Flokdyret i os alle er svært at tæmme

Psykolog og foredragsholder Henrik Tingleff har set nærmere på flokdyret i os alle. Foto: Simone Lilmoes/Gyldendal

Vi kender alle seancen. Vi sidder til mødet, og det går bordet rundt, hvor alle skal udtale sig om, hvad de tænker eller mener om en problemstilling. Når de første 2 til 3 har talt, tilpasser de øvrige deltagere deres holdninger til det, der lige er blevet sagt.

Det er fordi, vi er flokdyr, forklarer psykolog og foredragsholder Henrik Tingleff, der er forfatter til den nye bog "Når flokdyret fejler" med undertitlen "Hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger".

- Vi er ekstremt tilhørshungrende, så vi er villige til at gå rigtig langt for at tilhøre flokken. Det betyder, at vi er villige til at mene noget andet, end vi måske i virkeligheden gør. Det er umiddelbart godt at finde fælles fodslag, men ulempen er jo selvfølgelig, at det, vi får vedtaget på mødet, er laveste fællesnævner. Det er dybest set det, alle kan blive enige om, snarere end at der kommer nye vinkler og ideer ind i snakken, siger han.

Som ny på en arbejdsplads tilpasser vi os lige så stille og roligt den måde, man opfatter tingene på, hvordan opgaverne løses, og hvordan vi fremstår. Langsomt men sikkert klæder vi os som de andre i gruppen.

Påvirkelige og diskriminerende

Når vi bliver en del af gruppen, er vi let påvirkelige af de øvrige personer i gruppen. Vi identificerer os med vores egne og kommer let til at skelne mellem dem og os fx djøf'erne mod HK’erne, dem på første sal mod os på anden sal osv. Vi ser positivt og nuanceret på vores egne og får hurtigt et meget mere negativt og unuanceret syn på dem, som vi betragter som de andre. Det kommer til udtryk i den måde, vi taler om os selv og hinanden på. Og det får betydning for, hvordan vi deler ressourcer. 

Det er en del af menneskets grundlæggende natur, at man gerne vil tilhøre gruppen. Det betyder, at vi er villige til at fravige det, vi selv synes, er rigtigt. Vi er villige til at mene noget andet, end vi måske i virkeligheden gør.

- Psykolog, foredragsholder og forfatter Henrik Tingleff

- Vi vil langt hellere tilgodese vores egne end de andre og i virkeligheden gøre alt, hvad vi kan for, at de ikke får det lige så godt som os. Og det er helt ned i sådan noget med, at man har kage med til sit eget lille team og ikke til de andre i afdelingen. Eller hvordan vi bare kan se os sure på dem, der har fået den nye kaffemaskine, når vi sidder hernede og stadig har den gamle kaffemaskine. Det er fordi, vi kæmper om ressourcerne, forklarer Henrik Tingleff.

Passive tilskuere, der ikke griber ind

Et andet knapt så pænt karaktertræk hos os mennesker er, at vi er langt mere passive, end vi i virkeligheden tror. En af de bedst dokumenterede socialpsykologiske teorier er tilskuereffekten, som i al sin enkelthed beskriver, at jo flere mennesker, der overværer fx et uheld, en krænkelse eller en kollega, der har det svært, jo længere tid vil der gå, og jo mindre er sandsynligheden for, at nogen griber ind.

Vi sidder og ser, at der foregår mobning, svindel, smårapserier og sjusk med midler. Men vi afventer, for der må være nogle andre, der tager affære. Der må være nogen højere oppe i systemet, der burde gribe ind.

- Vi lader i virkeligheden bare stå til. Vi mennesker er mere bange for at træde ud af flokkens trygge rammer og måske fejle eller bliver til grin, end vi er for at stå og gemme os inde i gruppen, alt imens en af vores kolleger lider, der bliver svindlet og bedraget, eller en chef skaber dårlig stemning. Vi er jo hverken feje eller kujoner. Det er fuldstændig menneskeligt, og langt flere af os, end vi regner med, vil reagere på den måde. Tilskuereffekten er jo på mange måder den største trussel mod arbejdsmiljøet, siger Henrik Tingleff.

Svært at sige fra over for autoriteter

Det ligger også i menneskets natur at være langt mere autoritetstro og hurtig til at tilpasse sig en ordre fra ledelsen, end de fleste af os vil være ved. Vi har meget sværere ved at sige fra over for autoriteter, end vi tror. HK’ere, der ofte sidder i centrum af mange besværlige arbejdsmiljøsituationer, kan have rigtig svært ved at gøre op med dårlig ledelse eller dårlig arbejdskultur. 

'Når flokdyret fejler' af Henrik Tingleff

- Man skal både overvinde tilskuereffekten og være den i mængden, der råber op. Man skal måske også tale en autoritet - en overordnet leder imod. Det er langt sværere for os, end vi går og tror,” fortæller Henrik Tingleff. 

Lederes udtalelser og adfærd påvirker og former os mere, end vi tror. En leder, der fx taler negativt om søvn, og siger ”jeg sover kun 3-4 timer om natten”, og ”man kan sove, når man bliver gammel” og derfor sender mails klokken 1 om natten eller 5 om morgenen, kan påvirke sine medarbejdere til rent faktisk at sove mindre på bare 3 uger, viser undersøgelser.

Vi er selvforherligende

Det er også en kendsgerning, at vi er selvforherligende. Vi har en tendens til at se vores egne fejl og mangler som forårsaget af omstændighederne, mens andres fejl og mangler er et udtryk for deres karaktertræk. Vores egne gode handlinger og succeser skyldes vores karaktertræk, men når andre præsterer et flot resultat, er det på grund af omstændighederne. Det er en del af den måde, som vi opretholder et positivt selvbillede på, men det gør, at fx evalueringsprocesser bliver rigtig svære.

- Hvis vi ikke er opmærksomme på de her tendenser i os, får vi jo lynhurtigt forklaret alt, hvad der er gået godt, med vores egne kompetencer, og alt det, der er gået skidt, er forårsaget af Putin, gasprisen, Mette Frederiksen osv. Og så får vi jo ikke ændret en dyt, uddyber han.

Alles ansvar at tumle tøjle flokdyret

Konsekvenserne ved at opføre os så uhensigtsmæssigt på jobbet er en masse spild af tid og ideer, der går tabt. Der er opgaver, der ikke bliver udført, eller opgaver, der bliver gjort, som ikke burde være blevet det. Interne kampe afdelingerne imellem gør, at fx fornyelsen af hjemmesiden tager tre gange så lang tid, som den burde. Og der er måske en lang række problemer, som vi ser, men ikke tør tale om og derfor ikke får løst.

Men vi bliver nødt til at acceptere, at flokdyrsadfærden er en præmis ved det at være menneske, og at den er svær at tæmme. Det skal indregnes i de stukturer og den måde, vi planlægger samarbejdet og forandringsprojekterne på, for ellers kommer vi til at fejle på grund af flokken. Det er både medarbejdernes og ledernes ansvar at tumle flokdyret, påpeger Henrik Tingleff.

- I stedet for at gå bordet rundt på mødet kunne vi måske i højere grad tilkendegive vores holdninger på skrift. Eller man kunne sige - hov, nu kommer vi til at sidde og give hinanden ret - lad os lige tage en pause og snakke 2 og 2 og se, om der kommer andre ideer. I mindre grupper er det lidt nemmere at stå ved sin egen holdning. Vi skal hjælpe hinanden, så der ikke går konformitet i den omkring bordet, siger han.

Hjælp hinanden og bryd tavsheden

Og når vi ved, at vi så hurtigt tilpasser os vores egen gruppe, og lynhurtigt modarbejder andre, bør det overvejes, om det er så en god en idé at have faste teams, der hele tiden arbejder sammen, eller om det vil være bedre at ryste posen en gang imellem. Ledere skal fx være mere opmærksomme på, at deres udtalelser og adfærd smitter. De er ikke bare en del af teamet. Deres ord vejer tungere, og det stiller store krav til dem som holdfigur og rollemodel. 

Der er ikke fem lette råd til, hvordan vi gør op med flokdyrskulturen, for at være flokdyr og indimellem opføre sig tåbeligt på jobbet, er en præmis ved det at være menneske.

- Henrik Tingleff, psykolog

Ifølge Henrik Tingleff skal vi hjælpe hinanden med, at autoritetstroen ikke tager over. Man skal kunne turde sige noget, selv om chefen er i lokalet. Det er nødvendigt at blive bevidst om, hvordan man ved fælles hjælp bryder tavsheden i gruppen. Det er ikke altid, at kollegaerne kommer og siger det, hvis de synes, at der er noget galt. Man må ikke gå i den tro, at så længe, der ikke er nogen, der siger noget, så er alting, som det skal være.

- Når vi kender tilskuereffekten, så er vi nødt til at være lidt mere nysgerrige, opsøge viden lidt mere aktivt og måske være lidt mere kritiske. Vi skal være bedre til at lave nogle strukturer og rammer, så vi rent faktisk får handlet, konkluderer han.