Nahla, Benjamin og Tenna - privatfoto

De tre laboranter Nahla Chehabi (t.v.), Benjamin Jacobsen (midt) og Tenna Jensen (t.h.) har været med til at udvikle den danske coronavaccine i Mærsk Tårnet. Foto: Privatfoto

Midt i marts sad den danske laborant Nahla Chehabi koncentreret og fulgte nervøst med på et videolink, da en ukendt hollandsk mand fik et stik i armen. Der stod nemlig meget på spil for laboranten. For den vaccine, hollænderen som første forsøgsperson fik sprøjtet ind, har Nahla og hendes kolleger over det seneste år konstrueret og udviklet, for at vi alle skal kunne føle os mere sikrede mod corona fremover.

- I det øjeblik blev jeg ekstra opmærksom på, hvad jeg har været med til. Det var sindssygt surrealistisk! Jeg så et levende menneske blive stukket med et produkt, jeg har været med til at lave. Tænk, hvis personen bliver syg – og tænk, hvis vores arbejde har været forgæves, siger Nahla Chehabi til HK Statbladet.

LÆS OGSÅHK’ER ARBEJDER PÅ CORONAVACCINE: Jeg er vildt stolt over at være med

HK Stat-medlemmet har sammen med forskere og andre laboranter siden en forsigtig opstart i februar sidste år arbejdet hårdt og dedikeret på at strikke en vaccine sammen for Københavns Universitet (KU) på 11. etage af Mærsk Tårnet på Nørrebro. I december 2020 var den danske vaccine færdig, og den er nu med en massiv økonomisk indsprøjtning sendt videre til Holland. Her skal den afprøves i mennesker, før den forhåbentlig bliver godkendt til at vaccinere andre mennesker mod corona i slutningen af 2021.

- Det er gået rigtig godt med vores vaccine. Vi har afsluttet vores del af arbejdet og har givet den færdige vaccine videre til Bavarian Nordic, som vi satser på og regner med vil bære den resten af vejen. Så det er selvfølgelig en superspændende tid for os, selv om jeg ikke længere har hænderne i det daglige arbejde med vaccinen, siger 36-årige Nahla.

”En lettelse at give vaccinen videre”

Ifølge laboranten er der udsigt til, at den danske vaccine kan noget andet – og lidt mere – end de vacciner, der lige nu bruges til at slå covid-19 ned. Vaccinen er således populært sagt udviklet omkring en ’falsk’ virus, så kroppen selv kan danne antistoffer mod corona. Det danske projekt startede senere end mange af de udenlandske vaccineprojekter og havde ikke så mange midler og ressourcer i begyndelsen. Men holdet i Mærsk Tårnet kom hurtigt efter det.

- Det er vildt syret, at vi nu har løst opgaven efter mange op- og nedture undervejs. Vi havde håbet at nå så langt, men jeg ved ikke, om nogen af os egentlig turde tro på det. Men vi fik styr på vores del af arbejdet, og det var både supervigtigt og en lettelse at kunne give vaccinen videre, siger Nahla.

LÆS OGSÅ: Vi holder stadig liv i diadem-torsdag

I dag er Nahla og kollegerne tilbage til det normale arbejde, som har hobet sig op under vaccinearbejdet. Men alle på 11. etage holder et vågent øje med forsøgene i Holland og vaccinens videre godkendelsesforløb.

- Undervejs kunne jeg godt fornemme et højere stressniveau på grund af de forventninger, der blev bygget op – og den større opmærksomhed fra andre dele af verden og de danske medier. Måske bliver vi også lidt overforsigtige, når vi arbejder med noget så betydningsfuldt. I mit meget koncentrerede og forsigtige arbejde lever jeg i en optimeret verden, hvor vildt små ting kan ændre hele indholdet i et produkt. Småbitte parametre afgør effekten og stabiliteten i vaccinen, så ofte ender vi med at fejle for derefter at begynde et andet sted igen, siger Nahla.

Befriende at koncentrere sig om familien

Laboranten vurderer, at hun har taget et kraftigt ryk frem fagligt på projektet. Men hun betoner også, at der har været mange mennesker bag vaccinen, som er grundlagt på en stærk holdindsats.

- I forhold til den første nedlukning, hvor vi kun var en håndfuld på arbejde i et isoleret tårn, åbnede KU sidste sommer op for lidt flere kolleger på grund af det vigtige laboratoriearbejde. Det betød en del restriktioner på arbejde. Men jeg har efterhånden fundet det naturligt at leve under corona. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg egentlig savner de mange sociale arrangementer, shopping og børnenes fritidsaktiviteter, for det er også befriende, at der ikke er så mange ting, vi skal hele tiden. I stedet koncentrerer vi os om at være sammen som familie og hygge os.

LÆS OGSÅ: Jeg frygter sociale senfølger af corona

Nahla savnede i begyndelsen den sociale kontakt med kollegerne. Men nu er mange af dem vendt tilbage i Mærsk Tårnet, så det er på vej mod normale tilstande. Og det er "fantastisk", mener hun.

- For mig har arbejdet med noget så vigtigt som vaccinen været stor en optur midt i nedturen med corona. Man kan holde til meget mere, når man arbejder koncentreret i et team med noget så vigtigt. Og nu er det dejligt at kunne komme på arbejde og endda have kolleger i nærheden. Det holder mig i godt humør under coronakrisen, siger Nahla Chehabi.

HK’ere med til at udvikle dansk vaccine

Tre laboranter og medlemmer af HK Stat har det seneste år i Mærsk Tårnet i København deltaget i udviklingen af den danske vaccine, som nu testes i mennesker og forventes klar til brug i slutningen af 2021:
Nahla Chehabi var med helt fra starten for lidt over et år siden i arbejdet med den danske coronavaccine. Hendes primære opgave var fra begyndelsen at klone de mange forskellige designs af corona-antigenet for at finde den bedste vaccinekandidat.
Benjamin Jacobsen blev tilsluttet det team, der havde til opgave at udvikle og optimere de processer, som bliver brugt til at oprense vaccinens forskellige komponenter. Han har også analyseret renhed og funktionalitet af de oprensede proteiner for at lave den perfekte opskrift til masseproduktion af vaccinen.
Tenna Jensen var tilsluttet det team, der havde til opgave at producere vaccinen i en anden cellelinje. Målet var at teste, om man kunne få et større udbytte af vaccinen, og på den måde gøre masseproduktionen mere effektiv.