I flere forvaltninger i Københavns Kommune har man indført free seating, hvilket betyder, at hver femte arbejdsplads er sparet væk. Foto: Tom Ingvardsen

ny undersøgelse

Kampen om pladserne

I takt med at flere og flere medarbejdere har fået mulighed for at arbejde hjemmefra, øjner kommuner og regioner chancen for at spare kvadratmeter og skriveborde. 15 procent af HK Kommunals medlemmer angiver således, at de nu er ansat på en arbejdsplads uden faste pladser. At det er upopulært understreges samtidig af, at halvdelen er utilfredse med løsningen.

Det summer af liv, når man træder ind i Gitte Mikkelsens afdeling i Københavns Kommune. Sagte snakken fra telefonsamtaler, kollegasparring og håndværkerlarm fra gaden. Rækker af aflåste skabe står linet op langs væggen, mens enkelte skriveborde står tomme mellem pladserne med to skærme som eneste inventar.

Familieportrætter, børnetegninger og personlige genstande findes ikke på de ryddede skriveborde, hvor allerhøjest en personlig kaffekop har sneget sig ind. Her er nemlig ingen faste pladser. Hver morgen henter medarbejderne deres bærbare computere, tastaturer, og hvad de ellers skal bruge til arbejdsdagen, i de aflåste skabe og vælger sig en plads.

- Ledelsen syntes, at det var smart, at man kunne sætte sig sammen i små grupper, hvis man havde kortere projektsamarbejder. Og samtidig manglede der mødelokaler, så det var nok en måde at få frigivet kvadratmeter på, konstaterer Gitte Mikkelsen. Hun er regnskabsmedarbejder med borgerkontakt, så hun er ærgerlig over ordningen og savner sin faste plads.

- Mange af mine kolleger er tryghedsnarkomaner og vanedyr, så de synes, det er rart at vide, hvor man skal sidde og have mulighed for at have nogle personlige ting og fotos stående på bordet, forklarer hun og understreger, at det for hende personligt ikke betyder det store med den personlige indretning

Ikke alt egner sig

Til gengæld synes hun ikke, at hendes arbejdsopgaver egner sig til delepladser.

- Det kan godt være, at nogle opgaver egner sig til det. Men vi har borgerkontakt! Vi sidder og smider om os med cpr-numre og personfølsomme oplysning og taler med borgere, der måske er økonomisk trængte og kede af det – det duer ikke, at vi sidder i et kæmpe lokale med uro og 31 pladser og aldrig ved, hvor vi skal sidde, forklarer Gitte Mikkelsen.

Afdelingen har derfor fået et aflukket telefonrum med ti pladser, hvor man kan sidde, når man har telefonvagt. Men kvadratmeterne er få, skrivebordene små og selvom kravene til arbejdsmiljøloven er overholdt – så kolliderer man simpelthen med kollegaen bagved, når man hiver sin stol ud samtidig, fortæller hun, mens hun viser rundt på etagen.

Gitte Mikkelsen er en af de erfarne damer, der stadig sværger til sin gamle regnemaskine med bonrulle. Og hun mener ikke, at delepladser eller ”aktivitetsbaseret indretning”, som det hedder i kommunen, bør bestemme, hvordan hun skal lave sit arbejde.

- Jeg kender min bordregnemaskine ud og ind og kan betjene den i søvne, så jeg har ikke lyst til at sætte mig ind i computerens lommeregner. Jeg har altid haft min faste plads, hvor jeg vidste, hvor jeg skulle sidde og vidste, hvordan min plads så ud og hvilke hjælpemidler, der lå på bordet, siger Gitte Mikkelsen og fortsætter:

- Nu møder jeg ind og bruger 20 minutter hver eneste dag på at rigge min plads til. Jeg går frem og tilbage til skabet for at hente regnemaskine, mine opslagsmapper, mit tastatur, min mousetrapper, telefon, fodskammel og mine øvrige papirer. Og når dagen så er ovre, så rydder jeg alle tingene tilbage i skabet. Det er simpelthen spild af min tid.

Hver femte plads sparet væk

Et andet tema for Gitte Mikkelsens afdeling er, at der ikke er nok pladser. Da forvaltningen indførte delepladser, fjernede de også 20 procent af pladserne, så der altså kun er plads til 80 procent af medarbejderne.

- Tanken om, at der ikke er nok pladser, fylder for os alle. Sådan en dag som i dag, er det jo lige til øllet. Så vil man nødig være den, der kommer sidst, fortæller Gitte Mikkelsen.
Ifølge Gitte Mikkelsen er det alfa og omega, at man får lavet nogle leveregler kollegerne imellem. Både i forhold til uro, oprydning af skrivebordene og selvfølgelig, at man ikke må blive sur, hvis man ikke får sin yndlingsplads.

- Når man ikke har faste pladser, er man nødt til at efterlade skrivebordene ordentligt. Man skal smide skrald ud og sætte sine ting tilbage i skabet. Det duer ikke, at man skal gå og rydde op efter hinanden, siger Gitte Mikkelsen.

Hvis hun skal pege på en positiv ting ved delepladser, så er det, at hele afdelingen nu er samlet på én etage frem for på flere forskellige.

- Socialt kan det måske være en fordel, fordi vi møder hinanden i forskellige konstellationer og snakker mere sammen. Men igen – det er en arbejdsplads, og vi kommer for at arbejde, lyder det fra Gitte Mikkelsen.

Hun mener, at det allervigtigste for at lykkes med delepladser er kommunikation. Kommunikation fra ledelsen og kommunikation mellem kollegerne. Og så opfordrer hun til, at man kigger på, om opgaverne egner sig til delepladser, inden man trækker det ned over alle medarbejdere.

Hjælp til at lykkes

gittes tre gode råd

1. Vær opmærksom på, at der er forskellige behov i forhold til arbejdet og forskellige personer. Man kan sagtens have forskellige behov, selvom man udfører det samme arbejde.

2. Sørg for at hver person har sin egen stol, så man ikke også skal indstille forskellige stole hver dag.

3. Det er meget vigtigt med forskellige zoner. Nogle kan arbejde, selvom jorden er ved at gå under omkring dem, mens andre bliver forstyrret af, at der går folk forbi og, at kolleger snakker eller roder. Derfor er det alfa og omega, at der både er stillezoner, aktivzoner og noget midt imellem.

 

Måske du også har lyst til at læse: Halvdelen er modstandere af delepladser