Da Birgitte Madsen mødte ind på arbejde en mandag morgen, kunne hun pludselig ikke stille skarpt på skærmen og alt flød sammen. Foto: Tom Ingvardsen
Hver tredje hk'er føler sig stresset
Det er den ældre golden retriever Walter, der begejstret tager imod hjemme hos Birgitte Madsen. Det er stille, rent og hyggeligt i det sjællandske parcelhus. Og der hersker en ro over huset. En ro – som er ny for Birgitte Madsen – men som er blevet vigtig og værdsat, efter to blodpropper gjorde hende opmærksom på, at kroppen ikke kunne følge med hendes tempo.
Allerede i sommeren i 2020 kunne Birgitte Madsen mærke, at hendes arbejdsglæde var dalende. Hun var ved at miste gejsten. Fra tidligere at have fået et kick ud af sit arbejde, følte hun, at det var sværere og sværere at motivere sig selv. Men hun knoklede videre og tænkte, at hun nok bare trængte til sommerferie. Som en af de mest erfarne på sit område havde hun altid nogle opgaver, der ”bare lige” skulle være færdige.
Pludselig skulle jeg nå både mit eget og min kollegas arbejde.
Hun sad ofte og arbejdede om aftenen, var kort for hovedet, træt og opgivende. Men borgernes anerkendelse drev hende, og hun havde altid følt, at hun var havnet på den rette hylde. Hendes arbejde var hendes identitet. Lige indtil den mandag hvor verden bogstavelig talt og meget pludseligt flød sammen for Birgitte Madsen.
- I weekenden op til kunne jeg godt mærke, at der var noget på mit ene øje, der irriterede. Som en lille skygge, jeg ikke kunne få væk. Jeg havde svært ved at stille skarpt og havde en sort plet for øjet, som når man har kigget direkte op i solen:
- Og da jeg så mødte ind på arbejde mandag morgen, kunne jeg pludselig ikke stille skarpt på skærmen og alt flød sammen. Jeg fik fat i min læge og kom direkte ind til en masse undersøgelser. Det viste sig at være en blodprop på hvert øje, forklarer Birgitte Madsen og tilføjer:
- Der var intet fysiologisk galt. Jeg dyrkede motion, spiste varieret og var for ung til at være i risikogruppen for blodpropper, så jeg var meget uforstående.
Overhørte advarsler og signaler
Det var først, da Birgitte Madsen blev sygemeldt og tilknyttet en sygedagpenge-sagsbehandler i jobcentret, at det gik op for hende, at det var stress, der var årsagen til blodpropperne.
- Op til var jeg så ked af det og frustreret over, at jeg manglede svar på, hvorfor jeg havde fået de blodpropper. Jeg skylder den sagsbehandler, jeg blev tilknyttet i sygedagpenge, en kæmpe tak for at samle mig op. Og ikke mindst den stresscoach jeg også blev bevilget. De to har været guld værd for mig, fortæller Birgitte Madsen.
Hun kunne ikke selv se, at blodpropperne kunne være stressrelateret. I hvert fald ikke på det tidspunkt.
- Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg godt se, at jeg har lukket øjnene for alle signaler, erkender hun.
På få år var der et gennemtræk af chefer på Birgitte Madsens daværende arbejdsplads. Ingen af dem havde nogen faglig forståelse for området.
- Jeg var den, der havde været på arbejdspladsen i længst tid, så jeg følte, at jeg havde et ansvar for at klæde dem på fagligt. Men det blev ikke værdsat og gjorde ingen forskel. Fælles for to af lederne var, at de kom ind med deres egne visioner og promovering af sig selv, så de skabte mange forandringer på arbejdspladsen uden omtanke for medarbejderne og de arbejdsområder, som de fagligt stod på mål for. Det skabte mistrivsel i afdelingen.
I marts 2021 blev Birgitte Madsen sygemeldt på grund af blodpropperne og tiden derhjemme blev brugt på at reflektere. Men det var først, da hun begyndte hos stresscoachen, at det gik op for hende, hvor slemt det stod til.
- Da coachen først begyndte at arbejde med mit nervesystem, var jeg skeptisk – men det hjalp, jeg fik en forståelse for min adfærd og nogle helt konkrete værktøjer til at komme ovenpå igen. Vi arbejdede med vejrtrækning og mindfulness, ligesom jeg skulle blive bedre til at sige fra og mærke mig selv og gøre ting, der gjorde mig glad:
- Gå tur med Walter, ordne i haven, være alene hjemme og dyrke motion. Før i tiden skar jeg alt det væk, som gav mig energi og gjorde mig glad. Og hele forløbet har gjort mig meget eftertænksom, forklarer Birgitte Madsen.
Ledelsen lyttede ikke
Efter lidt over to måneder begyndte Birgitte Madsen langsomt at komme tilbage på arbejde og startede med kun en enkelt time hver anden dag.
- Jeg syntes egentlig, at det var lidt til grin – men langsomt fik jeg arbejdet mig op over sommeren og i november var jeg tilbage på fuld tid igen.
Mens Birgitte Madsen klamrede sig til de værktøjer, hun havde fået af sin stresscoach, var hendes leder ifølge Birgitte Madsen selv, mere manipulerende og udspekuleret – og der landede flere og flere opgaver på hendes bord, selvom hun forsøgte at sige fra.
- Hovedet på sømmet blev egentlig, at en af mine kolleger blev langtidssygemeldt med corona, så pludselig skulle jeg nå både mit eget og min kollegas arbejde – og samtidig spurgte min chef mig gudhjælpemig, om jeg ikke ville være koordinator i teamet. Selvfølgelig var det en fin anerkendelse, men jeg havde brug for, at jeg i et år kun havde én opgave at forholde mig til – så jeg syntes, det var en udspekuleret måde at gribe det an på, og det frustrerede mig.
Birgitte Madsens nyvundne eftertænksomhed gjorde, at hun blev drænet af den evindelige kamp med sin chef.
- Jeg er meget loyal, og jeg gør, hvad der bliver sagt – men jeg følte, at jeg konstant var nødt til at gå op imod min chef, fordi han ikke havde indsigt i mine opgaver og forståelse for mit sygdomsforløb.
En dag kom jeg hjem til min mand og sagde: Jeg har aldrig været så nervøs for mit helbred, og hvis jeg fortsætter sådan her, så tror jeg ikke, at jeg er lige så heldig næste gang. Den snak blev mit vendepunkt. Jeg kunne ikke mere, fortæller hun.
Startede helt forfra
Birgitte Madsen havde set en administrativ stilling slået op på et helt andet område end hendes eget og besluttede at søge den. Hun fik stillingen og startede fra scratch i maj i år.
- Det føltes godt at tage beslutningen, men jeg havde nok undervurderet, hvor hårdt det er at komme fra en stilling, hvor du er erfaren og måske den mest vidende i teamet – til pludselig at starte helt fra nul og skulle opbygge al viden helt fra bunden.
I dag har hun været i sin nye stilling i et halvt års tid, og hun kan mærke, at den vokser på hende i takt med, at hun bliver bedre og bedre til sit arbejde. Og ikke mindst har hun fået den føromtalte ro – både i sit arbejdsliv og sit privatliv.
- Jeg er blevet meget mere nærværende både som mor og kone. Jeg har fået en god balance imellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg er blevet utroligt opmærksom på at gøre ting, der giver mig energi. For eksempel er jeg blevet fitnessinstruktør, hvilket var mega angstprovokerende – men også sjovt, da det er her, jeg nu får tanket op på energikontoen. Jeg når flere ting – jeg går i haven, gør rent og er sammen med min famile:
- Og vigtigst af alt er jeg nået frem til en erkendelse af, at mit arbejde bare er et arbejde. Jeg holder min arbejdstid og bliver ikke ramt af bunker på skrivebordet. Hvis jeg ikke når det hele, ligger de der sjovt nok også dagen efter.
Jeg kommer aldrig tilbage til, at arbejdet tager over.
Birgitte Madsen kigger eftertænksomt ud i rummet og siger:
- Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv. Jeg har lært at stoppe op og mærke efter, og jeg kommer aldrig tilbage til, at arbejdet tager over. Der er simpelthen ting i livet, der er vigtigere. Hvis hun skal give et råd til andre, der måske har ramt bunden, som hun selv gjorde – så er det at skifte spor.
- Hvis du ikke føler, at du bliver lyttet til. Hvis du føler dig trådt på, som jeg gjorde – så tag springet og gør noget andet. Skift spor. Det er hårdt, men det skal nok blive godt igen.
HK-medlemmet i denne artikel har ønsket at optræde anonymt, og derfor er Birgitte Madsen et opdigtet navn. Hendes rigtige identitet er Kommunalbladet bekendt.
Læs også: Vi skal have fokus på "bare lige"-opgaverne