lovforslaget er et uansvarligt angreb på den danske model, der ellers årti efter årti har sikret stabilitet på det danske arbejdsmarked. Det virker som et unødvendigt tiltag, der må være groet i regeringens borgerlige baghave med tilhørende zig-zag-kurs. 
Indtil videre holder regeringen stædigt fast i ideen om at afskaffe store bededag på trods af massiv og berettiget modstand fra mange sider. For eksempel fra helt almindelige danskere, der står til at miste et pusterum for hele familien. Uanset hvordan det vil blive kompenseret økonomisk, så er det et stort tab for mange travle familier. Samtidig er den økonomiske model, der lige nu er tale om, langtfra nok til at kompensere for det søgnehelligdagstillæg, der aktuelt gives til de danskere, der arbejder på store bededag. De vil få mindre ud af det i en tid, hvor inflationen i forvejen æder løs af deres privatøkonomiske råderum.

 

Hertil kommer, at lovforslaget er et uansvarligt angreb på den danske model, der ellers årti efter årti har sikret stabilitet på det danske arbejdsmarked. Det virker som et unødvendigt tiltag, der må være groet i regeringens borgerlige baghave med tilhørende zig-zag-kurs. For den ene dag præsenterer statsministeren forslaget med henvisning til finansieringen af stigende forsvarsudgifter. Den næste dag kommenterer Lars Løkke Rasmussen på forslaget som en måde at finansiere vores velfærd på. Især det sidste lyder som en glidebane, hvis vi skal til at fratage danskerne forhandlede rettigheder for at sikre velfærden.

 

Jeg er klar over, at forslaget har været del af et komplekst regerings-forhandlingsspil med masser af ”gi’ og ta’”. Det virker dog besynderligt, at en bred samlingsregering, der igen og igen henviser til den nuværende situations alvor, blafrer med en rød klud foran arbejdsmarkedets parter, lige inden de skal til at sætte sig sammen og forhandle nogle af de vigtigste overenskomster i nyere tid.

Man kan samtidig undre sig over timingen i regeringens forslag. Jeg er klar over, at forslaget har været del af et komplekst regerings-forhandlingsspil med masser af ”gi’ og ta’”. Det virker dog besynderligt, at en bred samlingsregering, der igen og igen henviser til den nuværende situations alvor, blafrer med en rød klud foran arbejdsmarkedets parter, lige inden de skal til at sætte sig sammen og forhandle nogle af de vigtigste overenskomster i nyere tid. På det private område, der ofte sætter rammen for de efterfølgende OK-forhandlinger i det offentlige, vil forslaget om afskaffelse af store bededag være meget mere end en knast i forhandlingerne. Det kan vise sig at blive et stort træ, som det bliver svært at komme rundt om, på vejen mod det, Danmark har allermest brug for: Et ansvarligt, afbalanceret overenskomstforløb, hvor parterne finder sammen i en fælles løsning. Uden politisk indblanding, og uden at store bededag er i spil. For det pusterum til danskerne bør vi bevare.

 

Lad os ikke håbe, at forslaget bærer kimen til en storkonflikt i sig. For det er det allersidste, Danmark har brug for lige nu.

Regeringen har med sit forslag og sin elendige timing rokket ved fundamentet for de kommende overenskomstforhandlinger og for hele vores danske model. Lad os ikke håbe, at forslaget bærer kimen til en storkonflikt i sig. For det er det allersidste, Danmark har brug for lige nu. Det kan dog blive nødvendigt at stå fast på sikrede og forhandlede rettigheder. Især når politikerne skubber til nogle helt grundlæggende balancer.