Kæmpe overskud - men minimale lønstigninger

Katrine og Uffe foran JP/Politikens Hus i København, hvor de er trætte af at kæmpe for lønstigninger, ledelsen ikke er indstillet på at give. Fotos: Mark Knudsen

Efter et halvt års forhandlinger og seks møder endte det her i august, som det var begyndt i februar. Ikke så meget som en decimal havde rykket sig, siden ledelsen på det første møde kom med sit udspil:

HK’erne i JP/Politikens Hus kan få 1 pct. i lønstigning i 2022 ud over fritvalgslønkontoen. Punktum.

HK-Klubben for Ekstra Bladet og Politikens eget udspil lå i begyndelsen på 3 pct. ud over fritvalgslønkontoen. Undervejs i forhandlingerne har klubben dog udtrykt villighed til at møde ledelsen et sted på midten. Men nej, nej og nej.

- Vi synes ellers ikke, vores krav var urimeligt. Allerede da forhandlingerne begyndte, lå inflationen  på 5-6%, og siden er den jo bare steget, siger Katrine Jørgensen, som er en af klubbens to tillidsrepræsentanter.

Hendes tillidsrepræsentantkollega, Uffe Ring-Petersen, uddyber:

- Vi har i en årrække knoklet for at skabe overskud uden at blive belønnet for det. Vi har længe kun oplevet meget små lønstigninger. Samtidig med at vi kan se, at der er trecifrede millionoverskud i koncernen hvert år.

Tillidsrepræsentanternes utilfredshed skyldes også, at de oplevere en meget ringe vilje til forhandlinger.

Tillidsbrud

Et kig i koncernregnskabet fra JP Politikens Hus giver Uffe ret: Senest har koncernen i 2021 præsteret et rekordoverskud på 286,6 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen er på over 3 milliarder.

I det lys er JP/Politiken et godt eksempel på det problem, at den lokale løndannelse mange steder ikke fungerer efter hensigten.

Det er ellers et væsentligt element i den danske model, at lønnen forhandles lokalt. Stærke virksomheder med solide overskud skal give deres medarbejdere et stykke af kagen, i stedet for at alt skal forhandles centralt og trækkes ned over hovederne på alle. Men sådan fungerer det ikke i JP/Politikens Hus, fastslår Katrine.

- Vi oplever nærmest et løndiktat. Ledelsen spillede ud med en stigning på 0,55-1%, og sådan er det blevet. I august fik vi en mail om, at de gerne ville afslutte forhandlingerne, og ellers ville de gå videre med den ene procent til ledelsens fordeling. Med andre ord: Hvis vi ikke indgik en aftale, ville nogle kolleger slet ingenting få. Så vi lavede en aftale. Men vores tillid til arbejdsgiver er brudt, når arbejdsgiver ikke kommer medarbejderne i møde i en situation som nu, hvor vores realløn bliver udhulet. Vi oplever, at filmen er knækket ift. den danske model.

Vi føler os helt ærligt til grin, siger Katrine.

Åbent brev til ledelsen

Resultatet er blevet en stigning på 1%, som udregnes fra den samlede lønsum. Alle stiger 250 kr., og så er der 92,39 kr. pr. medarbejder til ledelsens fordeling. De lavestlønnede er dermed sikret en stigning på lidt mere end 1%, som i deres tilfælde ville have været 220 kr.

Medarbejderne er dog langt fra tilfredse med resultatet.

HK-klubbens forhandling var del af en etårig lokalaftale. Andre klubber har fået 0%, selv om det har ligget i deres lokalaftale, at der netop i år kunne forhandles ekstraordinært, hvis omstændighederne var til det.

I et åbent brev til ledelsen underskrevet af medarbejderforeningerne på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Politiken, Monitormedier, Watch Medier samt HK Jyllands-Posten og HK-klubben for Ekstra Bladet og Politiken har 614 medarbejdere derfor udtrykt ”en kolossal skuffelse” over koncernledelsen.

Samme fornemmelse stod Uffe og Katrine med efter de afsluttede forhandlinger i august.

- Vi ved, at der var et kæmpe overskud sidste år. Vi er ikke dumme nok til, at de kan bilde os ind, at der ikke er nogen penge. Vi føler os helt ærligt til grin, siger Katrine.

Uffe forklarer, at hverken forløb eller resultat kommer bag på ham.

- Min oplevelse er, at hver gang vi når frem til de lokale lønforhandlinger, så iværksætter ledelsen en stemning af, at nu går det dårligt, annoncepriserne falder etc. Der er altid negativitet og krisestemning, når vi nærmer os lønforhandlingen. Vi er skuffede og frustrerede over at stå tilbage med en stigning, som er for lille til at gøre nogen forskel i virkeligheden.