Det er pinligt at høre dårligt

Foto: Lisbeth Holten

Mødet er begyndt, og to af dine kolleger lægger ud med at præsentere dagsordenen for den næste time. En tredje stiller et spørgsmål, men før du kan nå at høre det, har en fjerde givet sit besyv med. Deres snakken er blevet til en rungen i dine ører. Du skal lige til at åbne munden for at bede dem om at tale en ad gangen, men holder igen. Det er nok kun dig, der ikke hørte det og fik fat i pointen.

Ovenstående scenarie er et tænkt eksempel, men går igen i en række HK/Privat-medlemmers fortællinger om deres oplevelser af at gå på arbejde med høreproblemer. Få har lyst til at stå frem med deres historier, da de opfatter det som pinligt. Det er ikke noget, de har lyst til at dele med deres kolleger eller omverdenen.

Analyseinstituttet Epinion har i en ny undersøgelse for HK/Privatbladet blandt andet spurgt ind til medlemmernes åbenhed om deres høreproblemer. Blandt dem, der oplever, at de hører dårligt, har 72 procent ikke fortalt det til nogen på deres arbejdsplads. Men langt hovedparten mener heller ikke, at det går ud over deres arbejdsdag.

Fællesskabsfølelsen bliver opslugt
Spørger man psykolog Anne-Mette Mohr, der har et indgående kendskab til mennesker med høreproblemer og deres problematikker, er det ikke overraskende, at mange ikke er åbne omkring deres dårlige hørelse. For det er et usynligt handicap, som det ofte tager mange år at anerkende som et problem.

- Mennesker er sociale væsener. Vores psykologiske overlevelse på arbejdspladsen afhænger af kommunikation og fællesskabet med andre. Så når vi får svært ved at være med i en samtale og ikke hører vigtige pointer eller vittigheder, kan det føre til, at man føler sig udenfor. Man skammer sig, fordi man misforstår og svarer forkert, og det gør, at man ikke har lyst til at fortælle det til nogen, siger Anne-Mette Mohr, som i over 25 år har arbejdet med personer med høreproblemer i både privat praksis og i rådgivningstilbuddet House of Hearing. 

- Man føler sig isoleret og alene og trækker sig tilbage, fordi man ikke længere finder glæden i at hyggesnakke med kollegerne. Mange lader også være med at holde frokostpause med kollegerne, særligt hvis kantinelokalet har dårlig akustik og støjrunger, hvilket er tilfældet mange steder. På den måde kan høreproblemer opsluge følelsen af at være en del af et kollegialt fællesskab, siger hun.

En negativ opmærksomhed
Også Majbritt Garbul Tobberup, landsformand i Høreforeningen, der er interesseorganisationen for mennesker med høreproblemer, har et stort kendskab til de mange udfordringer, der hører med til at have nedsat hørelse. Hun lægger særligt vægt på, at grunden til, at folk ikke fortæller om deres hørenedsættelse, er, at de færreste har lyst til at påkalde sig selv den opmærksomhed, det er at bede folk om at tage hensyn.

- Når du har problemer med hørelsen, bliver du konstant tvunget til at påkalde dig selv negativ opmærksomhed, og det er ubehageligt for de fleste. Du påfører andre dårlig samvittighed, hver eneste gang du skal huske dem på, at de skal tage hensyn til dig, både i forhold til hvor du skal sidde, og hvis der er nogen, som ikke taler tydeligt nok eller taler i munden på hinanden. I bund og grund handler det om, at man føler, man bliver en showstopper, der er til besvær, siger hun.

- Og så er det svære jo også, at det kun er dig selv, der hele tiden er opmærksom på problemet. Det er kun dig selv, der ved, hvor stort problemet er. Det er enormt ensomt.

Dårlig hørelse er en indre kamp
Det er gennemgående, at dårlig hørelse er tabubelagt. HK/Privatbladet har været i kontakt med seks medlemmer, der alle ønsker at være anonyme, da de ikke har fortalt på deres arbejdsplads, at de hører dårligt. De føler sig ikke klar til, at deres kolleger skal vide det. Alle fortæller de om daglige udfordringer med kommunikationen på arbejdspladsen og om frokostpauser, der bliver brugt i store rum med for meget støj, så de ikke kan være med i den sociale snak med kollegerne.

- Det er flovt og ikke noget, jeg har lyst til, at folk skal vide. Det handler mest af alt om, hvordan jeg føler mig tilpas. Jeg tror ikke, mine kolleger vil se ned på mig, hvis jeg fortalte, at jeg hører dårligt. Men det er bare en arbejdsplads, hvor folk taler meget. Så det er min egen indre kamp. Jeg har lige fået briller, og de klæder mig og har givet min selvtillid et boost. Men hvis jeg skulle have et høreapparat i min unge alder, er jeg sikker på, at det ville have den modsatte effekt og påvirke mig negativt rent psykisk, fortæller et anonymt HK/Privat-medlem på 33 år.

Et andet medlem fortæller, at hun har til opgave at tage referat til møder. Det kan være en udfordring, da hun har svært ved at høre, hvis kollegerne taler i munden på hinanden.

- Jeg synes, det er pinligt, når jeg for tredje gang skal bede min kollega om at gentage det, hun lige sagde. Så lader jeg bare, som om jeg hørte det, og prøver at følge med. Min chef har ikke opdaget noget. Han tror bare, at jeg er distræt. Det er nok min egen ømhed over for det, der gør, at jeg ikke har gjort noget eller sagt det til nogen. Jeg føler mig ikke gammel nok til at få et høreapparat. Det er ikke noget, jeg har lyst til, siger det anonyme HK/Privat-medlem på 46 år.

Et tredje medlem fortæller, at hun forsøger at leve med, at det ikke er alle dele af en samtale, hun fanger, og at det kan føles frustrerende. Derfor sker det jævnligt, at hun ikke siger noget, selv om hun ikke fik fat i det hele.

- Når jeg falder ud af samtalen, går jeg ind i mig selv og forsøger at acceptere, at jeg heller ikke denne gang hørte det, der blev sagt. Jeg har ikke sagt det til nogen, da jeg tænker, at det nok bare er mig, som har den udfordring. Jeg er jo ved at blive ældre, og det hele går lidt langsommere. Det går nok, at jeg ikke lige fangede det hele, fortæller HK/Privat-medlemmet på 53 år, der også nævner, at

Læs også: Arbejdspladsen tager hensyn til Helles hørehandikap

Synssansen rangeres højere
I samtalerne med de anonyme HK/Privat-medlemmer er det udtalt, at høreapparater føles ekstremt fremmedartede og er svære at identificere sig med som hjælpemiddel til ens reducerede høresans. Et fjerde anonymt HK/Privat-medlem fortæller sågar, at hun efter at have fået høreapparat i begge ører ikke længere bliver klippet korthåret. For hun vil ikke vise, at hun hører dårligt og går med høreapparat.

Anderledes forholder det sig med synssansen, hvor det hjælpemiddel, vi kan benytte til vores øjne, er mere udbredt, forklarer psykolog Anne-Mette Mohr.

- Der er bare forskel på sanserne. Briller er mere udbredte og forbindes ofte med intelligens. Vi føler, at vi får mere kant og ser mere begavede ud med et sæt briller på næsetippen, og den status har høreapparater på ingen måde, siger hun og tilføjer, at kulturel indflydelse også spiller en rolle.

- Jeg tror, vi alle har et indre billede af gamle fru Fernando Møhge fra Matador, når vi tænker på personer med dårlig hørelse. Sådan har man ikke lyst til at blive set på af andre. Slet ikke i en tidlig alder.