Rikke Høgsted krisepyskolog Foto Claus Peuckert

"Vi skal genforbindes" under en nedlukning, der ligner isolation, siger krisepsykolog Rikke Høgsted. Foto: Claus Peuckert

Det store sociale batteri i form af kontakten med kolleger og venner er ikke længere intakt. Og vi er efterladt i det uvisse med, hvornår vi kan tappe strøm på det igen her under den anden coronanedlukning. For vi har ikke nogen troværdig slutdato på coronaepidemien.

Det er ifølge krisepsykolog og foredragsholder Rikke Høgsted et par af de alvorligste årsager til, at tristessen med god grund har lagt sig tungt over de hjemsendte medarbejdere. Vi føler os isolerede og i ’undtagelsestilstand’, mener psykologen, som frygter, at nogle hjemmearbejdere bukker under. 

- Den øgede træthed og manglende udsigt til et slutpunkt for nedlukningen kan føre til angst og depressioner. Men det kan også føre til et merforbrug af fx alkohol og sukker, der kan ende med et decideret misbrug. De hjemsendte med flest belastninger – fx de, der er meget alene – kan falde i den grøft. Derfor er det vigtigt at få øje på de første tegn på depression og misbrug tidligt, siger Rikke Høgsted, der også er en del det corona-ekspertpanel, som er nedsat af Dansk Psykolog Forening.

Men det kræver social kontakt, som jo er en mangelvare for tiden, at spotte de første tegn på psykiske belastninger hos kolleger og venner.

"Helt naturligt med udtrætning"

Rikke Høgsted genkender tydeligt tendensen i HK Stats undersøgelse, der viser, at medlemmerne oplever større ensomhed, mindre glæde og en nedsat frihed i den nuværende coronanedlukning i forhold til nedlukningen i marts. 

- Nyhedens interesse giver altid lidt ekstra gejst og energi. Derfor gik nedlukningen og hjemmearbejde forholdsvist smertefrit i første coronabølge. Samtidig blev vi skubbet frem af oplevelsen af den kollektive bevægelse, hvor vi bidrog til den fælles kamp mod den fjendtlige smitte. Man oplevede, at netop ens indsats som enkeltperson gjorde en forskel i det store billede, siger Rikke Høgsted. 

Vi kan som personer godt lide den form for fælles kamp, hvor der er kontant afregning og et hurtigt positivt resultat, konkluderer hun. Men da det blev efterår, og vi skulle på den igen med hjemsendelser, isolation og hjemmearbejde uden de sociale kontakter, var situationen en anden.

- Vi havde prøvet omstillingen fra job til hjemmearbejde. Men denne gang trak det ud, og der var ingen hurtige succeser. Så det var helt naturligt med den udtrætning, der opstod. Nogle var af forskellige årsager mere belastede end andre. Derudover er nogle mennesker bedst ’bygget’ til den korte eksplosive løbedistance, mens andre klarer sig bedre på de lange distancer, hvor udholdenheden er afgørende, siger Rikke Høgsted.

Kontrol forvandlet til diffus trussel

Denne nedlukning er også gjort mere svær af en lang, mørk vinterperiode og en øget smitterisiko. Vi kan ifølge psykologen ikke bare køre vores eget løb og koncentrere os om selv at komme godt igennem. Vi har et ekstra hensyn at tage til alle de andre, vi normalt omgår os med og møder.  

- Rent psykisk er vi bedre til at holde ud og stå distancen med hovedet højt, hvis vi har et sluttidspunkt at forholde os til. Det har vi ikke rigtig haft i efteråret. Men pludselig kom vaccinen og gav lys for enden af tunnelen. Nu skal vi så forholde os til en kæmpe joker i form af den britiske smittevariant. Vi troede lige, vi havde en form for kontrol, men den følelse er nu vendt til en diffus trussel, siger Rikke Høgsted.

"Vi skal genforbindes"

I en sådan utryg situation vil vores ressourcer som flokdyr og deltagere i et fællesskab normalt stive os af og føre os mentalt gennem en krise, vurderer hun. Men rigtig mange af os er lige nu taget ud af flokken og fællesskabet.

- Ressourcen for flokdyr er, at vi blandt andet realitetskorrigerer hinanden. Vi spiller bold op ad hinanden og bliver trygge ved at se andre opleve virkeligheden, som vi selv gør. Det kommer til at mangle i øjeblikket, når de med færrest sociale kontakter skal håndtere nye forandringer. Dem skal vi som kolleger eller venner huske at ringe eller skrive til.  

- Vi skal genforbindes – og det er svært virtuelt. Så vi skal huske at gå ture sammen på afstand, så vi taler sammen – og ringe til hinanden. Der er en risiko ved isolation. Den gør det sværere at få øje på hinanden, og så kan der opstå mistrivsel, siger Rikke Høgsted.