Den skjulte besparelse på 2 procent om året står i skærende kontrast til den store opgavemængde på mange af statens arbejdspladser, mener de to forfattere. Foto: Mostphotos
Regeringen fremlagde 30. august sit forslag til finanslov for 2022 uden de store armbevægelser. Som repræsentanter for de mange ansatte i staten, der hver dag knokler for at få tingene til at hænge sammen, undrer det os dog, at de fortsatte besparelser på det statslige område ikke har hverken politikernes eller offentlighedens bevågenhed.
Omprioriteringsbidraget betyder en årlig reduktion på 2 procent på mange af statens arbejdspladser. Penge, der ikke kan findes ved at spare på kopipapiret og rengøringen – for det er sket. De skal altså findes ved at få medarbejderne til at løbe stærkere. Nogle steder for at kompensere for, at der er skåret i bemandingen for at indfri de tilbagevendende sparekrav. Andre steder for at løse et stigende antal opgaver. Nogle steder endda begge dele.
Omprioriteringsbidraget årelader de statslige arbejdspladser – og heldigvis er det suspenderet på områder som kultur og uddannelse, hvor konsekvenserne blev for store. Den erkendelse fortjener regeringen ros for. Men på en lang række områder kører grønthøsteren videre. I 2022 drejer det sig om en besparelse på cirka 375 millioner kroner. Et stort beløb – og det skal vel at mærke lægges oveni de mange penge, der er blevet fjernet fra områderne, siden besparelsen blev indført i 2016. Det er klart, at det har konsekvenser.
Der er ikke noget flødeskum tilbage, og besparelserne rammer både borgere, virksomheder og fagligheden i opgaveløsningen. Sagsbehandlingstider vokser, serviceniveauet er truet. Se bare på situationen ved politiet og i hele retssystemet.
De skjulte besparelser står i skærende kontrast til arbejdsmængden i mange ministerier og styrelser. I en ny undersøgelse svarer over halvdelen af de adspurgte embedsmænd, at de oplever et så massivt arbejdspres, at det går ud over kvaliteten af det arbejde, de udfører. Og resultatet af år med besparelser uden en tilsvarende reduktion i opgaverne.
Vi er langt ude over, hvad der kan findes via effektiviseringer og andre trylleord – faktisk er vi derude, hvor konsekvensen på den ene side er stress og dårligt arbejdsmiljø for de ansatte, og hvor opgaverne ikke kan løses med den tilstrækkelige kvalitet. Heldigvis har også statsministeren for nyligt medgivet, at der er brug for en ny politisk arbejdskultur med tid til at løse opgaverne ordentligt. Lad os håbe, at Frederiksens tanker allerede vinder indpas, når regeringens forslag til finanslov skal forhandles, og lad os få fjernet omprioriteringsbidraget på hele statens område.