En arbejdsplads forsvinder

Josefine Juana Mawloud fotograferet i Roches laboratorie i Hørsholm i december 2022. På dette tidspunkt var afviklingen allerede så småt i gang. Fotos: Carsten Snejbjerg.

Indkaldelse til møde

Den 24. oktober 2022 får vi en mail med indkaldelse til møde næste morgen i kantinen. ”Where I will share our vision and plans for accelerating patient benefit in Nucleic Acid-based Medicine”", skriver vores schweiziske topchef, som vil flyve ind til mødet.

Vi har alle fået mailen og besked på at møde op fysisk. Jeg tænker, det kan handle om mange ting. En fyringsrunde. Omstrukturering. Det kunne også sagtens være noget positivt. Men derhjemme joker jeg med min mand om, at vi nok alle sammen bliver fyret.

Meddelelsen

Vi møder ind om morgenen den 25. og kan se, at ingen af vores ledere er der. Det lader til, at de er samlet til et møde. To minutter i ni kommer de ned til os andre i kantinen, og du kan se på dem, at det ikke er gode nyheder, de har fået.  Nogle er ret blege i ansigtet, andre undgår øjenkontakt. Vi kiggede lidt rundt på hinanden og tænker okay, så ved vi godt, hvad klokken er slået. Nogen skal ud herfra. Spørgsmålet er bare hvor mange.

Det vi laver er forskning i oligonukleutider, som er en syntetisk streng, der efterligner dna-strengen. Den kan blandt andet bruges til at tænde eller slukke for forskellige hormonkontakter, så man kan behandle folk, der mangler noget eller har for meget af noget. Lederen af det forskningsområde, vi hører under, præsenterer den nye plan for, hvordan Roche skal fortsætte sin forskning. Efter at have gennemgået det hele, siger hun, at det så betyder, at alle aktiviteter skal flyttes til Schweiz, og sitet her skal lukke. Det skal ske i løbet af 2023, og det er ligesom alt, vi får at vide.

Josefine og kollegernes arbejde er lige nu i færd med at blive flyttet til Schweiz. 

Ledelsen bliver ført tilbage til mødelokalet, og nu stiller vores medarbejderrepræsentant sig op og forklarer, at det her er en massefyring, og at nu begynder en proces, hvor vi skal forhandle vores vilkår. Han vil gerne have en bred repræsentation i forhandlingsgruppen, og da ingen laboranter umiddelbart er friske, så melder jeg mig. Bagefter er der en mere, der også siger ja.

Optakt til forhandlingerne

Lige så snart det møde er hævet, går folk sammen i deres afdelinger for at bearbejde nyheden om, at vi skal lukke. Bortset fra os i forhandlingsgruppen. Vi begynder straks at kontakte fagforeninger og fastlægge datoer for møder med ledelsen, og vi taler om, hvilke ting det er vigtigst for os at få igennem, og hvordan vi forventer, processen vil blive. Vi regner med at blive opsagt ad flere omgange, for det tænker vi vil give mest mening.

Jeg er den eneste HK’er i gruppen, så jeg ringer til HK og forklarer situationen. Jeg ender hos Steen (Bonde Jensen, faglig konsulent, red.), som kommer til at hjælpe os meget i løbet af de næste uger. Der er to fagforeninger, som siger ja til at sende en rådgiver til Hørsholm: HK og Dansk Magisterforening.

Vi begynder med at sidde og pitche idéer sammen med Steen. Det er rigtig godt at have ham med, for han er ligesom vores adgang til fakta. Kan man det her? Hvad er der af begrænsninger? Hvad har man fået i andre medicinalfirmaer, der ligner vores etc.

Det vigtigste for os er arbejdsmiljøet, for vi skal jo fortsætte med at arbejde her et stykke tid, og det skal ikke blive en dårligere arbejdsplads. Sådan noget som kantinedrift og julefrokosten vil vi ikke have fjernet. Det fylder også meget for os, at der skal tages hånd om alle, når de stopper, så ingen føler sig dårligere behandlet end andre.

Da jeg kommer hjem og fortæller, at vi rent faktisk alle er blevet opsagt, bliver min mand også chokeret. Vi bruger noget tid på at tale om det, og jeg fortæller, at jeg har meldt mig til at sidde i forhandlingsudvalget. Vi taler om, hvad det vil indebære, og at jeg nok vil få ret travlt de kommende uger.

Første forhandlinger

Forhandlingerne begynder med et indledende møde kl. 10 næste dag. Firmaet ønsker, at vi skal fortsætte med at arbejde til vores opsigelsesdato, så de har en interesse i at fastholde os. Vi får lidt flere informationer. Blandt andet forventer de at opsige os ad flere omgange.

Jeg ser nærmest ikke min egen afdeling den næste måned, fordi vi hver dag sidder til forberedelsesmøde eller forhandlingsmøde. Det kommer til at blive en lang forhandling, så vi lægger blødt ud. Vi argumenterer for eksempel for, at vores studentermedhjælpere ikke skal være de første, der bliver opsagt, for så vil der være en masse ekstraarbejde, vi selv skal tage hånd om. Det synes ledelsen giver god mening. De bruger i det hele taget lang tid på at lytte til os og prøve at forstå os. Det synes jeg er dejligt.

De svære ting

Da vi begynder at tale om penge, bliver det mere intenst. Der har før været fyringsrunder her på sitet, og vi vil som minimum have den samme pakke som sidst. Blandt andet mindst 4 måneders løn udbetalt, når man stopper. Det danske arbejdsmarked er rigtig godt for os lige nu, så folk begynder jo med det samme at få jobtilbud. Derfor forklarer vi, at det kommer til at koste nogle penge at få folk til at blive her.

Josefine i det mødelokale, hvor forhandlingerne med ledelsen fandt sted i efteråret 2022.

Det virkelig svære i processen er faktisk, at vi i forhandlingsrummet skal oversætte det hele til engelsk. Det taler både vores schweiziske leder og vores HR-chef, som er brasilianer. Problemet er, at termerne ikke altid er de samme på engelsk som på dansk. På dansk taler man for eksempel om ”fratrædelsesgodtgørelse”, mens man på engelsk bruger forskellige ord alt efter omstændighederne. Så hele det første møde, som skulle have handlet om penge, ender i stedet med at blive brugt på at lave en fælles ordbog over termer og betydning.

Kollegerne

Nogle dage er stemningen nærmest til at skære i. Folk er nedtrykte, og ingen går i laboratorierne, de har mere brug for at sidde og snakke. Det minder om et sorgstadie, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre. Nogle er vrede, nogle er kede af det, nogle er frustrerede – der er alle mulige følelser. Selv hjælper det mig, at jeg er så fokuseret på at komme ind hver dag til forhandlinger og møder, hvor jeg skal se diplomatisk og objektivt på det hele.

Vi beslutter, at vi er nødt til at frigive lidt information for ikke at skabe panik. Der er slet ikke blevet meldt noget ud siden den 25. oktober. Nogle af vores kolleger forestiller sig, at de kan blive opsagt allerede i slutningen af november, mens vi i gruppen ved, at det tidligst bliver i foråret. Vi aftaler med ledelsen, at vi på vores ugentlige fredagsmøde i virksomheden må komme med de informationer, vi er enige om kan deles. For eksempel at de tidligste opsigelser bliver i marts 2023. På den måde sørger vi løbende for at dele nyt med kollegerne, så de føler sig informerede om, hvad der foregår.

Pakken

Den 16. november får vi pakken præsenteret på et møde i kantinen. Vi medarbejdere er blevet spurgt, om vi gerne vil præsentere den, men det har vi takket nej til. Det er ledelsen, der skal håndhæve det her. Vi har nået vores minimumskrav og lidt til, så på den måde er vi tilfredse. Der bliver lagt en ekstra måneds løn ind til dem, der bliver til allersidst, og ledelsen forbeholder sig retten til at lave ekstra aftaler med medarbejdere, som de ønsker at fastholde.

Ved præsentationen får vi at vide, at ledelsen vil prioritere opsigelserne på baggrund af, hvilke projekter man sidder i. De projekter, som er nemme at overføre til den schweiziske gruppe, vil ryge først. Det gør det muligt for os at se objektivt på, hvornår man selv bliver opsagt, så man ikke føler sig personligt ramt.

Bagefter sidder vi i afdelingerne og taler om, hvad vi synes om pakken. Der er meget forskellige holdninger. Nogle er vrede, andre er meget tilfredse. Der er også nogle spørgsmål til mig: Var de hårde at forhandle med? Hvordan er det, at det nu er slut?

Opsigelsen

Den 28. november kl. 09.00 tikker der en mail ind hos alle med navnet på et mødelokale, man skal gå til. Det første folk i afdelingen gør er at sige højt, hvor de skal hen. På den måde opdager vi, at vores afdeling ligesom er delt op i to lokaler, så vi kommer til at stoppe på to forskellige tidspunkter. Jeg er i en gruppe med fire-fem fra min afdeling, der skal gå til det mødelokale, der hedder Pingpong. Der sidder en fra ledelsen i lokalet, og da rummet er fyldt og døren lukket, siger han, at vi er den gruppe, som er opsagt fra den 31. marts. Vi vil få det på papir i januar og er fritstillet pr. 1. april. Efter beskeden går han ud, så vi har mulighed for at tale med hinanden. Det er dér, følelserne kommer frem. Rigtig mange er faktisk lettede, og som jeg forstår det, går ingen ud af lokalet og føler sig personligt ramt eller meget ked af det.

Josefine er i dag stoppet på Roche. Hun var i marts 2023 begyndt at søge nyt job, men havde ikke travlt. Der er mangel på laboranter, og Josefine har både fire måneder med løn og op til seks måneder med HK's lønforsikring.

Jeg havde selv håbet på at være i den første gruppe, der bliver opsagt. Jeg har svært ved at affinde mig med tanken om at arbejde et sted, hvor jeg ikke skal fortsætte. Jeg vil hellere hurtigt ud og finde et nyt sted i stedet for at være med til at lukke og slukke det hele. Jeg har ikke søgt noget endnu, men min LinkedIn er den sidste måneds tid eksploderet. Jeg tænker, jeg vil begynde at søge i det nye år.

Efter opsigelsen

Den fase, hvor mine kolleger har fordøjet det hele og talt med hinanden, begynder for mig på en måde først nu. Jeg må lige tage nogle dage, hvor jeg skal finde mig selv igen, og det hele skal synke ind. Det har krævet meget energi at sidde i forhandlingsudvalget, og jeg er hver dag kommet vildt træt hjem og gået tidligt i seng.

Jeg har lært rigtig meget af at forhandle og skulle finde kompromiser. Det er jo en ret god evne at have. Jeg synes også, jeg har lært meget om mig selv. Jeg er en af dem, der har taget det meget let, måske også fordi jeg er blevet bekræftet så meget både af Steen og af andre i, at det ikke er verdens undergang for os. Vi kan sagtens finde et andet arbejde, og der findes andre gode arbejdspladser og andre gode mennesker at arbejde sammen med. Selv om det selvfølgelig er mega ærgerligt ikke at skulle være her mere sammen med mine kolleger. Det er nok dem, jeg er mest ked af at miste.

Efterskrift – marts 2023

Vi havde besøg af Novo Nordisk i januar, hvor de var ude at præsentere, hvad de arbejder med, og hvordan de mener, vi kan passe ind i deres organisation. Det var interessant at høre om, og jeg har indsendt mit cv i deres åbne database. Vi skal også ud at besøge Fujifilm og høre om deres afdelinger og muligheder, det bliver spændende. Jeg stopper jo den 31. marts på Roche, men jeg har ikke så travlt. Som fritstillet har jeg fire måneder med løn, og bagefter kan jeg få 80% af min løn i 6 måneder på grund af HK’s lønforsikring. Det giver mig helt klart en tryghed, at jeg ikke lige om lidt skal kunne leve af dagpenge. Jeg kan søge stille og roligt uden stress og begynder for alvor at søge nu, og så har jeg forhåbentlig et nyt job om et par måneder.