De fleste, der arbejder hjemme, kender det. Du har siddet foran skærmen til det ene onlinemøde efter det andet, og når arbejdsdagen er slut, er du træt. Rigtig træt. Selvom du jo sådan set ikke har lavet andet end at sidde foran skærmen hele dagen.
Den nye form for udmattethed er så udbredt, at den allerede har fået sit eget begreb ’Zoom fatigue’; altså på dansk Zoom-træthed med henvisning til den amerikanske videotjeneste Zoom, der har oplevet en vækst på mere under 450 % under corona. Herhjemme er tjenester som Teams, Skype og Google Meet også særdeles udbredt på hjemmekontorerne. Man kan derfor lige så vel tale om at være Teams-udkørt eller Skype-mør.
Og selvom det måske kan lyde modsætningsfyldt, at man kan blive udmattet af ”ikke at lave noget”, er der al mulig grund til at tage det alvorligt, lyder det fra June Halvorsen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat.
Epinionundersøgelser foretaget for HK Privat viser, at op mod halvdelen af medlemmerne har arbejdet helt eller delvist hjemme i perioder under coronapandemien, og de medlemmer har gjort brug af de her tjenester dagligt, og for nogles vedkommende har onlinemøder fyldt hele dagen, forklarer June Halvorsen.
- Men da vi bare blev kastet ud i at bruge de her videotjenester over natten, havde vi jo ingen kultur eller tradition for, hvordan vi skal gebærde os. Med den viden, vi har nu har opbygget, er det vigtigt, at vi nu også får fokus på den del, siger hun.
Hun forklarer, at en af udfordringerne er, at onlinemøder ofte har en meget komprimeret dagsorden.
- Derfor kræver de også ekstra stor koncentration, samtidig med at de naturlige pauser, der opstår, når mennesker er sammen fysisk, ikke er der, siger hun.
LÆS OGSÅ: SÅDAN FÅR DU MERE BEVÆGELSE IND I DIN ARBEJDSDAG
Derudover ligger der i selve kameraet et indbygget paradoks. For på trods af gode hensigter om så meget som muligt at skabe en situation, der minder så meget om den, vi har, når vi er fysisk sammen, så sender de tændte kameraer hjernen på overarbejde, forklarer June Halvorsen.
Hun henviser til at studie for Stanford University, der i sidste uge fik en del opmærksomhed herhjemme. Her har en gruppe forskere som de første kigget nærmere på de psykologiske konsekvenser af at sidde og se på sit eget og sine kollegers digitale ansigter i timevis hver dag.
De har fundet frem til fire primære årsager til, at videomøder er så drænende: Øjenkontakten er ekstrem intens, vi ser på vores eget spejlbillede hele tiden, vi har ingen mulighed for bevægelse og den nonverbale kommunikation er langt mere krævende.
June Halvorsen nævner desuden endnu en femte ”kæphest”, som forskningen fra Stanford ikke kommer ind på, men som hun også mener er en væsentlig grund til, at videomøder tærer ekstra meget på mange.
- Vi ved, at cirka halvdelen af befolkningen er introverte, og for dem kan det opleves som ekstra intimiderende at ”sidde tæt” og kigge på andres ansigter og ikke mindst at andre mennesker sidder tæt og kigger på én, siger hun.
LAD KAMERAERNE VÆRE SORTE
På baggrund af undersøgelsen er Stanford-forskernes anbefaling klar: Sluk kameraet.
Samme anbefaling lyder fra June Halvorsen til medlemmerne.
- Som det er nu, er det den enkelte mødeleder eller en anden person, som først markerer sig, der bestemmer ”reglerne” og fx opfordrer til at tænde kameraerne. Vores anbefaling er, at man i stedet sammen på arbejdspladsen får skabt kultur om, at det er ok at slukke kameraerne, hvis det er sådan man trives bedst, og at det fx kun er den, der siger noget, der har kameraet tændt, samt evt. mødelederen, siger hun.
Hvis det er helt korte møder, eller emnet kræver, at man ser hinanden i øjnene, så kan det godt være, at det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis kameraerne er tændt, understreger June Halvorsen, men ellers er hendes klare anbefaling, at de så vidt muligt er slukket, når ikke man selv taler.
- Det er ikke i orden, at nogen føler, at de skal komme op med de her undskyldninger om, at kameraet ikke virker eller smører vaseline på kameralinsen, så billedet sløres. Lad os respektere hinanden og give mulighed for, at vi hver især deltager i onlinemøder på den måde, som vi bedst trives med, slutter hun.