Af Estrid Husen, Afdelingsformand HK Sjælland

Ifølge statsminister Mette Frederiksen er økonomi årsagen til forslaget om afskaffelse af store bededag. Hvilket hun understregede igen og igen i TV Avisen tirsdag aften.

Problemet er, at regnestykket ikke går op. Samtlige økonomer fra forskellige steder som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Cepos og sågar overvismanden Carl-Johan Dalgaard sætter alvorligt spørgsmålstegn ved Finansministeriets beregninger.

De siger samstemmende, at afskaffelsen af en helligdag ikke kommer til at forbedre Danmarks økonomi på længere sigt.

Derfor er det utroværdigt og dybt bekymrende, at regeringen hårdnakket fastholder forslaget og lige så hårdnakket påstår, at det er nødvendigt for at skaffe penge til forsvaret.

Det er bekymrende, at regeringen med afskaffelse af store bededag samtidig lægger op til besparelser af op mod 2.700 stillinger indenfor en allerede meget trængt offentlig sektor. Forestiller regeringen sig virkelig, at det vil gøre det mere attraktivt at søge ind på disse trængte arbejdspladser?

Regeringen skylder at fortælle befolkningen, at konsekvensen af at afskaffe en helligdag bliver flere besparelser og færre til at løse samfundsopgaverne i et i forvejen trængt system.

Fortællingen om, at store bededag skulle være den eneste finansieringsmulighed, er et bluff. Det bluffnummer skal stoppe nu, ved at regeringen tager forslaget helt af bordet.