større fleksibilitet i forhold til at få hverdag, arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, at de kunne arbejde hjemme noget af tiden. For andre var det slet ikke noget attraktivt alternativ, fordi de foretrak fremmøde i stedet for at sidde hjemme en del af deres arbejdsuge. Begge synspunkter, som vi også møder i vores medlemsskare i HK Midt, har jeg stor respekt for.
Derfor glædede det mig også, at der her i årene efter Corona blev lyttet til begge synspunkter og tilgange til arbejdslivet. Der blev endda lyttet så meget, at mange arbejdspladser og ledelser dygtigt formulerede og introducerede fleksible løsninger, hvor den enkelte medarbejder selv fik en vis indflydelse på, hvordan arbejdslivet skulle tilrettelægges i forhold til fremmøde og hjemmearbejde.
Mange føler endda, at de på hjemmearbejdsdage præsterer endnu bedre, fordi der reelt er færre forstyrrelser end på arbejdspladsen, hvor det sociale element naturligvis fylder mere.
Jeg havde og har i øvrigt stor respekt for bekymringen fra flere sider i forhold til, hvad meget hjemmearbejde gør ved den fælles kultur på en arbejdsplads. For selvfølgelig er der brug for, at vi indimellem også rent fysisk kan se hinanden i øjnene og mærke tilhørsforholdet til en gruppe, et fagligt fællesskab osv. Dygtige ledere har dog sikret sammenhængskraften i organisationen med fællestidspunkter, fælles snitflader i kalenderen osv.
En anden bekymring har været, om medarbejderne nu også leverede den samme indsats, når de ikke havde chefen til at kigge over skulderen hele tiden. Tilbagemeldingen til os er, at det har folk gjort til skamme. Mange føler endda, at de på hjemmearbejdsdage præsterer endnu bedre, fordi der reelt er færre forstyrrelser end på arbejdspladsen, hvor det sociale element naturligvis fylder mere.
Efter de foregående betragtninger kan det næppe undre nogen, at jeg fandt det en anelse forstemmende, da en stor og inspirerende virksomhed som Novo Nordisk - med en ny CEO i spidsen – for nylig spolede hjemmearbejdsfilmen lige rigeligt tilbage. Her blev alt hjemmearbejde tilsyneladende 'cancelled', og mon ikke der er mange medarbejdere imellem, der er kede af at skulle af med deres fleksibilitet?
Jeg håber bestemt ikke, at beslutningen i Novo danner skole. For løsningen er hverken tvungne hjemmearbejdsdage, hvor nogle medarbejdere kan føle sig ensomme, eller 100% fremmødekultur, som tiden synes at være løbet fra, selvom Novo nu går forrest ved at gå bagud!
For mig er sandheden i det hele et sted midt imellem, hvor vi fastholder fleksibiliteten, de individuelle hensyn og alligevel ses nok til, at vi har en stærk kultur på arbejdspladsen. Dette er mit forsvar for, at vi fastholder nogle fleksible regler for hjemmearbejde. For denne fleksibilitet fortjener dygtige og engagerede medarbejdere, der hver eneste dag skal finde den rette 'work life-balance'