Bjarne Corydon mener i en kronik, at vi i fagbevægelsen skal tage os alvorligt sammen, hvis vi gerne vil redde den danske model. Det skal være slut med at skyde skylden for vores blødende medlemstal på de gule fagforeninger, politikerne og arbejdsgiverne. Selvransagelsen må indfinde sig, og helst uden klassekampsromantik og et musikalsk bagtæppe af ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.
Jeg er bestemt ikke altid enig med Corydon, og jeg er heller ikke enig i alt, han skriver i sin kronik. Men jeg er enig i konklusionen. Hvis vi vil bevare den danske model, må der ske større ændringer i fagbevægelsen. Det, vi gør nu, rækker ikke.
Et godt sted at starte, er at kigge på kontingentet. Når jeg taler med de medarbejdere i HK Sydjylland, som håndterer udmeldelser, fortæller de mig, at det primære argument, folk har for at melde sig ud, er prisen.
Det vil altid være lidt dyrere at være medlem af en rigtig fagforening, fordi der er ekstra udgifter forbundet med at tegne og vedligeholde overenskomster samt at repræsentere arbejdstagerne i uddannelsesbestyrelser, arbejdsmarkedsråd og politiske samlinger. Vigtige samfundsopgaver, som de gule forretninger ikke har udgifter til, fordi de lukrerer på det arbejde, vi andre laver.
Men behøver et medlemskab af en overenskomstbærende fagforening at være så meget dyrere, som tilfældet er? Mens medlemstallene daler, stiger antallet af medarbejdere i de fleste fagforeninger støt. Det hænger ikke sammen.
Min egen analyse er, at vi har bredt os over for meget. Jeg er ikke sikker på, at det er en fagforenings opgave at tilbyde alt fra sprogkurser over gratis advokatrådgivning til jubilarfester. Det er fine tiltag, men det er også fordyrende. Vi skal tilbage til en mere klassisk basisversion af en fagforening, som folk har råd til at være medlem af.
Der er også grund til at se på den måde, vi indretter os i den enkelte fagforening. Behøver vi have så mange forskellige sektorer, niveauer og afdelinger, som vi fx har i HK? Bringer de reelt merværdi til medlemmet, eller kunne man simplificere og effektivisere ved at skrælle nogle lag væk? Jeg tror det. Men det er et svært område at bevæge sig ind på, for skal der virkelig ske noget, vil der være stillinger, der bliver lagt ned i processen. Og det er os selv, der skal nedlægge dem.
Vi må også i gang med at slagte nogle hellige køer. Det er her, arbejderromantikken skal lidt i baggrunden. For det er bl.a. en kendsgerning, at platformsøkonomien stormer frem, og at det er på den måde, mange gerne vil arbejde i dag. Dem bliver vi også nødt til at favne.
Fagbevægelsen er fyldt med passionerede medarbejdere med kloge hoveder. Fortidens tendenser til pamperi er for længst væk, og konsensus er, at vi er til for medlemmerne. Men vi mister medlemmer, og når vi mister medlemmer, svækkes den danske model og vilkårene for lønmodtagerne. Det må vi ikke lade ske. For én ting i Bjarne Corydons kronik kan jeg helt uden forbehold erklære mig enig i: Der findes intet attraktivt alternativ til den danske model.
