Denne artikel af Maja Vang er oprindeligt bragt på A4 bag abonnement. Du kan læse uddraget frit på grund af et samarbejde mellem HK Stat og A4 Medier.
A4 Medier skriver om arbejdsliv, arbejdsmiljø og overenskomst til sine abonnenter.
Første dag på et nyt arbejde foregår sjældent uden sommerfugle i maven. Hvordan er de nye kolleger, hvordan er chefen, og hvad forventes der af mig, er typiske spørgsmål, der bliver besvaret inden for de første par uger.
Men under coronakrisen, hvor en stor del af danskerne arbejder hjemme, er det langt fra sikkert, at man får svar på de spørgsmål. Ifølge tal fra Jobindsats var der i april og maj, altså under den første bølge af coronakrisen, omkring 100.000, der fik et nyt arbejde. En del af dem har derfor mødt deres kolleger for første gang på en skærm.
Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, fortæller, at selvom det naturligvis er lykkelige omstændigheder at have fået et arbejde i en tid, hvor mange har mistet det, så kan det også være forbundet med store udfordringer.
- Hvis man ikke er en del af et kollegaskab, så kan man meget hurtigt føle sig isoleret og ensom. Det er især et problem for nyansatte, fordi de går glip af en masse information og viden, som man kun får, når man er fysisk sammen. Hvorimod ansatte, der har været længe på arbejdspladsen, nærmest kan føle det som en befrielse at få lov til at sidde derhjemme og koncentrere sig om deres kerneopgave.
Det er ikke kun, når det gælder information og viden, at kollegerne er vigtige:
- Undersøgelser viser, at kollegaskab er helt afgørende for vores trivsel på jobbet. Det er altid det, der scorer højt, når man spørger ind til, hvad der skaber arbejdsglæde og motivation. Der er endda undersøgelser, hvor godt kollegaskab vægter højere end lønnen, forklarer Thomas Bredgaard.